Den kolde krig: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved KnudW, fjerner ændringer fra 130.227.17.232 (diskussion | bidrag)
Tag: Tilbagerulning
Tags: Erstattet blanking Visuel redigering
Linje 1:
HAHAHAHAHA. Pøslehorn
[[Fil:Yalta summit 1945 with Churchill, Roosevelt, Stalin.jpg|thumb|Billede taget under Jaltakonferencen. Fra venstre: Churchill, Roosevelt og Stalin.]]
{{Europas historie}}
'''Den kolde krig''' er betegnelsen for [[International politik|de konflikter i international politik]], der opstod mellem landene i [[NATO]] og [[Warszawapagten]] (særligt [[USA]] og [[Sovjetunionen]]) i perioden fra [[2. verdenskrig]]s afslutning til Sovjetunionens opløsning i [[1991]].
 
Den kolde krig sluttede delvist med [[Berlinmuren]]s fald [[9. november]] [[1989]] og endeligt med Sovjetunionens sammenbrud og endelige opløsning [[Jul#Anden juledag|26. december]] [[1991]].
 
== Situationen i 1945 ==
[[Fil:AtomicEffects-p4.jpg|right|thumb|Nagasaki efter USAs atomangreb, 9. august 1945]]
Med [[Nazi-Tyskland]]s nederlag i maj [[1945]] og Japans overgivelse i august 1945 opstod der et magttomrum i den globale verdensorden. Anden verdenskrigs sejrherrer, [[USA]], [[Sovjetunionen]] og [[Storbritannien]], skulle nu forsøge at indrette den nye verden, men det viste sig hurtigt, at der var interessekonflikter mellem parterne. I [[Vesten]] opstod en voksende mistillid til de sovjetiske hensigter på baggrund af udviklingen i de sovjetisk besatte områder.
 
Tyskland kom til at spille en hovedrolle i den kolde krig. På [[Potsdamkonferencen]] blev Tyskland opdelt i fire besættelseszoner, en amerikansk, en britisk, en fransk og en sovjetisk, efter at [[Frankrig]] efter amerikansk-britisk ønske blev inddraget i besættelsen af Tyskland.<ref name=autogeneret2/> Hurtigt dannedes der en hovedskillelinje mellem de tre vestlige zoner og den sovjetiske, så delingen i [[Vesttyskland]] og [[Østtyskland]] blev gennemført. I vesten satsede de politiske ledere på et [[politik|politisk system]] baseret på [[demokrati]] og liberal [[markedsøkonomi]], mens man i øst tilstræbte et samfundssystem med [[planøkonomi]], der havde forbillede i Sovjetunionen. [[Berlin]], som lå som en enklave i den sovjetiske zone, blev opdelt på samme måde med tre vestlige sektorer og en østlig.
 
Også i det øvrige Europa gjorde en opdeling mellem øst og vest sig hurtigt gældende. De østeuropæiske lande, der var blevet befriet fra tyskerne af Sovjetunionen, fik indsat kommunistiske regeringer, officielt fordi Stalin ønskede en sikkerhedszone som værn mod fremtidige tyske angreb.<ref> Roslyng-Jensen (2003), s. 8</ref>
 
== Den kommunistiske magtovertagelse i Øst-Europa ==
[[Fil:Cold war europe military alliances map en.png|right|thumb|Fordelingen af Europa i alliancer under den kolde krig]]
 
=== Baggrund ===
Østeuropa er siden [[1949]] blevet brugt som betegnelsen for de lande i Central- og Østeuropa, der efter 2. verdenskrig blev underlagt sovjetisk hegemoni og indlemmet i [[COMECON]] og [[Warszawapagten]]. Mellem de enkelte lande var der (og er fortsat) betragtelige historiske, politiske, økonomiske og etniske forskelle. Med undtagelse af [[Bulgarien]], [[Rumænien]] og [[Albanien]] opstod de som selvstændige stater efter 1. verdenskrig. I stort set alle landene, med [[Tjekkoslovakiet]] som eneste undtagelse, opstod der i mellemkrigsperioden ikke-demokratiske regimer, i flere tilfælde med voksende [[fascisme|fascistiske]] og pro-nazistiske elementer og agitaton for en [[aggressiv]] [[nationalisme]], der normalt var rettet mod nabostater og etniske mindretal inden for egne [[grænse]]r. De østeuropæiske lande var prægede af [[økonomi|økonomiske problemer]] og [[sociologi|social nød]] under den nazistiske besættelse og krigsførelse frem til [[1945]]. Mod slutningen af 2. Verdenskrig var det for de fleste af landene – med Tjekkoslovakiet som undtagelse – indlysende, at en genopretning af mellemkrigstidens styreformer ikke kunne komme på tale, da flere af disse lande havde været nært allierede med [[Nazi-Tyskland]].<ref name=autogeneret2> Gaddis (2005), s. 130</ref>
 
=== Forløb ===
Allerede i februar 1945 havde den sovjetiske udenrigsminister [[Molotov]] udtrykt sin bekymring over [[Jalta-aftalen]]s mulige negative indflydelse på [[Stalin]]s plan om magtovertagelsen i Østeuropa; men Stalin beroligede ham med ordene:"Skidt med det. Vi gør det senere på vores måde"<ref name="berthon289">{{Harvnb|Berthon|Potts|2007|s=289}}</ref> De kommunistiske partier havde nydt godt af de sovjetiske styrkers befrielse af landene fra de [[Nazisme|nazistiske]] og [[facisme|facistiske]] besættelsesmagter. Lige efter krigen stod kommunistpartierne stærkest i [[Tjekkoslovakiet]], samt i [[Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien|Jugoslavien]] og [[Albanien]], hvor kommunisterne havde stået i spidsen for en [[partisankrig]] mod de fascistiske og nazistiske besættelsesmagter. Modstandskampen havde skabt en udbredt folkelig opbakning.<ref>Riishøj (1990), s.25</ref> De kommunistiske partier stod derimod svagt i [[Polen]], [[Rumænien]] og [[Ungarn]], men ved hjælp af [[koalitionsregering]]er mellem på den ene side de kommunistiske partier og på den anden de borgerlige partier, der efter kommunisternes opfattelse ikke havde samarbejdet med besættelsesmagten, fik kommunisterne fra 1945 del i magten.<ref> Riishøj (1990), s. 15</ref> [[Winston Churchill]], som var den første vestlige leder, der officielt tog afstand fra den sovjetiske kontrol med Østeuropa, benyttede i den opsigtvækkende tale i [[Fulton (USA)]] udtrykket "[[jerntæppet]]" om den sovjetiske kontrol med dets "lydstater".<ref>Muller, James W., ''Churchill's "Iron Curtain" Speech Fifty Years Later'', University of Missouri Press, 1999, ISBN 0-8262-1247-6, s.1–8</ref> I Vestmagterne blev dette udtryk hurtigt den officielle betegnelse for delingen af Europa.
Efterhånden tiltog kommunisterne sig mere og mere magt, mens de andre koalitionspartnere fik reduceret deres indflydelse eller helt blev ekskluderet fra regeringerne. I de fleste østeuropæiske lande fandt den endelige magtovertagelse sted 1947-48 ved at de [[folkedemokrati]]ske partier blev underlagt kommunistpartiet.<ref> Riishøj (1990), s. 16</ref>
 
