Lav (organisation): Forskelle mellem versioner

Et '''lav''' (tidligere stavet ''laug'') var en [[organisation]] foraf byerhvervene, som blev indført i [[Middelalderen]]. Det tyske ord ''Zunft'', i flertal ''Zünfte'', har også været brugt (jf. fremmedordet synftig om en lidt friskfyragtig person).<ref>[http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=synftig ODS på nettet]</ref>

Lavet var i princippet opbygget som en [[organisation]] af ligeberettigede, selvstændige [[næringsdrivende]] inden for et bestemt [[erhverv]] i den pågældende by. Man kan sammenligne det med nutidens branche- eller [[arbejdsgiverorganisation]]er eller anden form for sikkerhedsnet eller fællesskab for forskellige erhverv.

Omvendt var enhver, som ville slå sig ned i en by, forpligtet til at lade sig optage i fagets lav og til at søge om [[borgerskab]] inden for dettesit erhverv. Bevillingen (''næringsbrevet'') fik man kun, hvis man for det første var udlært i faget, og hvis der for det andet var behov for flere [[håndværksmester|mestre]] i faget.

Lavet havde nemlig ret og pligt til at sikre, at antallet af mestre ikke oversteg, hvad der var brug for i byen. Derfor havde de også kontrol og pligt til at udlære nye [[håndværkssvend|svende]], og det førte i praksis til, at bestemte erhverv gik i arv inden fori de familier, som én gang havde fået borgerskab som håndværkere eller handlende i byen.

Det var lavenes ansvar at overvåge kvalitet, for at sikre en høj kvalitet på de produkter, der blev fremstillet eller forhandlet af lavets medlemmer,. detteDet gav lavet en betydelig magt i byen. Det var også lavenes ansvar at overvåge prisen på de varer som lavenes-medlemmermedlemmerne producerede. Alle disse vilkår og betingelser var beskrevet i lavenes vedtægter, såkaldte ''skråer'', som var indstiftet først af købstædernes råd og senere af kongemagten.<ref>Erik Alstrup og Poul Erik Olsen: ''Dansk kulturhistorisk opslagsværk'', 1991, ISBN 87-7423-079-4, bd. 1, side 567.</ref>

Sammen med lavets kontrol med næringsbrevene bevirkede det, at udviklingenUdviklingen inden for erhvervene blev meget langsom, og lavsordningen var énen af årsagerne til, at samfundene var så stillestående, som de var i Middelalderen[[middelalderen]].

Da borgerskabet fik mere magt, blev ophævelse af lavstvangen et af de vigtigste, politiske mål for den [[liberalisme|liberalistiske]] bevægelse. Resultatet blev, at staterne efterhånden ophævede lavstvangen og indførte ''fri næring'' inden for langt de fleste fag. Enkelte, meget afgørende områder som f.eks. [[apotek]]ervæsnet, [[læge]]standen og [[landmåling|landmålererhvervet]] beholdt dog stadigbevarede helt op til vor tid et krav om [[autorisation]] eller ''kgl. bevilling'', før man måtte udøve erhvervet.