Johannes Magnus: Forskelle mellem versioner

{{Infoboks Wikidata person

 

Navnet Johannes Magnus antog han selv, da han gerne ville anses for at tilhøre den [[adelig]]e [[Slægt (genealogi)|slægt]] ''Store''. Han studerede i udlandet og sendtes af [[Sten Sture den Yngre]] som dennes befuldmægtigede til Rom, hvor han virkede mod [[Christian II]]; han blev så [[teologisk magister]] i [[Perugia]] og 1523 [[pavelig]] [[Legat (udsending)|legat]] i [[Polen]] og [[Sverige]]. Samme år valgtes han efter den med Christian II flygtende [[Gustaf Trolle]] til [[ærkebiskop]] i [[Uppsala]]; han fik dog først 1533 pavelig [[stadfæstelse]]. Som ærkebiskop synes Johannes Magnus have været svag og rådvild; han gav rigtignok sit [[domkapitel]] det hverv at forberede en [[Svensk (sprog)|svensk]] [[bibeloversættelse]], men ville for øvrigt modsætte sig den frembydende [[Reformationen|reformatoriske]] bevægelse, skønt han savnede kraft eller mod til at gøre dette med eftertryk. [[Katolicismen]]s egentlige forsvarer blev da Linköping-biskoppen [[Hans Brask]] og ikke Johannes Magnus. I 1526 sendtes han i politisk ærinde til [[Rusland]]; sandsynligvis ville [[Gustaf I]] på denne måde blive ham kvit. Han kom da heller aldrig mere tilbage til Sverige, så meget mindre som reformationen det følgende år vandt en afgørende sejr. Johannes Magnus opholdt sig siden i Polen og [[Italien]]. Johannes Magnus' historiske arbejder er: ''Historia de omnibus Gothorum Sueonumque regibus'' (udgivet i Rom 1554 af [[Olaus Magnus]]) og ''Historia metropolitanæ ecclesiæ Upsaliensis''. Johannes Magnus' egenskaber som historiker er [[lærdom]] og varm [[fædrelandskærlighed]], men tillige en udskejende [[fantasi]], der ikke tager det så nøje med sandheden. Han har digtet en fantastisk kongerække for Sverige lige op til [[Magog]], [[Jafet]]s søn. De høje tal på de svenske konger af navnet ''Erik'' og ''Karl'' forklares ved hensynstagen til Johannes Magnus' mange gamle konger.