Hird: Forskelle mellem versioner

'''Hird''' blev i [[middelalder]]en brugt som betegnelse på [[Norge|norske]] og [[Danmark|danske]] [[konge]]rs eller stormænds [[livvagt]]. Selv om ordet i [[saga]]er benyttes om hændelser i [[viking]]etiden, blev det sandsynligvis ikke taget i brug før efter denne periode – sagaerne er nedskrevet i [[middelalderen]], og benytter sin tids ordforråd. I vikingetiden blev [[Knud den Store]]s følge kaldt ''ting-hlíd'', der antages at have en lignende betydning. Ordet hird kommer fra detaf [[norrønnorrønt]]e ''hirð'', som igen stammerer et [[låneord]] fra det gammel[[Engelsk (sprog)|engelskeangelsaksisk]] ''hirhireð'' (= [[ehusstand]d], [[familie]]), <ref>https:/heard/www.naob.no/ordbok/hird</hurd''ref> ellerbeslægtet middelalder[[Tyskmed (sprog)|tysk]] ''heiratHeirat'', som begge(= betyder «[[flokægteskab]]»). <ref>https://de.langenscheidt.com/daenisch-deutsch/%C3%A6gteskab</ref>

Hirden var stormænds og kongers [[hær]]følge. En mand måtte frivilligt underkaste sig hirdherren, selv om en saga i flere tilfælde indikerer, at det skete under tvang (som et alternativ til [[død]]en). Optagelse i hirden blev markeret ved håndgang, sværdovertagelse og troskabs[[Ed (løfte)|eder]]. Hirdmændene blev derfor betegnet som "håndgangne mænd", enten sværdtagere[[sværd]]tagere eller edsvorne, og måtte sværge evig troskab til deres herre og love at følge ham i både [[krig]] og fred, om nødvendigt at ofre deres [[liv]] for ham. Ifølge [[Magnus Lagabøte]]s landslov, aflagdes [[ed]] med hånden på kongens sværd, og ordene: "''Så lægger jeg hånden'' [på sværdet] ''og sværger til [[Gud]], at være huld og tro mod min [[konge]], åbenbart og hemmeligt; at jeg skal følge ham inden for landet og udenfor, og intetsteds skilles fra ham uden hans lov og tilladelse, eller uden at nødvendigheden kræver det. At jeg skal holde alle de eder, kongen har svoret til landfolket'' [dvs. opretholdelse af den kristne religion] ''efter de evner, Gud har skænket mig. Så være Gud mig huld, om jeg siger sandt; vred, om jeg lyver.''"

Hirden blev tidligt opfattet som en egen [[stand (samfundsgruppe)|stand]]. Da man på [[Island]] indførte ''Jónsbok'' på [[Altinget]] i [[1281]], fandtes der tre stænder i landet: [[gejstlighed]], kongens håndgangne mænd og bønderne. I [[1281]] blev det også lovfæstet, at alle mænd skulle klæde sig efter deres [[stand]] og [[formue]]. For at kunne gå i alle typer antræk måtte man være enten en velstående landmand eller en hirdmand, der ejede de lovbestemte våben for sin hirdrang. Hirdmændene var også de eneste på Island, der kunne bære standskarakteriserende [[symbol]]er som [[skjold]] og [[Hjelm (hovedbeklædning)|hjelm]]. <ref>Jón Vidar Sigurdsson: ''Den vennlige vikingen'' (s. 55), forlaget Pax, Oslo 2010, ISBN 978-82-530-3359-4</ref>