I Tjekkoslovakiet havde kommunisterne dannet regering med socialdemokratiet. Men efter en intern konflikt mellem regeringspartierne overtog kommunisterne i februar 1948 i strid med [[forfatning]]en de regeringsposter, som de ikke-kommunistiske medlemmer af regeringen havde forladt i protest.<ref>Riishøj (1990), s. 18</ref>
I årene efter magtovertagelserne blev de østeuropæiske økonomier omdannet til centrale [[planøkonomi]]er efter sovjetisk forbillede. I flere af landene som [[Tjekkoslovakiet]] og [[Ungarn]] blev der gennemført udrensninger blandt medlemmerne af de kommunistiske partier. I flere af landene var der tale om opgør mellem de kommunister, der var i hjemlandene under krigen, og Moskva-kommunister, der havde været i eksil under krigen. I de lande, hvor de ikke-kommunistiske partier stadig eksisterede, fungerede de inden for rammerne af særlige nationale fronter og underlagt de kommunistiske partier. Opposition mod de regerende kommunistiske partier var ikke tilladt, men de enkelte partier som bondepartier kunne inden for visse rammer godt drive lobbyvirksomhed for bestemte befolkningsgrupper og bøndernes interesser. De muligheder blev forbedret efter [[Stalin]]s død i marts [[1953]] og efter den 20. partikongres i [[Sovjetunionen]] i [[1956]], hvor centralismen og undertrykkelsen af anderledes tænkende blev lempet noget.
 
I 1948 blev [[Tito]]s Jugoslavien ekskluderet fra den kommunistiske samarbejdsorganisation, [[Kominform]], officielt fordi kommunistpartiet havde indtaget [[nationalisme|nationalistiske]] særstandpunkter.<ref>Riishøj (1990), s. 24</ref> Jugoslavien kom til at fremstå som et af de førende lande inden for [[de alliancefrie landes bevægelse|den alliancefri bevægelse]] og fortaler for en mere selvforvaltende form for socialisme.<ref name=autogeneret3> Gaddis (2005), s. 49</ref> Efter Stalins død blev forholdet til Sovjetunionen forbedret, men det blev kølnet igen efter den politiske opstramning, der fandt sted inden for den verdenskommunistiske bevægelse efter invasionen af Ungarn i 1956 og forværringen af forholdet mellem Sovjetunionen og [[Kina]] i slutningen af 1950'erne.
 
== USA's rolle og politik lige efter freden i 1945 ==
[[Monroe-doktrinen]] fra [[1823]] havde givet [[USA]] et præg af [[isolationisme]], og det var tilsyneladende kun nødtvungent, at [[Franklin D. Roosevelt]] involverede stormagten i [[2. verdenskrig]]. Nyere forskning har dog påpeget, at den internationalt orienterede amerikanske præsident blot ventede på et påskud til at påtage sig opgaven som bekæmper af totalitære [[regime]]r, og det blev muligt ved det japanske angreb på [[Pearl Harbour]].<ref> Jf. Gaddis (2005), kap. 1, afsnit III</ref> Da freden var en realitet i [[1945]] begyndte de gamle kolonimagter [[Storbritannien]] og [[Frankrig]], som var økonomisk trængte, at vakle. Derfor var der kun én reel politisk magt i [[Europa]]: [[Sovjetunionen]]. Den første advarsel om Sovjetunionens styrke fra en ledende politiker blev fremsat af [[Winston Churchill]] i den berømte tale i [[Fulton i Missouri]] 5. marts 1946, hvori han advarede mod de [[totalitær]]e udviklingstendenser i Østeuropa.<ref> Jf. Gaddis (2005), s. 69; 126 </ref> I forlængelse heraf sendte den amerikanske embedsmand [[George F. Kennan]] i [[1946]] det såkaldte ''Lange Telegram'' til regeringen i [[Washington D.C.|Washington]] for at henlede opmærksomheden på den kommunistiske trussel. Kennan blev således ophavsmand til [[containment]]-politikken, der resulterede i, at [[Harry S. Truman]] i [[1947]] holdt den tale, som siden er betegnet [[Truman-doktrinen]]. Som opfølgning herpå introducerede [[George Marshall]] [[Marshall-planen]], der tilsigtede at genrejse Europa økonomisk.<ref> Jf. Gaddis (2005), s. 46f.</ref> Stalin ignorerede officielt Trumans tale, men sendte en delegation til [[Paris]] for at deltage i drøftelserne om Marshall-planen. Den forlod dog forhandlingerne, og senere forbød Sovjetunionen de øvrige Østblok-lande at modtage hjælpen.<ref> Gaddis (2005), s.47</ref>
 
Det kommunistiske kup i [[Tjekkoslovakiet]] i [[Februar]] [[1948]] blev en katalysator for udviklingen i den næste fase af den kolde krig. I Vesten frygtede man, at der var tale om en sovjetisk plan for en trinvis overtagelse af kontrollen med de demokratiske lande i [[Europa]], og man gik i gang med at udarbejde planer for et gensidigt forpligtende sikkerhedssystem byggende på en alliance mellem de vesteuropæiske stater og USA. I Sovjetunionen opfattedes disse planer som en trussel mod de i Potsdam aftalte sikkerhedszoner.<ref name=autogeneret2 />
 
