Christoffer af Oldenburg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Sarrus (diskussion | bidrag) retter link fra absolution til absolution (religion) |
m →Liv og gerning: præciseret link til artikel med flertydig titel |
||
Linje 37:
Han var søn af grev [[Johan 14. af Oldenborg|Johan XIV af Oldenborg]] (søn af Christian I’s broder [[Gerhard 6. af Oldenburg|Gerhard]]) og [[Anna af Anhalt]], og blev som yngre søn bestemt for den gejstlige stand, fik endnu som barn et [[præbende]] i [[Bremen]] og blev [[domherre]] i [[Køln]]. I året 1524 blev han sendt til landgrev [[Philip af Hessen]]s hof. Med denne deltog han i flere tog og vandt sporerne i bondekrigen i [[Slaget ved Frankenhausen]] 1525. Ved landgrevens hof gjorde han bekendtskab med reformationen og reformatorerne, navnlig [[Melanchthon]]. Allerede tidlig havde han som tilkommende gejstlig fået en omhyggelig opdragelse. Han beskæftigede sig gerne med oldtidens forfattere og reformatorernes skrifter. Melanchthons "''Loci communes''" studerede han ivrig; [[Homer]] førte han med sig på sine krigstog; i det belejrede København tyede han til denne under ensformighedens kedsomhed. Men han havde også meget verdslige tilbøjeligheder; kvinder og sanselige nydelser var han en ven af. Krigens eventyr elskede han. Den humanistisk dannede eventyrer kunne, ophedet af vinen, vise stor råhed, som hans sammenkomst på [[Koldinghus]] med [[Christian III]] under [[Grevens Fejde]] bar spor af. "Han har en Alcibiades-Natur i sig", ytrede Melanchthon en gang om ham, der i hele sit liv nødig lod en lejlighed til eventyr og kamp gå sig forbi.
Faderen, grev Johan, var imidlertid død (1526). I årene 1528-31 træffer man grev Christoffer i [[Oldenborg (land)|Oldenborg]]. I begyndelsen synes han og hans 3 brødre at have hersket i forening; i alt fald virkede grev Christoffer i disse år ivrig for reformationen i Oldenborg. Til sidst ordnedes forholdet dog således, at en enkelt af brødrene, grev Anton, overtog regeringen alene; de andre affandtes på andre måder. Grev Christoffer fik som ihændehaver af gejstlige len kun [[Rastedt Kloster]] ved Oldenborg. Under disse forhold kom Grev Christoffer i nøje forbindelse med sit næstsøskendebarn [[Christian II]], der i disse år oftere opholdt sig i Oldenborg, ivrig beskæftiget med at udsone brødrene indbyrdes og med deres nabofyrste, grev [[ Enno 2. af Østfrisland|Enno af Friesland]], – alt for at få de store landsknægthobe, der fandtes i disse egne, i sin tjeneste. På grund af disse forhold var grev Christoffer også oftere i [[Nederlandene]] hos kong Christian, der kort før sin afrejse til Norge underrettede grev Christoffer om, at toget nu var ved at afgå, og næppe var Christian II kommen til Sønderborg, før han forstod at sætte sig i forbindelse med grev Christoffer. Dette berettes af en samtidig oldenborgsk kronist og bestyrkes i høj grad ved, at kongen gennem dværgen forstod at sætte sig i forbindelse med folk i [[Bremen]]. Grev Christoffer var imidlertid trådt i nederlandsk tjeneste som hovedfører på den flåde, der i året 1533 sendtes til [[Østersøen]] mod [[Lybæk]]. Ved denne Lejlighed traadte han hemmelig i forbindelse med [[Jørgen Kock]] og senere med [[Jürgen Wullenwever]]; Christian II’s udlændighedsfæller vare mellemmænd; en af dem, Melchior (Colditz) de Germania, blev hans [[kansler]]. I maj 1534 viste han sig pludselig uden for Lybæk med 3-4.000 mand, sluttede forbund med Lybæk om Christian II’s befrielse og evangeliets fremme og indtraf, efter et kort indfald i [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] i lybsk interesse, [[21. juni]] på en lybsk flåde ved [[Dragør]]; den 22. skete [[Landgangen ved Skovshoved|landgangen]] ved [[Skovshoved]].
[[File:Koebenhavn1536.gif|thumb|[[Belejringen af København (1535-1536)]].]]
Overfaldet var fuldstændig lykkedes. Som borgerens og bondens Beskytter optrådte Grev Christoffer i Christian II’s navn. Adelen søgte han at vinde ved klog hensynsfuldhed. Det lykkedes med den østdanske adel under den øjeblikkelige forvirring. Grev Christoffer hyldedes i Christian II’s navn og styrede landet som "gubernator" eller "tutor"; således betegnes han i det rigssegl, han lod indrette. Toget var ledet med raskhed og kraft. Hele det østlige Danmark med Fyn og en del af Jylland kom i grevens magt; men da senere lykken vendte sig, blev grevens stilling meget dårlig. Wullenwever tilbød for at få hjælp tronen til hertug [[Albrecht VII af Mecklenborg|Albrecht af Mecklenborg]], med hvem Grev Christoffer meget mod sin vilje skulle dele magten. Folkebevægelsen voksede ham over Hovedet, og til sidst blev han en bold i demokratiets hånd. Da så også Lybæk svigtede, satte han sig i forbindelse med det nederlandske hof og [[Pfalzgrev Frederik]]. Da hjælpen udeblev, måtte det belejrede København overgive sig til Christian III [[29. juli]] [[1536]]. Greven fik lov til frit at drage tilbage til Tyskland mod aldrig mere at forulempe kongens riger og lande. Personlig måtte han ved overgivelsen høre hårde ord af kongen, fordi han havde blandet sig i det danske riges anliggender.
| |||