Anne Frank: Forskelle mellem versioner

Om morgenen mandag den [[6. juli]] 1942 <ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=163}}</ref> gik familien i dækning i et baghus. De havde forladt deres lejlighed i rod og uorden, så man skulle tro, de var rejst pludseligt; og Otto Frank havde efterladt en besked, der antydede, at de var rejst til [[Schweiz]]. De var også nødt til at efterlade Annes kat, Moortje. Da jøder ikke mere havde tilladelse til at bruge offentligt transport, skulle de gå adskillige kilometer, hver af dem iført mange lag tøj, så man ikke kun se, at de bar bagage med sig.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=105–106}}</ref> ''Het achterhuis'' ([[hollandsk]] for "baghuset") var et tre-etagers [[anneks]], som man kunne gå ind i fra en platform ovenpå Opekta-kontorerne. Rummet bestod af to mindre værelser med fælles bad og toilet i første etage, og over det et større åbent rum med et mindre rum tilknyttet. Fra dette lille værelse førte en stige op til loftet. Døren til baghuset var dækket af en bogreol. Hovedbygningen, en boligblok fraved [[Westerkerk]], var typisk for de vestlige dele af Amsterdam.<ref>Westra, pp. 45 and 107–187</ref>

Den 13. juli 1942, ankom familien van Pels til det hemmelige rum og bestod af: [[Hermann van Pels|Hermann]], Auguste og 16-årige [[Peter van Pels|Peter]], og i november ankom [[Fritz Pfeffer]], en [[tandlæge]] og ven af familien. Frank skrev om glæde ved at have nye folk at snakke med, men at konflikter imellemdem menneskeneimellem hurtigt udviklede sig, fordi de boede underså sådannetæt forholdsammen. Efter at have delt værelse med Pfeffer, fandt Anne ham utålelig og hadede hans indtræden i "familien",<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=120–21}}</ref> og hun havde sammenstød med Auguste van Pels, som hun fandt dum. Hun anså desuden Hermann van Pels og Fritz Pfeffer som selviske, især medud henholdfra tilal den mængde mad, de spiste.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=117}}</ref> Efter et stykke tid, hvor hun først afviste den generte og akavede Peter van Pels, begyndte hun at synes bedre om ham, og de endte med at de to indledte et kærlighedsforhold. Hun fik sit første kys af ham, men hendes forelskelse i ham svandt lige, da hun begyndtekom ati tvivle påtvil om, følelsernehvorvidt hendes følelser var ægte, eller omblot detet blotresultat varaf, fordiat de levede så tæt sammen.<ref>Westra, p. 191</ref> Anne Frank fik et tætnært forhold til hver af hjælperne, og Otto Frank har senere fortalt, at hun ventede utålmodigt på deres daglige besøg med utålmodig entusiasme. Han bemærkede, at Annes tættestenæreste venskab blevvar tilmed Bep Voskuijl, "''den unge [[maskinskriver]]... de to står altid og hvisker i hjørnet.''"<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=119}}</ref>

I sine notater gennemgikanalyserede Frank sit forhold til de andre familiemedlemmer, og den store forskel mellem hver af deres personligheder. Hun anså sig for at være den, der mindede mest om sin far følelsesmæssigt, og han kommenterede senere: "''Jeg kom bedre ud af det med Anne end med Margot, som stod sin mor nærmere. Grunden kan være, at Margot sjældent viste sine følelser, og ikke behøvede så megen støtte, fordi hun ikke havde Annes humørsvingninger.''"<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=203}}</ref> Frank-søstrene fik et tættere bånd til hinanden mens de skjulte sig, selvom Anne sommetider udtrykte jalousi overfor Margot; især når hun blev kritiseret for ikke at have Margots rolige og stilfærdige natur. Som Anne blev mere moden, betroede søstrene sig mere til hinanden. I sit notat den [[12. januar]] 1944, skrev Frank: "''Margot er meget sødere... Hun er ikke nær så ondskabsfuld mere, og hun er ved at blive en sand ven. Hun ser mig ikke længere som en lille baby, som ikke kan tælle.''"<ref>{{Harvnb|Frank|1947|p=167}}</ref>

Frank skrev ofte om sit vanskelige forhold til sin mor. Den 7. november 1942 beskrev hun sin "foragt" for sin mor og sin manglende evne til at "''konfrontere hende med hendes ligegyldighed, hendes [[sarkasme]] og hårdhjertethed''", før hun konkluderede "''Hun er ikke en mor for mig.''"<ref>{{Harvnb|Frank|1947|p=63}}</ref> Senere, da hun kiggede sin dagbog igennem, blev Frank helt flov over sin hård udtryksmåde, og skrev: "''Anne, er det virkelig dig, der er så ond, åh Anne, hvor kunne du?''"<ref>{{Harvnb|Frank|1947|p=157}}</ref> Hun indså senere, at hun var lige meget skyld i misforståelserne som hendes mor var, og at hun havde givet sin mor yderligere grund til sorg. Med denne indsigt begyndte Anne at behandle sin mor med større tolerance og respekt.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=204}}</ref>