Kort efter kom Berlin i fokus som symbol på den kolde krig. I [[juni]] [[1948]] indledte Sovjetunionen en [[Blokaden af Berlin|blokade af Vestberlin]]. Som modtræk etablerede vestmagterne adgang til byen ad luftvejen, den berømte ''[[luftbro]]'' til Berlin. I næsten et år fik Vestberlin alle forsyninger fløjet ind.
{{Uddybende|Blokaden af Berlin}}
 
Sovejetunionens skridt blev i USA og mange vesteuropæiske lande opfattet både som en fortsættelse af kuppet i Prag og som en aggressiv handling, og det fremskyndede planen om en Nordatlantisk forsvarsalliance.<ref name=autogeneret3 /> Atlanterhavspagten blev underskrevet den [[4. april]] [[1949]], hvorved [[NATO]] blev en realitet. Den blev etableret af [[USA]], [[Canada]], [[Storbritannien]], [[Frankrig]], [[Belgien]], [[Holland]], [[Luxembourg]], [[Italien]], [[Portugal]], [[Norge]] og [[Danmark]]. Da Stalin modvilligt ophævede blokaden i maj 1949, var [[Forbundsrepublikken Tyskland]] etableret i [[Bonn]], som et yderligere tegn på, at Stalins plan var slået fejl.<ref>Gaddis (2005), s. 49</ref>
{{Uddybende|NATO}}
 
NATO blev udvidet med [[Grækenland]], [[Tyrkiet]], [[Spanien]] og [[Vesttyskland]]. Efter den kolde krigs ophør er NATO yderligere ekspanderet.
 
== Optrapning ==
 
Som modvægt mod NATO besluttede Sovjetunionen at intensivere det militære samarbejde i Østeuropa. Sprængningen af den første sovjetiske [[Kernevåben|atombombe]] [[29. august]] [[1949]] blev i Vesten opfattet som yderligere et skridt på vejen til at cementere den sovjetiske magt over det kommunistiske Øst- og Centraleuropa.<ref> Gaddis (2005), s. 50.</ref> Samarbejdet blev senere formaliseret med [[Warszawapagten]], som dog først blev underskrevet den [[14. maj]] [[1955]], officielt som reaktion på Vesttysklands indtræden i NATO.
Sovjetunionen fik en ny, stærk allieret, da [[Folkerepublikken Kina]] blev proklameret den [[1. oktober]] [[1949]]. [[Chiang Kai-shek]] blev fordrevet med sine styrker og trak sig tilbage til [[Taiwan]], hvor [[Kuomintang]] etablerede [[Republikken Kina]].
{{uddybende|Kinesiske borgerkrig}}
 
Den republikanske opposition i [[Kongressen (USA)|den amerikanske kongres]] krævede, at Truman-administrationen påtog sig forsvaret af Taiwan. [[Dean Acheson]] mente imidlertid, at "støvet ville lægge sig" og [[Mao Zedong|Mao]] ville fungere som "en asiatisk [[Josip Broz Tito|Tito]]. "Tabet af Kina" førte derfor til en bitter kamp mellem Truman og [[Joseph McCarthy]] og dennes tilhængere i kongressen.<ref> Gaddis (2005), s. 53</ref>
 
=== Koreakrisens begyndelse ===
 
Efter [[Japan]]s nederlag i 1945 var [[Korea]] blevet okkuperet af USA og Sovjetunionen. Den koreanske modstandsbevægelse havde organiseret revolutionskomiteer over hele landet og dannede i september en koreansk regering. De nordamerikanske okkupationsmyndigheder ignorerede denne regering og oprettede et råd af koreanere, hvoraf flere havde samarbejdet med japanerne. Sovjetunionen sørgede samtidig for at få kontrol over sin okkupationszone, men samarbejdede i øvrigt med de koreanske revolutionskomiteer. Delingen af Korea var ment som en midlertidig deling, men efterhånden udviklede der sig to koreanske stater, og modsætningen mellem dem steg. Sovjetunionen trak sine besættelsestropper ud af [[Nordkorea]] i 1948, og USA trak sine tropper ud af [[Sydkorea]] i 1949.
 
=== Koreakrigen ===
{{uddybende|Koreakrigen}}
Der udbrød krig mellem de to koreanske stater den [[25. juni]] [[1950]]. Hændelsesforløbet, der førte til krigen, er stadig delvis uafklaret. Men dens virkninger er klare nok. [[SEATO]] blev oprettet som bolværk mod kommunismen i [[Asien]], og den kolde krig gik ind i en alvorligere fase.<ref> Gaddis (2005), s.161</ref> Der skete en stramning i østblokken, og i vestblokken gik [[McCarthyisme]]n sin sejrsgang.
 
== Stalins død, midlertidig afspænding og ny optrapning ==
 
Der indtrådte en vis afspænding i den kolde krig i forbindelse med [[Josef Stalin]]s død i [[marts]] [[1953]]. Herpå fulgte en intern magtkamp i Sovjetunionen, som først blev endeligt afklaret med [[Nikita Khrusjtjov]]s delvise opgør med Stalinismen i 1956, som indledtes med den berømte tale til den 20. partikongres.<ref>Gaddis (2005), s. 138</ref><ref> Roslyng-Jensen, s.30</ref> I mellemtiden var en ny amerikanske atomstrategi blevet formuleret af [[John Foster Dulles]], som i april 1954 understregede, at et kommunistisk angreb mod en fri stat ville føre til [[massiv gengældelse]]. Trods denne uforsonlige retorik lykkedes det på et møde i [[Genève]] i [[1955]] at starte en positiv dialog, der dog blev brudt, da [[Sovjetunionen]] senere på året testede sin første [[brintbombe]]. Den amerikanske administration med [[Dwight D. Eisenhower]] og Foster Dulles i spidsen frygtede, at det amerikanske overtag i stormagtskonflikten ville smuldre under den nye, såkaldte [[terrorbalance]]. Foster Dulles fornærmede desuden i en tale 9. juni 1956 en række lande i den [[tredje verden]], som i april [[1955]] havde ytret sig for [[neutralisme]] på [[Bandung-konferencen]] med sin formulering: "neutralitet er i stigende grad blevet forældet og, med undtagelse af meget ekceptionelle omstændigheder, er det et amoralsk og kortsynet koncept". Dulles var især bekymret for, at [[Ægypten]] med sin erklærede neutralitet i virkeligheden var et "redskab for Russerne".<ref> Gaddis (2005), s. 163</ref>
 
