Stævningsskov: Forskelle mellem versioner

Den [[27. september]] [[1805]] kom [[Fredskovsforordningen]], som skulle sikre skovenes fortsatte beståen. De større skove tilfaldt nu [[Stat]]en og [[godsejer]]ne, mens bønderne fik de mindre skove, som blev delt op i små områder, så hver gård i en [[landsby]] havde sin andel. Fra midten af [[1800-tallet]] blev brændte sten indført som byggemateriale, og andre teknikker, som f.eks. [[stendige]]r og jordvolde, der blev brugt til hegning, begyndte at fortrænge stævningsskovens produkter. Da [[pigtråd]]en kom frem i [[1870]], og [[fossilt brændsel]] kom til i [[1830'erne]] forsvandt stævningsskovenes betydning, og de har stort set fået lov til at passe sig selv siden. Mange er derved udviklet til højskov, og den unikke bundvegetation er gået tabt. I år 1800 fandtes på Fyn ca. 10.000 ha stævningsskov, så deres areal er svundet betydeligt ind siden.

Stævningsskove er baseret på [[løvtræer]]s evne til at danne nye skud fra stød eller rod, når træet bliver gnavet over af [[bæver]]e, eller bliver hugget ned (stævnes) af mennesker. Denne form for drift giver en meget lysåben [[lavskov]] med en yderst frodig bundvegetation. For at undgå at stævningsskoven udvikler sig til [[højskov]], med en stor skygning, der ødelægger den frodige bundvegetation, skal stævningsskoven stævnes jævnligt (med ca. 15 – 20 års intervaller). Stævningsskove er derfor normalt flere hundrede år gamle, selvom trævæksten umiddelbart ikke ser ret gammel ud.

De alvorligste trusler mod stævningsskovene er konvertering til [[nåleskov]], eller plantet løvskov og manglende stævning. Dette sker, fordi Fredskovsforordningen ikke beskytter den enkelte skovtype, men kun dikterer, at hvor fredskov fældes skal et tilsvarende areal nye træer plantes. Men denne nye skov giver helt andre betingelser for planterne i skoven. Den nye skov består oftest udelukkende af [[bøgetræ]]er eller nåletræer i lange lige rækker. Bøgetræer er ekstreme skyggetræer, som ikke lader andre planter vokse under sig, når løvet er sprunget ud. Selv når denne nye skov er ung, er der på grund af skygning fra træerne absolut ingen bundvegetation. Dette står i skarp kontrast til den gamle stævningsskov, hvor der er masser af bundvegetation og mange forskellige træarter imellem hinanden. Det skyldes både, at stævningsskoven er lysåben og meget gammel, men også at bundforholdene er meget varierede, da skoven ikke er [[Dræning|drænet]] i samme grad som almindelige danske skove. Disse faktorer giver mange forskellige [[niche (økologi)|nicher]], som kan opretholde [[population]]er af mange forskellige planter.

De ti hyppigst forekommende træarter i fynske stævningsskove er i rækkefølge:

* [[Rød-El]]