Oluf Haraldsen: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
indsætter skabelon
retter wikilink
Linje 5:
Da [[Erik Emune]] i [[1135]] overrumplede [[Harald Kesja]] i [[Skiping]] uden for [[Vejle]] var Oluf den eneste af Haralds sønner, der undslap med livet i behold. Da Oluf i [[1137]] forlangte sin ret til [[Danmark]]s trone blev han afvist som søn af en landsforræder. Han gjorde et forsøg på hævn ved at overfalde Erik, da han befandt sig i en kongsgård i det sydøstlige [[Skåne]]. Det mislykkedes imidlertid, og Oluf måtte flygte til [[Sverige]], hvorfra han siden kom tilbage og indledte en blodig borgerkrig, der pågik i fire år og blev udkæmpet først på [[Sjælland]] og siden i [[Skåne]].
 
På det nordlige Sjælland vandt Roskildebiskoppen [[biskop Rike|Rike]] et slag over Oluf ved [[Bydinge å]], men Oluf vandt senere [[1139]] i et slag i [[Ramløse]] ved [[Arresø]], hvor biskoppen blev slået ihjel. Det gjorde, at Oluf blev bandlyst af [[pave]]n, og da Oluf siden gjorde et indfald i Skåne, forsøgte [[ærkebiskop Eskil]] at hindre ham med våbenmagt, men blev besejret og måtte overlade [[Lund (Sverige)|Lund]] til Oluf. Eskil flygtede til [[Erik Lam]] og forsøgte siden i spidsen for den kongelige hær at gøre landgang i Skåne, men måtte endnu en gang se sig besejret. Ved det tidspunkt havde Oluf, som i 1140 var blevet hyldet på [[Sankt Libers høj]] som [[konge]] og nu regerede et selvstændigt Skåneland fra Lund, vundet skåningernes hjerter for sin sag, og beruset af sin succes lod han på egen hånd udnævne en ny [[ærkebiskop]] og opføre et kongepalads ved [[Dalby (Skåne)|Dalby]]. Erik Lam havde dog ikke opgivet kampen, og ved Glumstrup (Glumstorp) øst for Lund lykkedes det ham endelig at vinde over Oluf. Krigen kulminerede i [[slaget ved Tudebro]] (Tjutebro) 1143 hvor Oluf faldt, og der blev fred over "''hele det danske land''". I [[Roskildekrøniken]] er Oluf betegnet som "''et uhyre med mange hoveder''", men i det østensundske Danmark så man helt anderledes på ham.
 
== Noter ==