[[Suez-krisen]], der udløstes af en væbnet konflikt udkæmpet på ægyptisk territorium i november 1956 mellem på den ene side Israel, Storbritannien og Frankrig og på den anden side Egypten, øgede den amerikanske bekymring. Baggrunden for krisen var, at [[Gamal Abdel Nasser]], politisk og miltær leder af Ægypten, havde valgt at nationalisere og overtage [[Suez-kanalen]] uden at kompensere Storbritannien og Frankrig, som var de to aktionærer i selskabet, der ejede kanalen.<ref>Gaddis (2005), s. 163</ref> [[Dwight D. Eisenhower]] tvang sine allierede til at trække sig tilbage fra ægyptisk territorium, hvilket afledte opmærksomheden fra den samtidige konflikt i [[Ungarn]] og dermed lettede Sovjetunionens nedkæmpelse af den ungarske opstand.<ref> Jf. Gaddis (2005), s. 93 </ref>
Året efter fik amerikanerne endnu et chok: Russerne sendte [[Sputnik]] ud i rummet. Det blev starten til et rumkapløb, der umiddelbart tydede på, at amerikanerne på dette felt var bagud. I sig selv var det ikke så farligt, at russerne sendte en rumkapsel ([[Sputnik]]) op, men i [[USA]] frygtede man, at det kunne resultere i en teknologi, hvor atomvåben kunne sendes op i rummet i tilfælde af krig.<ref>Roslyng-Jensen (2003), s. 51</ref> Det er senere blevet klart, at Khrusjtjovs rumprogram primært skulle dække over Sovjetunionens "mangel på reel atomkapabilitet".<ref> Gaddis (2005), s.92</ref> "Ånden fra Genève" blev under alle omstændigheder definitivt begravet, da ''Sputnikchokket'' førte til øget amerikansk oprustning.<ref> Gaddis (2005), s.93; Roslyng-Jensen (2003), s. 51</ref>
 
== Opstanden i Ungarn ==
{{uddybende|Opstanden i Ungarn}}
 
Den [[23. oktober]] [[1956]] udbrød et folkeligt oprør i [[Ungarn]] ''1956 Revolutionen og Frihedskampen'' mod det stalinistiske regime fra øst. Efter 10 dage blev oprørerne slået ned af sovjetiske tropper. 1956-oprørerne tiltrak sig stor international opmærksomhed og udløste en omfattende humanitær indsats. Efter revolutionen gennemførtes en hårdhændet udrensning med 25.000 domfældelser og 200.000 ungarere emigrerede.
 
Oprøret blev ganske vist nedkæmpet af Sovjetunionen og de Moskva-tro ungarske kommunister; men det er også kendt for at have iværksat en genkomst af de arbejder- og soldaterråd, der havde præget Sovjetunionen i de første år efter [[Den Russiske Revolution 1917|1917-revolutionen]] og ligeledes havde eksisteret en kort overgang i Ungarn.
 
== En gradvis spænding frem mod 70'erne ==
 
Med udgangen af 50'erne var forholdet mellem [[USA]] og [[Sovjetunionen]] køligt. [[John Foster Dulles]] nægtede at samarbejde med russerne, fordi han anså det for unødvendigt, da USA efter hans mening ikke kunne undgå at vinde våbenkapløbet. Efter Dulles' død lykkedes det dog at få arrangeret et møde i [[Paris]] mellem præsident [[Dwight D. Eisenhower|Eisenhower]] og [[Nikita Khrusjtjov]], men i [[maj]] [[1960]] blev et amerikansk spionfly [[U-2]] skudt ned over sovjetisk territorium. Denne episode medvirkede til at spolere topmødet i [[Paris]].
 
I [[1961]] kom [[John F. Kennedy]] til magten, og med ham kom et fokusskifte for amerikanerne. Kennedy ville hellere flytte fokus til den [[tredje verden]], fordi han mente, at befolkningerne i den tredje verden var i fare for at falde for [[kommunisme]]n. Derfor støttede Kennedy-administrationen regimer, der blev anset for at være allierede i kampen mod kommunismen, ligesom den styrkede militæret og [[CIA]].<ref> Roslyng-Jensen (2003), s. 51</ref> Denne politik resulterede bl.a. i [[Svinebugtaffæren]], hvor [[USA]] foretog en mislykket invasion af [[Cuba]] for at fjerne [[Fidel Castro]]. Senere på året byggede spændingen sig op omkring Vest-Berlins status ([[Berlinkrisen]]), og det resulterede i opførelsen af [[Berlinmuren]]. Dette var endnu et chok for amerikanerne, der troede, at situationen i [[Europa]] var fastlåst og under kontrol. Amerikanerne hjalp indbyggerne i Vest-Berlin, men pludselig fik man også andet at tænke på, da et amerikansk spionfly i [[1962]] opdagede missiler på [[Cuba]].
 
== Cubakrisen ==
[[Fil:Cubacrisis 17 Oct 1962.jpg|right|thumb|Flyfoto der viser placeringen af missiler på Cuba]]
{{Uddybende|Cubakrisen}}
Den måske alvorligste konflikt under den kolde krig var [[Cubakrisen]] i [[1962]], hvor en atomar konflikt mellem parterne var en nærliggende mulighed. Den sovjetiske leder [[Nikita Khrusjtjov]] havde forsynet [[Fidel Castro]]s [[Cuba]] med raketter, der udstyret med atomsprænghoveder var i stand til at nå store dele af USA. Den amerikanske præsident [[John F. Kennedy]] krævede raketterne fjernet, idet han truede med en militær konfrontation. I nogle dage svævede verden i yderste fare for at havne i en atomkrig. [[Khrusjtjov]] valgte efter et taktisk spil at trække raketterne hjem igen, selv om Kennedy ikke lovede den ''modydelse'', som Sovjetunionen under forløbet havde krævet, at de amerikanske raketter i [[Tyrkiet]] blev fjernet.
 
