Forskel mellem versioner af "Olav Kyrre"

5.014 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
Illustrationer m.m.
m (Tilføjede Kategori:Nordmænd i 1000-tallet ved hjælp af Hotcat)
(Illustrationer m.m.)
[[Fil:Olav Kyrres saga-Tittelfrise-G. Munthe.jpg|thumb|Olav Kyrres [[saga]].]]
'''Olav Kyrre''' (ca. [[1050]] – [[1093]]), konge i [[Norge]] [[1067]] – 1093. Han giftede sig med Ingrid Svendsdatter, datter af [[Svend Estridsen]], men holdt også [[frille]]n Tora Arnesdatter, der blev mor til hans søn og efterfølger [[Magnus Barfod]].
'''Olav 3. Haraldsson''' (ca. [[1050]] – [[1093]]) med [[tilnavn]]et '''Kyrre''' (= rolig), konge i [[Norge]] [[1067]] – 1093, søn af [[Harald Hårderåde]] og hans medhustru Tora Torbergsdatter fra [[Giske]], datterdatter af [[Erling Skjalgsson]] og mor til begge Harald Hårderådes sønner, både Olav og hans ældre bror [[Magnus Haraldsson]]. <ref>https://nbl.snl.no/Tora_Torbergsdatter</ref>
'''Olav Kyrre''' (ca. [[1050]] – [[1093]]), konge i [[Norge]] [[1067]] – 1093. Han giftede sig med IngridIngerid Svendsdatter, datter af [[Svend Estridsen]]. [[Ægteskab]]et var barnløst, men holdtmed ogsåsin [[frille]]n Tora Arnesdatter, der blev mor tilfik hanshan sønsønnen og efterfølgerefterfølgeren [[Magnus Barfod]].
 
== BiografiTo brødre ==
[[Fil: Olav Kyrre mynt 1.jpg|thumb|250 px|[[Mønt]] fra Olav Kyrres tid.]]
Olav var søn af frillen Tora Torbergsdatter og kong [[Harald Hårderåde]], og var med i dennes hær da han drog til [[England]], men han deltog ikke i [[slaget ved Stamford Bridge]] i [[1066]]. Da han kom hjem til [[Norge]] året efter – han måtte sværge på, ikke at ville angribe England, før han fik lov til at forlade landet <ref>Bjørn Bandlien: "Norges rolle i kampen om England", ''Sagaspor'' (s. 202), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3</ref> – blev han indsat som konge sammen med sin bror, [[Magnus Haraldsson]]. Magnus døde allerede i [[1069]], og Olav blev da konge alene. Det var antagelig allerede i disse første år som konge at Olav fik tilnavnet "Kyrre", som betyder "rolig, fredelig".
[[Fil:Skule Tostesson.JPG|thumb|Statue ved Havre Häll i Sverige af Skule Tostesson, leder af Olav Kyrres [[hird]].]]
Det første, [[saga]]erne har at berette om Olav Kyrre er, at han sammen med sin ældre bror Magnus fulgte sin far i [[slaget ved Niså]] i [[Halland]] i [[1062]]; men ingen af skjalde[[kvad]]ene siger noget om det. Derimod er det sikkert, at Olav i 16-årsalderen tog med sin far til England i [[1066]]. Under [[slaget ved Stamford Bridge]] [[25. september]] deltog han dog ikke i kampene, men ventede ved [[skib]]ene. Efter nederlaget sejlede han og resterne af den norske angrebsstyrke tilbage til [[Orknøerne]], hvor de overvintrede. <ref>https://nbl.snl.no/Olav_3_Haraldsson_Kyrre</ref> Han fik lov til at tage sin fars lig med tilbage til Norge; <ref>https://nbl.snl.no/Harald_3_Hardråde</ref> men først sommeren efter ankom de Norge, og Olav havde måttet sværge på, ikke at ville angribe England, før han fik lov til at forlade landet. <ref>Bjørn Bandlien: "Norges rolle i kampen om England", ''Sagaspor'' (s. 202), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3</ref>
 
