Den flyvende hollænder: Forskelle mellem versioner

Til søs skal man undertiden kunne se et skib komme nærmere for fulde sejl, men imod vinden; men med eet – ofte når man allerede kan råbe til skibet eller vil sætte båd ud til det – forsvinder det. Det opfattes som varsel om storm og skibets forlis. Denne tro findes, hos alle atlanterhavets søfarende nationer, men har fået sin mest ejendommelige form i sagnet om den flyvende hollænder. Dette navn må have dannet sig i 16. eller 17. århundrede; i 18. århundrede optræder det i litteraturen som gammel søfolksoverlevering, og der gives da en del indbyrdes modsigende efterretninger om hans navn og grunden til hans spøgelsesagtige optræden. Den mest gængse fortælling er, at det var en hollandsk skipper, der standsedes af storme foran [[Kap Det Gode Håb|det gode Håbs Forbjerg]] og da svor på, at han skulle nå frem, enten Vorherre ville eller ikke; da stod Vorherre selv for ham; skipperen afskød sin pistol på ham, men kuglen kom tilbage og gennemborede hans egen hånd; da bød Vorherre, at han skulle for evig stå på dækket med lammet arm og sejle uden at finde ro. – Medens den flyvende hollænder er velkendt hos franske og engelske sømænd, kender selve hollænderne ham ikke, men fortæller om en adelsmand Falkenberg, der har myrdet sin broder og sin fæstemø og til straf har sejlet i 600 år i Vesterhavet nord efter på et gråt skib uden ror. – sagnene om den flyvende hollænders forløsning synes kun at tilhøre de digteriske behandlinger (jfr. [[Richard Wagner]]). Efter nyere undersøgelser må denne tro have sin grund i luftspejlinger; men de forskellige skikkelser, den tager, er bestemte ved ejendommelige træk i folkets tankeverden. Således som den fremtræder her med forbandelsen, er den en gentagelse af sagn om [[den vilde jagt]]; men mange andre forhold spiller med ind. Undertiden betegnes spøgelseskibet som et forladt slaveskib eller sørøverskib, hvor kaptajnen er ene tilbage død eller levende, bundet til masten. herHer er da en tro af samme art som kinesernes, der ikke tør gå om bord på en i søen drivende [[Junke]], fordi en fangen slange engang har gjort sig til herre over en sådan og sejler om med det. sædvanligSædvanlig opfattes dog spøgelseskibene ikke som virkelige skibe, men som gengangere efter forliste skibe, der – ligesom andre gengangere – dels blot viser sig på deres dødssted eller grav, dels strejfer om og varsler død for mennesker, der ser dem (jfr [[Draugen]]). Det er nærmest denne tanke, der ligger i de danske søfolks navn: »Dødssejleren«.