Olav Tryggvasons saga: Forskelle mellem versioner

Olav Tryggvason er den første af to store norske missionskonger, begge ved navn Olav - den anden var [[Olav den hellige]], iøvrigti øvrigt Tryggvasons gudsøn. Det billede, som tegnes af Tryggvason i [[sagalitteratur]]en, er præget af [[kristendom|kristen]] ekstase, hvor alle gode egenskaber tillægges ham; som hærfører, som idrætsmand, som menneske og som kristen. Hvis hans gudsøn Olav ikke var blevet [[helgen]]erklæret, var Olav Tryggvasons ry nok blevet endnu større.

Til de kendte illustrationer i ''Snorres kongesagaer'' var det ikke tilfældigt, at kunstneren [[Erik Werenskiold]] gav kong Olav portrætlighed med sin nabo i bydelen [[Lysaker Station|Lysaker]] i [[Oslo]] - en anden stor norsk helt, idrætsmanden og [[polarforsker]]en [[Fridtjof Nansen]]. <ref>https://www.glomdalen.no/kultur/werenskiold-pa-veggen/s/1-57-2159722</ref>

''Olav Tryggvasons saga'' refererer først og fremmest til den syvende saga i [[Snorre Sturlason]]s kongesagaer, men Snorres saga er ikke den eneste fortælling om heltekongen. Snorre var den sidste af en lange række fortællere, og Snorres [[tekst]] fra rundt [[1230]] bygger på forgængerne. Snorre var den forfatter, som var mest kritisk, som skar tekst væk, lagde til, omformede og dramatiserede sin fortælling. Han kunne ikke undgå det [[Myte|mytiske]] materiale, men han tolkede og tilpassede det til sin handling. Selv om heller ikke Snorre er en pålidelig historiker i moderne forstand, er der få, som overgår ham i litterær kvalitet. Måske netop derfor skinner billedet af Olav Tryggvason så stærkt, selv den dag i dag.

Andersson nævner i sin studie fra [[1977]] sin forbavselse over, at så få forskere ikke har gået tættere ind på ''historikeren'' Snorres fremstilling af religionsskiftet i Norge. Alle sagaer fra [[middelalderen]] formidler kongemagten som helt central for religionsskiftet fra hedenskab til kristendom, men nuancerne er forskellige.

For Snorre var det av betydning, at Olav var af [[Harald Hårfager]]s [[æt]] ved, at det gav ham lovmæssigt krav på kongedømmet Norge, men er det hans historiske redelighed, som tvinger ham til at nævne Åle ved navn? Er det en hentydning om, at Olav ikke var Tryggves søn, men en ukendt, [[norrøn]] mand fra det nuværende Rusland?

Betegnende er det, at store dele af ''Olav Tryggvasons saga'' egentlig er ''[[Håkon jarls saga]]''. Snorre afslutter ''Håkon jarls saga'', da det [[Kronologi|kronologiskkronologi]]sk passer at introducere Olav Tryggvason i fremstillingen; men Håkon jarls rolle fortsætter med tyngde i ''Olav Tryggvasons saga''. Faktisk står de mest betydelige hændelser om Håkon jarl i denne saga, ikke i hans egen saga, såsom tiden i Danmark og slaget mod [[jomsvikingerne]] ved [[slaget ved Hjørungavåg|Hjørungavåg]]. Overgangen fra Håkon jarls gode styre, præget af "''gode år i landet og god fred for bønderne indenlands''", og frem til Olav Tryggvasons magtovertagelse, bliver brat og ikke specielt godt begrundet. Om det blev bedre under kong Olav og hans kristendom er vel tvivlsomt. Faktisk lægger Snorre ikke skjul på, at Olav Tryggvason er en hensynsløs konge: "''...styg og grusom som få når han blev vred, og pinte sine uvenner fælt; nogen brændte han med ild, nogen lod han olme hunde rive i stykker, og nogen lemlæstede han, eller lod dem kaste ud fra høje bjerge.''"<ref>Sturlasson, Snorre: ''Snorres kongesagaer'', Oslo 1979. Side 185. ISBN 82-05-31464-0</ref>

Snorre Sturlasson er en sagafortæller, og som alle sagaskribenter er hans fortællinger præget af ytre handlinger, få forklaringer og beskeden argumentation og ingen beskrivelser af menneskenes indre liv. ''Olav Tryggvasons saga'' er ingen undtagelse. Selv om Snorre Sturlasson manglede mange af de greb, moderne forfattere har til rådighed, var han ingen primitiv stilist. Han udnyttede til fulde de forfattergreb, han havde tilgængelig, og hvad personerne ikke kan udtrykke på det indre, tankemæssige plan, udtrykker de til fulde i de ytre: ikke kun i fysisk handling, men også handlingssamtaler. [[Dialog]]er, samtaler og argumentationer er ikke bare tomt snak, men udtrykker handlinger i sig selv.

Man mærker sig, at kvinder er centrale for at udløse handlingens konflikter. Det er måske ikke helt historisk, men meget virkningsfuldt gjort af Snorre. Kvinderne har ikke mænds [[våben]] og magtbrug; men de har ordets magt, som de benytter med al den sprængkraft, de har. Ved at digte personernes talehandlinger, magter Snorre på en yderst elegant måde at forklare historien ved at påvise både baggrund og årsagssammenhænge, som førte til Olav Tryggvasons fald.