Som reaktion på [[Cubakrisen]] formulerede [[Robert McNamara]] [[doktrin]]en [[Mutual assured destruction|Gensidigt sikret ødelæggelse]]. Doktrinen indebærer, at hvis en af to parter i en konflikt anvender sine [[atomvåben]], resulterer det i ødelæggelsen af begge parter.<ref>Gaddis (2005), s. 106</ref>
 
== Kennedy i Berlin ==
Under en europarejse ankom John F. Kennedy den [[26. juni]] [[1963]] til [[Berlin]], hvor han blev modtaget af [[overborgmester]] [[Willy Brandt]]. På rådhuset i [[Vestberlin]] ([[Rathaus Schöneberg]]) holdt han den tale til en enorm menneskemængde, der var forsamlet på Rudolph Wilde Platz, som er kendt under betegnelsen ''[[Ich bin ein Berliner]]''. Talen var hans sidste store optræden internationalt, før han blev [[Attentatet på John F. Kennedy|myrdet]] i [[Dallas]], [[Texas]], [[22. november]] [[1963]].<ref>''Public Papers of the United States, John F. Kennedy 1963''</ref>
 
== Vietnamkrigen ==
{{Uddybende|Vietnamkrigen}}
[[Fil:Vietnam War protesters.jpg|thumb|right|Protester mod vietnamkrigen]]
Efter at [[Vietnam]] havde erklæret sig selvstændigt fra det [[Frankrig|franske]] kolonistyre [[2. september]] [[1945]], opstod der politiske uroligheder i landet. De tidligere koloniherrer ville ikke uden videre give slip på magten, og efter mødet i [[Genève]] i [[1955]] blev Vietnam delt i to. USA, som havde støttet Frankrig, var utilfreds med aftalen og begyndte at støtte [[Ngo Dinh Diem]], præsidenten i [[Sydvietnam]]. Det [[kommunisme|kommunistiske]] [[Nordvietnam]] blev styret af [[Ho Chi Minh]]. Frem til [[1965]] havde USA en central rolle i det politiske spil i Sydvietnam, og var med til at vælte flere regeringer, som ville indlede forhandlinger med kommunisterne. I [[1965]] udviklede spændingen mellem de to regimer sig til den krig, vi kalder [[Vietnamkrigen]] og USA indledte omfattende bombetogter mod Nordvietnam. Frem til [[1968]] øgede amerikanerne styrkerne i landet til over en halv million. [[Sovjetunionen]] og [[Kina]] støttede Nordvietnam, både økonomisk og militært. I løbet af [[1968]] overtog kommunisterne føringen i krigen, og da præsident [[Richard Nixon]] kom til i [[1969]], skiftede han til en mere defensiv politik. Han trak adskillige amerikanske tropper ud af landet, men beholdt militær støtte til den Saigon-baserede sydvietnamesiske regering. I [[1973]] besluttede amerikanerne sig for at trække sine styrker helt ud af landet, og i [[1975]] overgav Saigon-regimet sig.
 
I samme periode, i 1965, invaderede USA [[Den Dominikanske Republik]]. Årsagen til denne invasion var frygten for kommunismens udbredelse; dermed genoplivede præsident Johnson den såkaldte [[dominoteorien|dominoteori]], der byggede på tesen om, at hvis et land blev kommunistisk, var det blot et spørgsmål om tid, før nabolandene også faldt i kommunisternes hænder.
 
== Forår i Prag ==
{{uddybende|Foråret i Prag}}
I [[1968]] greb Sovjetunionen igen ind over for en allieret, da man fandt de tjekkoslovakiske reformer for vidtgående. Det var især fordi, at man tillod aviser fra [[Vesten]], der ellers var ulovlige at købe og besidde, og det faldt ikke i god jord, da det ville påvirke den russiske propaganda. Men den altovervejende årsag var Tjekkoslovakiets ønske om at melde sig ud af Warszawapagten for på den måde at medvirke til at stoppe den kolde krig. Desuden var de andre medlemmer af Warszawapagten bange for den "socialisme med et menneskeligt ansigt" som blev udøvet i Tjekkoslovakiet da den kunne genopblusse kravene om reel socialisme internt i de andre Warszawapagtlande.
 
== Afspænding og fornyet konflikt ==
 
[[1970'erne]] bliver kaldt ''afspændingsårtiet''. Udgangspunktet var egentlig dårligt for afspænding. Vietnamkrigen var fastlåst og der havde i marts 1969 været kampe mellem sovjetiske og kinesiske tropper ved [[Ussuri]].<ref>Gaddis (2005), s.192</ref> USA og Kinas fælles bekymring for [[Leonid Bresjnev|Bresnjevdoktrinen]] og fælles ønske om en løsning på Vietnamkrigen betød, at de to lande nærmede sig hinanden.<ref>Gaddis (2005), s. 194</ref> På denne baggrund [[Nixons besøg i Kina i 1972|besøgte USAs præsident Richard Nixon Kina]] i 1972, hvilket bidrog til at normalisere forbindelserne mellem USA og Kina og fremme afspændingen.<ref>Gaddis (2005), s. 195</ref> [[SALT-aftalerne]] og [[ABM-traktaten|ABM]]-traktaten var de konkrete instrumenter, stormagterne benyttede i afspændingsprocessen.<ref>Gaddis (2005), s.108</ref> [[Henry Kissinger]] spillede en betydelig rolle som initiativtager til den øgede diplomatiske aktivitet i første halvdel af 1970'erne, og ''konferencen omkring sikkerhed og samarbejde i Europa'', [[CSCE]], som resulterede i [[Helsingfors-erklæringen]] i [[1975]], blev af mange iagttagere i samtiden anset for at være et gennembrud i Stormagternes nye, gensidige forståelse. Denne forståelse omfattede bl.a. regler for at føre krig og et forsøg på at fastholde den eksisterende balance i [[våbenkapløbet]]. Med aftalen anerkendte Vestmagterne de eksisterende grænser i Østeuropa, hvilket skabte stor modstand mod aftalen i USA. Denne modstand bidrog til, at [[Gerald Ford]], der havde overtaget præsidentposten fra Nixon efter [[Watergate]]skandalen, tabte præsidentvalget i 1976 til [[Jimmy Carter]].<ref>Gaddis (2005), s.242f</ref> Sovjetunionen havde til gengæld forpligtet sig til at overholde menneskerettighederne, hvilket bl.a. førte til [[Charta 77]]-bevægelsen i Tjekkoslovakiet.<ref>Gaddis (2005), s. 244</ref> Helsingforsaftalerne skabte derfor interne problemer for regeringerne i begge stormagterne.
I slutningen af 1970´erne blev afspændingsårene afløst af en forværring i forholdet mellem øst og vest. Sovjetisk opstilling af [[SS-20]]-mellemdistanceraketter i Østeuropa førte i 1979 til [[Natos dobbeltbeslutning]], der imødegik denne oprustning med opstilling af 572 raketter i Vesteuropa.
{{uddybende|Dobbeltbeslutningen}}
 
