Danske besiddelser: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Danmarks kolonier: lidt omorganisering
→‎Afgrænsningen af danske besiddelser: afsnitsinddeling; links; smårettelser
Linje 9:
== Afgrænsningen af danske besiddelser ==
[[Fil:DanmarkSydslesvigSkaaneland.png|thumb|Nutidens Danmark og de tidligere danske områder Sydslesvig, Skåne, Halland og Blekinge.]]
Betegnelsen "danske besiddelser" indebærer, at der er tale om områder, hvis tilhørsforhold til Danmark og danskere ikke er givet ved de befolkningsmæssige forhold. Det er derfor nødvendigt indledningsvis at afgrænse begrebet "Danmark". Fra perioden ca. 200 e.kr. til ca. 600 e.kr. findes en række fund af [[Danmarks forhistorie#Yngre jernalder|våbenofring]]er, som giver indtryk af, at der har eksisteret et hærførende lokalt beredskab. <ref>{{Harv|Hedeager|1992|pp=140-141}}</ref> Fra [[Illerup Ådal]] er der tegn på, at en indtrængende hær kom fra vestkysten af den skandinaviske halvø, det vi i dag kender som [[Norge]]. En række [[sagn]] om folkevandringstiden er først mundtligt overleverede, men senere nedskrevet af middelalderhistorikere, bl.a. [[Roskildekrøniken]], der nævner [[Lejre]] som et stort kongesæde gennem århundreder.<ref>{{Harvnb|Hedeager|2002|pp=185-374}}</ref> Først i 2004 blev der ved udgravninger fundet et belæg for en kongsgård her fra ca. 500 e. Kr. Den omfattede bl.a. en ca. 500 kvadratmeter stor hal, formodentlig en form for gildesal.<ref>[http://www.roskildemuseum.dk/Default.aspx?ID=78 ''Roskilde Museum'' om ''Lejre''], Hentet den 20. januar 2015</ref> Landet, som det kendes i dag, har dog efter historikernes opfattelse ikke været samlet, men det er omdiskuteret, hvorvidt der har været tale om i hvert fald to kongedømmer: danernes rige med kongesæde i [[Lejre]], og [[jyde]]rnes med sæde i [[Jelling]] eller om der har været tale om flere, mindre besiddelser.
 
De ældste skriftlige kilder, der ikke decideret inddrager sagn, stammer fra vikingetiden. De to [[runesten]]e i [[Jelling]] kan anses for de ældste, der har omtale af danskere og Danmark. Den "lille" runesten er, ifølge indskriften, rejst af "''kong Gorm efter Thyre, sin kone, Danmarks bod''". Den "store" runesten er, ifølge indskriften, rejst af sønnen [[Harald Blåtand|Harald]] over forældrene [[Gorm den Gamle|Gorm]] og [[Thyra Dannebod|Thyre]]. Det fremgår desuden, at Harald var den, som "''vandt sig al Danmark, og Norge, og gjorde danerne kristne''". Af denne formulering tør udledes, at der fandtes et folk (danerne) i et rige (Danmark), som i hvert fald adskilte sig fra et andet rige, [[Norge]], som han imidlertid ligeledes angiver at have underlagt sig. Disse runesten hidrører alle fra omkring midten af 900-tallet, så på dette tidspunkt har folk og rige været så velkendt, at yderligere oplysninger øjensynligt ikke anses fornødent.
 
