Spedalskhed: Forskelle mellem versioner

Spedalskhed er omtalt i den indiske [[Vedaerne|veda]]-digtning, samlet ca.&nbsp;for 3500&nbsp;[[år]]&nbsp;f.Krsiden. Indiske læger forklarede sygdommen med, at [[parasit]]ter invaderede patienter med svækket modstandskraft fra et slet kosthold eller en usund livsførsel, således at spedalskhed efter deres mening kunne udløses af kolde bade på varme dage, fysiske anstrengelser som [[sex]], eller af at holde brækninger tilbage. Inderne forklarede også sygdommen som [[gud (højere væsen)|gud]]ernes straf for grove [[forbrydelse]]r, mens grækerne tænkte sig patienten som et spejlbillede af sin sygdom. [[Adjektiv]]et ''[[Herkules|herculisk]]'' beskrev en lidelse, der helt ødelagde sine ofre. ''Leontiasis'' henviste til knuderne i panden, der fik patienten til at minde om en [[løve]]. ''Saturiasis'' henviste til idéen om, at spedalske har en hæmningsløs kønsdrift, så de både af udseende og adfærd ligner [[satyr]]er. "''Bagefter lægger der sig skum på læberne, ligesom hos [[ged]]er,''" påstod lægen Areteus af [[Kappadokien]]. Både inderne og senere grækerne advarede mod at spise fisk. De tænkte sig, at [[tran]] og fiskefedt blandede sig i [[blod]]et hos den spisende og ødelagde det. Tidligt i 1900-tallet diskuterede læger stadigvæk, om fiskespisning var af betydning for udvikling af spedalskhed. <ref>Bjørn Godøy: ''Ti tusen skygger'' (s. 29-30)</ref>