I december 1979 invaderede Sovjetunionen [[Afghanistan]] og forværrede dermed forholdet mellem øst og vest yderligere. Som følge heraf udskød det amerikanske senat behandlingen af [[SALT II]]-aftalen, som var indgået i en [[traktat]], underskrevet af [[Jimmy Carter]] og Bresnjev i [[Wien]] i juni samme år. I januar 1980 blev dette skridt fulgt af en amerikansk [[Handelsembargo|embargo]] mod [[korn]] og teknologiske produkter fra [[Sovjetunionen]], varsling af [[boykot]] af [[de olympiske lege]] i [[Moskva]] og en betydelig forøgelse af de militære budgetter.
 
== Første halvdel af 80'erne ==
[[Fil:Berlinermauer.jpg|right|thumb|Berlinmuren i 1986: Et af symbolerne på den kolde krig]]
 
Første halvdel af 80'erne var præget af magtskifte i begge blokke. I [[USA]] måtte [[Jimmy Carter]] overlade tøjlerne til [[Ronald Reagan]], delvis på grund af hans forfejlede indsats, da 52 amerikanere i [[1979]] blev holdt som gidsler i [[Teheran]]. I [[Sovjetunionen]] opstod der en mangel på en ny leder, da [[Leonid Bresjnev]] i [[1982]] døde efter 18 år som landets leder. Den nye leder skulle være fra den gamle inderkreds omkring [[Stalin]] – derfor faldt valget på den aldrende [[Jurij Andropov]]. Andropov var ikke særligt velset i vesten på grund af hans rolle som [[KGB]]-chef.
 
Reagan talte om, at der var et hul i USAs forsvar, det såkaldte ''Window of Vulnerability''. Han ville for alt i verden lukke dette hul, og det førte til den såkaldte [[prevail]]-politik, der blev formuleret af Reagans forsvarsminister [[Caspar Weinberger]]. Kort sagt gik prevail ud på, at [[USA]] skulle have så præcise atomvåben, at man ville kunne sejre i en eventuel [[atomkrig]]. Denne nye linje blev kraftigt kritiseret af [[George F. Kennan]] og [[Robert McNamara]], der var sikre på, at Reagans linje ville medføre en krig.
 
[[1983]] blev således et af de mest kritiske år i den kolde krig. [[USA]] havde masser af problemer i [[Latinamerika]], hvor fjendtligtsindede regimer kom til magten i [[El Salvador]], [[Nicaragua]] og [[Grenada]]. For de to førstnævnte landes vedkommende støttede [[USA]] oprørsgruppen [[contraer]]ne, hvorimod [[Grenada]] blev invaderet. Samtidig barslede [[Ronald Reagan]] med ideen om [[Strategic Defense Initiative|SDI]] ("Stjernekrigsprojektet"), hvilket øgede spændingen mellem øst og vest. Det samme gjorde [[Sovjetunionen]]s nedskydning af et [[sydkorea]]nsk passagerfly i august '83. Alt dette førte frem til krisen omkring [[NATO]]-øvelsen [[Able Archer]], der løb af stablen i november [[1983]]. Øvelsen skulle foregive at Vesteuropa var blevet ramt af et atomangreb. [[Jurij Andropov|Andropov]] var sikker på, at øvelsen var et maskeret forsøg på at invadere [[Sovjetunionen]]. Krisen blev dog afværget, men anses i dag, som de tætteste verden har været en atomkrig siden [[Cubakrisen]].
 
[[9. februar]] [[1984]] døde Andropov, hvilket banede vejen for den gamle [[Konstantin Tjernenko]], hvis helbred mildest talt var elendigt. Ved Tjernenkos død et år efter, var der ikke flere af de gamle fra kredsen omkring [[Stalin]] tilbage. Det banede vej for nye unge kræfter.
 
== Sidste halvdel af 80'erne ==
 
Den 16. januar 1984 holdt Ronald Reagan en tale, som markerede en ny [[afspænding]] mellem supermagterne. Reagan erklærede, at han havde nået sine mål med oprustningen og tilføjede, at USA nu var i en position, hvor de kunne forhandle om fred og afrustning med Sovjetunionen.<ref>Jack F. Matlock, Jr., "Reagan & Gorbatjov – afslutningen på den kolde krig", TV 2 / Danmark, 2007, side 89-91</ref>
 
I Sovjetunionen skete samtidig en lignende opblødning, da [[Mikhail Gorbatjov]] i 1985 blev valgt som genrealsekretær i Sovjetunionen. I november 1985 holdt Reagan og Gorbatjov et topmøde i [[Geneve]], som blev fulgt op af et møde i [[Reykjavik]] i 1986, men trods en positiv stemning endte det uden egentlige resultater. På trods af konkrete uenigheder betød de to møder dog, at USA og Sovjetunionen havde påbegyndt en dialog. Denne udmøntede sig bl.a. i [[INF-aftalen]]. [[Fil:Reagan and Gorbachev signing.jpg|thumb|[[Mikhail Gorbatjov]] og [[Ronald Reagan]] undertegner [[INF-aftalen]]]]
 
I slutningen af 1980'erne var [[Sovjetunionen]] økonomisk svækket, bl.a. som følge af oprustningen. Mikhail Gorbatjov introducerede en reformpolitik, betegnet [[Glasnost]], og slækkede samtidig kontrollen med Østeuropa.
 