=== Udenlandske kilder ===
I udenlandskeandre kilder lader forholdene sig belyse tilbage i tiden. Omkring år 800 havde [[Karl den Store]] overvundet [[sakser|sachser]]ne og flyttet [[Frankerriget|Karolinerriget]]s grænser fra sydvest mod nordøst frem til [[Elben]]. I forbindelse hermed omtaler de frankiske rigsannaler for året [[804]], at danernes konge, [[Gudfred]], med sin hær og flåde var kommet til det sted, der kaldes ''[[Sliestorp]]'', beliggende på grænsen mellem hans rige og [[Sachsen]], og at der her indledtes forhandlinger mellem de to herskere. Under året [[808]] oplyses, at Gudfred havde gjort indfald i det slaviske område og der ødelagt handelspladsen ''Reric'', der var ham skatskyldig, og overflyttet stedets købmænd til Sliestorp samt givet befaling til, "at hans riges grænse mod Sachsland skulle befæstes med en vold, således at denne befæstning kunne værne [[Ejderen|Ejderflodens]] nordlige bred fra [[Østersøen]] til [[Vesterhavet|det vestlige ocean]]. Den skulle kun afbrydes med een portåbning for udgående og indkommende vogne og ryttere". Efter vor viden kan der kun være tale om [[Dannevirke]], om det må sluttes, at danernes riges sydgrænse gik ved [[Ejderen]]. Da Gudfred [[810]] angiveligt blev dræbt af en af sine hirdmænd efter et flådetogt til [[Frisland]], sluttedes fred mellem kejseren og Gudfreds brodersøn og efterfølger, kong [[Hemming (sagnkonge)|Hemming]], og freden blev året efter (det vil sige [[811]]) bekræftet ved et møde ved [[Ejderen]], hvor 12 navngivne stormænd fra hver side bekræftede freden og Ejderen som grænse. Blandt de danske repræsentanter omtales en ''Osfrid de Sconaowe'' (Asfred af [[Skåne]]) og dermed er antydet det danske riges mindste udbredelse mod nordøst.
 
Uddybende oplysninger lader sig hente i en oversættelse af Orosius verdenshistorie (fra 5 århundrede) kort før år 900, der var blevet suppleret med to rejseberetninger. I den ene oplyser nordmanden Ottar, at han sejlede med pelsværk fra ''Haalogaland'' i Nordnorge til den store markedsplads ''ad hæďum'' ([[Hedeby]]). Da han havde forladt [[Norge]] ved [[Skiringssal]] (ved [[Oslofjorden]]) sejlede han i tre dage således, at han havde ''Denamearc'' til bagbord (til venstre) og rum sø til styrbord (til højre), mens han i de næste to dage havde øer tilhørende Danmark til venstre og til højre ''Gótland'' ([[Jylland]]). Denne formulering indebærer, at [[Halland]] udgjorde en del af det danske rige, at han må have sejlet norden om [[Sjælland]] og [[Fyn]] og derefter ned gennem [[Lillebælt]] til [[Hedeby]]. Alfred oplyser desuden, at der på øerne og fastlandet ([[Halland]] og [[Skåne]]) boede ''norddaner'', i [[Jylland]] derimod ''syddaner'', og endelig siges [[Hedeby]] at ligge mellem [[vendere|Vendland]], [[Sachsen (stammehertugdømme)|Sachsland]] og [[Angel]] og at tilhøre danerne. I den anden oplyser angelsachseren Wulfstan, at han fra [[Hedeby]] foretog en 7-dages rejse til [[Truso]] ved floden [[Wisła]] og under denne rejse først havde [[Vendland]] til højre og [[Langeland]], [[Lolland]], [[Falster]] og [[Skåne]] til venstre, og det oplyses, at "alle disse lande hører til Danmark". Derefter havde han til venstre "Burgundernes land" ([[Bornholm]]) med egen konge, derefter [[Blekinge]], [[Møre]], [[Øland]] og [[Gotland]], der angives at tilhøre sveerne. Blekinges og Bornholms tilknytning til Danmark må således være indtruffet senere, end rejseberetningen er skrevet<ref>Christensen (1977), s. 26-28</ref>.
 
