Godfred: Forskelle mellem versioner

'''Godfred''', Gudfred eller '''Gøtrik''' ({{Lang-la|Godofridus}}; {{Lang-is|Gudrød}}) (død [[810]]) var dansk konge først i starten af det 9. århundrede. Navnet er er en fordanskning af det latinske navn "Godofridus", som nævnes i franske annaler. Det latinske "Godofridus" er en oversættelse af det nordiske navn "Gudrød".{{kilde mangler|dato=Uge 7, 2013}} Oversættelsen skyldes, at den sagnfigur, som han er opkaldt efter, hedder noget forskelligt på forskellige sprog. (Henholdsvis faderen til den nordiske [[Sigurd Fafnersbane]] og Siegfrieds far i [[Nibelungenlied]]). Godfred er kendt fra de samtidige frankiske annaler, hvori han først står beskrevetomtalt i 804. Hans slægtskab med tidligere konger kendesnævnes ikke. Godfred kendes også fra Saxo Grammaticus' værk ''[[Gesta Danorum]]'', hvorhvori han omtales som "Gøtrik".

Godfred dukker først op i kilderne i år 804, da han ankom med sin flåde og hele sit kavaleri til grænsen mellem kongeriget og [[sakser]]ne i [[Sønderjylland]], hvor han udvekslede [[gesandt]]er med [[Karl den Store]]. Rimeligvis har han da været en ny konge, som krævede en ny fredsaftale, da freden mellem stater på den tid var personlige aftaler imellem herskerne. Godfred angreb [[obotrit]]erne i [[808]] og indtog bl.a. handelscenteret [[Reric]], hvorefter han deporterede handelsfolkene til [[Sliestorp]] (der menes at have ligge ca. 5.fem km øst for [[Slesvig by|Slesvig]]<ref>[http://videnskab.dk/kultur-samfund/sagnomspunden-vikingeby-fundet Sagnomspunden vikingeby fundet] 28. juni 2012 </ref>). Han har ifølge de [[frankisk]]e annaler bygget [[Dannevirke]], hvilket dog ikke passer med [[dendrokronologi]]ske dateringer. Men han kan have fornyet brystværnet og portene på den eksisterende vold, uden at vi i dag kan spore det. Det ville være logisk at gøre det, fordi frankerne var så stor en trussel. Nogle mener, at forklaringen kan være, at han byggede den forstærkende vold [[Kovirke]]. Det fremgår af franske annaler, at Godfred var konge over [[Jylland]], [[Vestfold]]<ref>Det fremgår af de franske annaler at der efter Godfreds død opstod et oprør i Vestfold under kong [[Harald Klak]], hvilke betyder at Vestfold var en del af Godfreds rige.</ref> og [[Skåne]], så han har muligvis også regeret over Sjælland og Fyn. Godfred støttede [[sakser]]ne mod [[Karl den Store]], men det kom aldrig til en direkte konfrontation mellem de to herskere.

Angrebene på [[obotritter]]ne resulterede imedførte en krise i forholdet tilmed frankerne, da kejseren sendte en hær mod nord. En forhandling i [[809]] mellem Godfred og Karl den Stores udsendinge førte ikke til enighed, og Godfred angreb [[friser]]ne i 810 med en flåde på 200 [[langskib]]e. Senere kom der efterretninger om, at han var myrdet af en af sine soldater. Mordet kan muligvis være iscenesat af frankere. Han fulgtes på tronen af sin brorsøn [[Hemming (sagnkonge)|Hemming]], som skyndte sig at slutte fred med Karl den Store.

{{!}}Da Gorm var død, blev hans SønSlægtning Gøtrik Konge. Han udmærkede sig ikke blot ved Tapperhed, men ogsaa ved ædelt Sind, og det er ikke let at sige, om hans Tapperhed var større end hans Mildhed, thi han tøjlede i den Grad sin Barskhed med Venlighed, at de to Ting syntes at holde hinanden i Ligevægt hos ham. Paa den Tid kom der til Kong Gøt af Norge to Islændere, Bjørn og Ræv, og Kongen forærede Ræv, som han gjorde mest Ære af og viste størst Fortrolighed, en svær Armring. En af Hirdmændene gav sig, da han saa' det, til med store Ord at rose Gavens Anselighed og sagde, at Gøt ikke havde sin Lige i Godhed. Men skjønt Ræv skyldte Kongen Tak for den Velgjerning, han havde modtaget af ham, kunde han dog ikke godkjende de store Ord, hvormed Hirdmanden saa overdrevent priste ham, og sagde, at Gøtrik var mere gavmild end Gøt. For at knuse Smigrerens tomme Paastand vilde han hellere aflægge Vidnesbyrd om den fraværendes Gavmildhed end løgnagtig sleske for den Velgjører, han stod Ansigt til Ansigt med; og for det andet holdt han for, at det var langt bedre at blive beskyldt for Utaknemmelighed end at støtte en tom og pralende Ros ved at istemme den, og at man hellere burde gjøre Indtryk paa Kongen ved alvorlig Sandhed end ved løgnagtig Smiger. Ulv - saaledes hed Hirdmanden - blev imidlertid ikke blot ved med stædig at fastholde sine Lovtaler over Kongen, men vilde endogsaa lade det komme an paa en Prøve og foreslog Ræv, at de skulde vædde.