== Efteråret 1989 ==
I efteråret [[1989]] oplevede man en revolution i Østeuropa. Landene i østblokken løsrev sig fra Sovjetunionen og hele jerntæppet revnede. Årsagerne til dette skyldtes blandt andet den lave levestandard, men også at landene ikke kunne forvente en sovjetisk indblanding.
 
Revolutionen startede med, at Ungarn åbnede grænserne til [[Østrig]], hvilket førte til lange køer af mennesker, som ville over til Vesten. Som en følge af grænseåbningen kollapsede de gamle kommunistregimer et efter et.
 
I de fleste østeuropæiske stater skete ændringerne meget hurtigt, med [[Polen]] og [[Ungarn]] som undtagelserne. Her vedtog [[Kommunisme|Kommunistpartierne]] selv ændringerne, og begge lande skiftede navn. ''Folkerepublikken Polen'' blev for eksempel afløst af ''Republikken Polen'', og den polske eksilregeringen i [[London]] vendte hjem i [[1990]].
 
I [[juli]] 1989 rejste [[George H.W. Bush]] til [[Polen]] og [[Ungarn]] for med egne øjne at se de store forandringer, som var i gang. Entusiasmen for [[demokrati]]et gjorde indtryk på den amerikanske præsident, og han begyndte at se på [[Mikhail Gorbatjov]] med andre øjne. Efter rejsen skrev Bush til USSR-lederen og foreslog et møde. De blev enige om, at dette skulle finde sted på [[Malta]] senere på året.
 
Fælles for alle staterne i øst var, at landegrænserne blev åbnet, ytringsfriheden respekteret, og valg blev afholdt. Mange af de tidligere østbloklandene, bl.a. Ungarn, forbød alle kommunistiske/stalinistiske symboler, og mange medløbere i Østtyskland blev retsforfulgt i Tyskland som landsforrædere. DDRs sidste leder, [[Egon Krenz]], blev bl.a. dømt til seks års fængsel – han blev løsladt i december [[2003]].
 
== Kommunikation mellem DDR og agenter i Vesttyskland ==
Under den kolde krig blev der sendt meddelelser fra [[DDR]] til agenter i [[Vesttyskland]] på forskellige radiofrekvenser i kortbølgebåndet. Hvis man lyttede på kortbølgebåndet hørte man tit en mekanisk kvindestemme oplæse en række tal. Et eks. er: achtung fünnef zwo null null trennung osv. Systemet har også været brugt af andre nationer til at kommunikere med agenter i udlandet.
 
== Afslutningen på den kolde krig ==
[[Fil:Tear down this wall.ogv|thumb|Den amerikanske præsident [[Ronald Reagan]] opfordrer i 1987 i en tale Sovjetunionens leder [[Mikhail Gorbatjov]] til at rive Berlinmuren ned.]]
Den kolde krig blev reelt afsluttet med [[Berlinmuren]]s fald 9. november 1989.
 
På deres møde på [[Malta]] i december [[1989]] erklærede [[Mikhail Gorbatjov]] og [[George H.W. Bush]] officielt, at den kolde krig var slut. Det var dog for sent for [[Sovjetunionen]], der allerede var på randen af kollaps. Gorbatjov forsøgte at reformere kommunistpartiet, men forgæves. I februar 1990 blev partiet tvunget til at opgive sit 73-år gamle monopol på statsmagten. Et år senere udråbte [[Boris Jeltsin]] Republikken [[Rusland]] samtidig med at lederne i en række andre lande gjorde det samme. Dermed var den kolde krig endeligt forbi.
 
== Danmarks udenrigspolitik under den kolde krig ==
{{Uddybende|Danmark under den kolde krig (udenrigspolitik)}}
Danmark deltog i den stiftende [[generalforsamling]] for [[FN]] i efteråret 1945. Efter sammenbruddet i de nordiske forsvarsforhandlinger søgte [[Norge]] og [[Danmark]] optagelse i NATO, og den [[4. april]] 1949 tog den danske udenrigsminister [[Gustav Rasmussen]] til [[Washington D.C.|Washington]] for at underskrive [[NATO]]-[[traktat]]en. I 1972 blev Danmark medlem af [[Europæiske Fællesskab|EF]], hvorefter udenrigspolitikken fortrinsvis udspillede sig i tre rum: FN, NATO og EF.
 
== Kampen mellem Vesten og Sovjet ==
Den kolde krig gjorde sig gældende over hele kloden. En række eksempler, især fra [[Mellemøsten]] og udviklingslandene, viser, at
når de vestlige allierede støttede et land, støttede Sovjetunionen dets modstandere og vice versa. Om denne konflikts karakter findes en række teorier, hvoraf nogle er samtidige med begivenhederne under den kolde krig, mens andre er blevet til efter den kolde krigs afslutning.
 
=== Teorier om den kolde krig ===
De tidligste teorier om den kolde krig lagde især vægt på [[geopolitik]], militære strategier og placering af ansvar eller skyld for konflikten mellem Vestmagterne og Sovjetunionen. ''[[Realisme (international politik)|Realismen]]'' fik sit egentlige moderne gennembrud i den indledende fase af den kolde krig. Realisterne opfatter [[magt]] som et [[nulsumsspil]] i et [[anarki]], hvor [[staterne]] som de egentlige aktører kæmper om de givne positioner; opnåelse af størst mulig magt var derfor det umiddelbare mål for parterne i den kolde krig. Fokus for realisterne var derfor studiet af [[sikkerhedspolitik]]en og magtbalancen, som under den kolde krig kan karakteriseres som faktisk bipolaritet. Indenfor denne ramme kæmpede staterne om bedst muligt at varetage deres egne nationale interesser. En ændring af magtbalancen kunne ifølge denne analyse udgøre en trussel mod verdensfreden. Derfor var status quo mellem stormagterne at foretretrække.<ref>Jf. Petersen, Nikolaj og Mette Skak (1998), s. 18-22</ref>
 