Danmark, danerne land, har således været sikkert afgrænset i det mindste fra begyndelsen af 800-tallet, med grænse mod sydvest ved Ejderen og nordøst ved Skånes og Hallands grænser. Ved "danske besiddelser" må derfor forstås områder, der er beliggende ''uden for'' disse grænser.
Line 21 ⟶ 22:
=== Kongen – rigets samlende person ===
{{uddybende|Stat|konge}}
Den anden side af spørgsmålet er, hvem, der tænkes på med "danske". Svaret herpå er, at der tænkes på den til enhver tid siddende [[fyrste]], [[konge]]n over Danmark. Det var de områder, der stod under dennes forvaltning, der afgrænsede det til enhver tid styrede område. Dette havde betydning på to måder: dels derved at det var de af den givne konge underlagte områder – i kraft af hyldning, arveret, som gevindster ved krige (eller omvendt tab ved samme) eller ved [[mageskifte]]r, byttehandler – der forvaltedes og oftest således at de hver havde deres egen lovgivning, egen forvaltning (embedsfolk), egne skatteordninger, dels ved at denne forvaltning oftest skete under samtidige hensyn til områdets egne (indre) forhold og til rigshelheden. Som eksempel herpå kan nævnes den danske [[studehandel]], hvor opfødningen af studene skete i kongeriget (Danmark), hvorefter studene vandrede sydpå gennem Sønderjylland og [[Holsten]] til markedet ved [[Elben]], hvor de blev solgt; herfra kunne de fortsætte gennem det (for en tid) kongen tilhørende [[grevskab]] [[Oldenburg]] til de nordtyske og nederlandske byer. Som et andet eksempel kan nævnes begrænsninger i frihandelen, der i 1700-tallet sikrede dansk landbrug afsætning i [[Norge]] og omvendt norsk fiskeri, trævare- og bjergværksvirksomhed afsætning i Danmark. Det er derfor ikke uvæsentligt for forståelsen af skiftende kongers politik at vide hvilke områder, de til en given tid havde besiddelsen af. Det er desuden af betydning derved, at det var folkets tillid til og opbakning bag en konge, kongetroskaben, der bestemte rigets indre styrke, sammenhæng og forsvarsvilje. Et velkendt eksempel herpå er bornholmernes troskab mod [[Frederik 3.]], der viste sig ved, at fremtrædende øboere trodsede [[Roskildefreden]]s afståelse i [[1658]] af øen til den svenske konge Karl Gustav, gjorde sig til herrer og derefter henvendte sig til kongen med bøn om, at han ville tage [[Bornholm]] tilbage og sikre den med en troppestyrke<ref>Linde-Laursen, s. 22-24</ref>, desuden gøngernes<ref>Andersen, s. 28-30</ref> og langelændingenes<ref>Skaarup, s. 18ff</ref> heltemodige kampe mod svenskerne under Karl Gustav-krigene for blot at nævne nogle få eksempler. [[Christian 4.]] er et enestående eksempel på en konge, der fattede alle mulige dele af riget med interesse, fra [[Svalbard]] i nord til [[Lyksborg]] mod syd – ikke at forglemme de oversøiske besiddelser.
 
Det er således kongen, der udgjorde rigets samlende skikkelse og tillige den, hvis person afgjorde dets indre styrke. Havde kongen folkets kærlighed, havde riget styrke. Svigtede troskaben mod kongen, faldt riget fra hinanden. Den konge, der bedst beviser den kongelige styrke og svaghed, er [[Valdemar Sejr]]. Til trods for kongens fangenskab i 3 år efter jagten på [[Lyø]] [[1223]] holdtes riget sammen ene i kraft af kongetroskaben<ref>Christensen (1976), s. 66</ref> og omvendt: efter kong Valdemar Sejrs død, da riget blev udstykket mellem kongens mange sønner, der indbyrdes bekrigede hinanden, skete en opløsning, der blot forstærkedes ved stadigt gentagne og mere omfattende pantsætninger<ref>Christensen (1976), s. 68ff</ref>. Der skulle en ny konge, [[Valdemar Atterdag]], til for atter at samle riget og lægge grunden til fornyet fremgang<ref>Christensen (1976), s. 179ff</ref>.