Tilbage i Norge blev han indsat som konge sammen med sin bror. Frem til 1030'erne havde danske konger gentagne gangen prøver at vinde indpas i Norge. Efter [[1040]] havde Olavs forgængere [[Magnus den Gode]] og Harald Hårderåde prøvet at hævde sig i [[Danmark]]. Disse stadige magtkampe medførte, at Danmark og Norge havde udgjort én politisk [[sfære]]. Dette ændrede sig under Olav Kyrre, der helt gav afkald på en offensiv [[udenrigspolitik]] for i stedet at konsolidere sit rige gennem aftaler og [[alliance]]r gennem ægteskab. Svend Estridsen følte sig ikke længere bundet af aftalen om [[våbenhvile]], han havde indgået med Olavs far i [[1064]], da den kun skulle gælde i de to kongers egen levetid. Nu følte han sig fri til at angribe Haralds sønner. Men Olav og Magnus mobiliserede den norske [[leding]]sflåde til forsvar, og Svend bestemte sig for i stedet at angribe England. Der så han muligheder i den omfattende uro i de nordlige områder med store danske bosætninger. For at have ryggen fri, indgik han varig fred med de to norske konger i [[1068]]. Som garanti giftede Olav Kyrre sig med Svends datter Ingerid, og lidt senere blev Olavs halvsøster Ingegerd Haraldsdatter gift med Svends søn [[Oluf Hunger]], som senere blev dansk konge. Selv om det ikke blev til noget med Svends angreb på England, bestod freden mellem Danmark og Norge. <ref>https://nbl.snl.no/Olav_3_Haraldsson_Kyrre</ref>
Norges militære slagkraft var da også stærkt reduceret efter Stamford Bridge. Den [[normannisk]]e [[munk]] Orderic Vitalis skrev i begyndelsen af 1100-tallet, at han selv havde set bunkerne med rester efter faldne nordmænd på slagmarken, flere tiår efter slaget. Af ca 300 skibe vendte vistnok kun 30 tilbage til Norge. [[Vilhelm Erobreren]] følte sig alligevel ikke helt rolig, og Symeon af [[Durham]] skrev, også i begyndelsen af 1100-tallet, at Vilhelm havde sendt mænd til Norge. Deres ærinde omtales ikke, men sandsynligvis har Vilhelm villet forvisse sig om, at Olav overholdt sin [[Ed (løfte)|ed]]. Olav sendte da også en mængde skibe til [[Danmark]] for at støtte et dansk forsøg på generobring af England i [[1085]], men det togt blev der ikke noget af. <ref>Bjørn Bandlien: "Norges rolle i kampen om England", ''Sagaspor'' (s. 203)</ref>
 
== Enekonge ==
[[Harold Godvinson]]s søn og to brorsønner, der var Vilhelms modstandere, flygtede til Norge og blev godt modtaget af Olav Kyrre, selv om det var netop Harold Godvinson, der havde tilføjet hans far nederlaget ved Stamford Bridge. Den ene, Skule Tostigsson, blev Olavs vigtigste rådgiver. En anden flygtning var [[biskop]] Turgot af [[St Andrews]]. I Norge bidrog han til opførelsen af den første stenkirke til ære for [[Olav Haraldsson|Hellig-Olav]]. Turgot er også kendt for sin [[biografi]] om Skt. Margaret, der senere blev [[Skotland]]s [[skytshelgen|nationalhelgen]]. <ref>Bjørn Bandlien: "Helgener i krig", ''Sagaspor'' (s. 217)</ref>
[[Fil:Saint Margaret of Scotland.jpg|thumb|[[Margrethe af Skotland (helgen)|Skt. Margaret]]s biograf, biskop Turgot, slog sig ned hos Olav Kyrre.]]
Magnus døde allerede i [[1069]], og Olav blev da konge alene med [[tilnavn]]ene "Kyrre" (= rolig) og "Bonde". Indad i riget udbyggede han kirkens organisation og moderniserede [[kongedømme]]t. Norges militære slagkraft var da også stærkt reduceret efter nederlaget ved Stamford Bridge. Den [[normannisk]]e [[munk]] Orderic Vitalis skrev i begyndelsen af 1100-tallet, at han selv havde set bunkerne med rester efter faldne nordmænd på slagmarken, flere tiår efter slaget. Af ca 300 skibe vendte vistnok kun 30 tilbage til Norge. [[Vilhelm Erobreren]] følte sig alligevel ikke helt rolig, og Symeon af [[Durham]] skrev, også i begyndelsen af 1100-tallet, at Vilhelm havde sendt mænd til Norge. Deres ærinde omtales ikke, men sandsynligvis har Vilhelm villet forvisse sig om, at Olav overholdt sin [[Ed (løfte)|ed]]. Olav sendte da også en mængde skibe til [[Danmark]] for atsom støtte ettil dansksvigerfarens forsøg på generobring af England i [[1085]], mensom detder togtikke blev der ikke noget af. <ref>Bjørn Bandlien: "Norges rolle i kampen om England", ''Sagaspor'' (s. 203)</ref>
 