''Traditionalisterne'' mente, at Sovjetunionen på baggrund af den marxistiske ideologi reelt stræbte efter verdensherredømmet og derfor var ansvarlig for den kolde krigs udbrud. Sovjetunionen slog til mod svage [[regime]]r, og hvor Vestmagterne havde vanskeligt ved at støtte kommunisternes modstandere.<ref name=autogeneret1>Roslyng-Jensen (2003), s. 18</ref> USA søgte derimod fredelig sameksistens, bl.a. gennem [[FN]], men var på grund af den kommunistiske trussel tvunget til at gennemføre [[Containment]].<ref>Hemmersham (1993), s. 274</ref>
 
''Revisionisterne''<ref> Denne gruppe må ikke forveksles med den form for revisionisme, som [[Holocaust-benægtelse]] er eksponent for.</ref> støttede den [[marxisme|marxistiske]] tolkning af den kolde krig; deres analyse udpegede USA som aggressiv og [[imperialisme|imperialistisk]], og argumenterne var, at USA under den kolde krig hele tiden udfordrede Sovjetunionen og tvang denne til at foretage defensive modtræk.<ref name=autogeneret1 />
 
[[Idealisme (international politik)|''Idealisterne'']] havde oprindeligt en målsætning om at undgå krig ved brug af [[folkeretten]]. Efter udbruddet af den kolde krig anså idealisterne USA for at være den egentlige garant for frihed og økonomisk vækst,<ref name=autogeneret1 /> men pegede samtidig på, at flere aktører end staterne, især de internationale organisationer, er af betydning i [[international politik]]. Samhandel, internationale aftaler og udarbejdelse af fælles normer for udvikling vil derfor trække systemerne i retning af større [[interdependens]]. Denne type analyse betegnes også som [[neoliberalisme]].<ref> Robert Keohane and Joseph S. Nye:''Power and interdependence ( New York 1977)'' anses som det egentlige gennembrud for denne tankegang.</ref>
 
Realismen fik ligeledes i 1970'erne en renæssance i form af [[Neorealisme (international politik)|neorealisme]]n, der ofte knyttes til [[Kenneth Waltz]]. Waltz har bl.a. analyseret, hvordan stater indgår i alliancedannelse, krigsførelse og fredsslutning i et forsøg på at forklare strukturelle betingelser for staters handlerum. Han anser internationale organisationers muligheder for at handle i internationale anliggender for at være underkastet staternes brug af disse organisationer som et middel til at opnå egne mål.<ref> Petersen, Nikolaj og Mette Skak (1998), s. 29f.</ref>
 
Efter den kolde krigs afslutning rejstes nye spørgsmål i forskningsdebatten. De koncentrerede sig ofte om tre grundlæggende problemfelter:
 
* Hvad betød den [[ideologi]]ske modsætning mellem Sovjetunionen og USA?
* Hvilket samspil var der mellem de toneangivende staters interesser og det internationale system?
* Hvilket grundlag handlede [[beslutningstagen|beslutningstagerne]] på?<ref>Roslyng-Jensen, s.20</ref>
 
Kort efter Sovjetunionens sammenbrud spåede [[Francis Fukuyama]] kapitalismens og det liberale demokratis endegyldige sejr i verden.<ref> I:''The End of History and the Last Man. Free Press, 1992''</ref> Trods en del kritik af denne vidtgående påstand er det en udbredt opfattelse, at USA sejrede i den kolde krig og blev den dominerende faktor i [[unipolaritet|det unipolære system]], som har afløst bipolariteten.<ref>[http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2005/USA-webfinal.pdf Bertel Heurlin (2005):USA som militærmagt]</ref> Nogle mener dog, at sejrens pris har været meget stor, både økonomisk og menneskeligt.<ref>George Kennan: ''Vandt republikanerne den kolde krig?'', citeret i Roslyng-Jensen (2003), s. 22</ref>
 
== Den kolde krig i kulturen ==
Der er udgivet adskillige film, bøger og spil om den kolde krig. Blandt andre har [[Ken Follett]] og [[John Le Carré]] brugt spændingerne mellem Østblokken og Vestblokken som forlag for [[spændingsroman]]er. De tidligste [[James Bond]]-film tager ligeledes udgangspunkt i ''den kolde krig'' - mest tydeligt i [[From Russia with Love]].
 
Et af de mere populære [[brætspil]] med koldkrigstema er ''[[Twilight Struggle]]''.
 
== Litteratur ==
* Gaddis, John Lewis (2005): ''Den kolde krig'', Gyldendal
* Hemmersam, Karl Johann (1993): ''Verden i konflikt og forandring'' – International Politik 1945-1992. 2. udgave, Munksgaard
* Petersen, Nikolaj og Mette Skak (1998): ''Teorier om International Politik'', Skjern (DUPI)
* Riishøj, Søren (1990): Fra Stalinisme til Demokrati; Østeuropas historie fra 1945-1990, Munksgaard
* Roslyng-Jensen, Palle (2003): ''Fra kold krig til ny verdensorden'', Gyldendal
* Thuren, Torsten (1975): ''Kold krig og fredelig sameksistens''. Stormagtspolitikken 1945-72. Munksgaard
* Hillingsø, Kjeld G. H. (2004): ''Trusselsbilledet - en koldkriger taler ud''. Gyldendal
 
== Referencer og noter ==
{{reflist|colwidth=30em}}
 
== Eksterne henvisninger ==
{{Portal|emne=Kommunisme}}
{{Commonscat|Cold War}}
* [https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/52615/69682 Kay Lundgreen-Nielsen: "USA, Østeuropa og den kolde krigs oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 14. række, 5 (1984) - 1; s. 58-85)]
* [https://www.diis.dk/publikationer/danmark-kolde-krig Danmark under den kolde krig] på diis.dk
* [http://www.dragsdahl.dk/denkoldekrig.htm Jørgen Dragsdahl skriver om sikkerhedspolitiske emner: Den Kolde Krig]
* [http://www.koldkrig.dk/ Den Kolde Krig – historie, forskning, kultur, litteratur. Danmark og resten af verden]
 
{{Sovjetunionens historie|state=collapsed}}
{{Den kolde krig}}
 
{{autoritetsdata}}
 
[[Kategori:Den kolde krig| ]]