[[Harold Godvinson]]s søn og to brorsønner, der var Vilhelms modstandere, flygtede til Norge og blev godt modtaget af Olav Kyrre, selv om det var netop Harold Godvinson, der havde tilføjet hans far nederlaget ved Stamford Bridge. Den ene, Skule TostigssonTostesson, blev Olavs vigtigste rådgiver. Enog anden flygtning var [[biskop]] Turgot af [[St Andrews]]. I Norge bidrog han til opførelsen af den første stenkirke til æreleder for [[Olav Haraldsson|Hellig-Olav]]. Turgot er også kendt for sinhans [[biografihird]] om Skt. Margaret, der senere blev [[Skotland]]s [[skytshelgen|nationalhelgen]]. <ref>Bjørn Bandlien: "Helgener i krig", ''Sagaspor'' (s. 217)</ref>
Olavs regeringstid blev en fredelig tid for kongeriget. Han indgik forlig både med danskekongen Svend Estridsen og med Vilhelm Erobreren som da var konge i England, og klarede at holde landet udenfor konflikter med andre lande og magthavere. Fordi hans regeringstid var så fredelig, er der ikke meget om ham i [[saga]]erne. Dette betyder ikke, at der ikke skete noget vigtigt i hans tid som konge. Dette var tværtimod en tid som var præget af at kongemagten, staten og retsorganisationen blev stærkere. En indikation på dette er at [[hird]]en i kongsgården blev fordoblet, og at der blev indført nye skikke efter [[Europa|europæisk]] model, blandt andet ville han have gulvene strøet både sommer og vinter. I denne tid blev forholdet til [[paven]] bedre, og dette førte til etableringen af faste bispesæder flere steder i Norge.
 
En anden flygtning var [[biskop]] Turgot af [[St Andrews]]. I Norge bidrog han til opførelsen af den første stenkirke til ære for Olav Kyrres farbror [[Olav Haraldsson|Hellig-Olav]]. Olav Kyrre lod rive det lille [[kapel]] af træ over Hellig-Olavs grav, og fik rejst en kirke i sten, Kristkirken, der dannede udgangspunkt for [[Nidarosdomen]]. <ref>https://www.nidarosdomen.no/musikik-arkitektur-historie/bygningshistorie</ref> Turgot er også kendt for sin [[biografi]] om [[Margrethe af Skotland (helgen)|Skt. Margaret]], der senere blev [[Skotland]]s [[skytshelgen|nationalhelgen]]. <ref>Bjørn Bandlien: "Helgener i krig", ''Sagaspor'' (s. 217)</ref>
Olav regnes som [[Bergen]]s grundlægger.
 
Fordi Olavs regeringstid var så fredelig, er der ikke meget om ham i [[saga]]erne. Han var den første norske konge, der kunne læse [[latinske bogstav]]er, og en engelsk munk har fortalt, at Olav mange gange hjalp [[præst]]en ved [[gudstjeneste]]n. [[Kongsgård]]ens hird blev fordoblet i hans tid, og at der blev indført nye skikke efter [[Europa|europæisk]] model, blandt andet ville han have gulvene strøet både sommer og vinter. Ifølge sagatraditionen oprettede Olav faste bispesæder i [[Bergen]] og [[Nidaros]]. Han regnes af sagaerne for Bergens grundlægger. Sammen med Skule Tostesson sejlede han i 1070 langsmed den norske kyst for at finde et passende kongesæde. Undervejs kom de ud for et uvejr, og søgte læ under bjerget Lihesten i den nuværende Hyllestad kommune i [[Sogn og Fjordane]]. Angiveligt skal Olav Kyrre have ønsket at grundlægge sin by der. Måske fordi lokal [[overtro]] knyttede [[trold]]konen Gygra til Lihesten (med [[tilnavn]]et Gygrekæften) <ref>http://www.tinderangel.no/2018/08/15/gygrekjeften/</ref> blev det ikke til noget. I stedet slog kongen sig ned længere mod syd, i Bergen, men han var næppe byens grundlægger. Den danske forsker Gitte Hansen kunne i [[2004]] fastslå, at Bergen er omkring 50 år ældre, og mere sandsynligt blev grundlagt af [[Olav den Hellige]] eller [[Knud den Store]]. <ref>https://www.nrk.no/hordaland/bergens-historie-ma-skrives-om-1.201637
Olav Kyrre var den første norske konge der lærte at læse, og en engelsk munk har fortalt at Olav mange gange hjalp [[præst]]en ved gudstjenesten.
</ref>
 
Frem til Olavs tid var biskopperne kun en del af den norske konges hird og rejst med ham rundt om for at tilse de kirkelige anliggender, mens kongen besørgede det verdslige. Så sent som i 1070'erne bemærkede [[Adam af Bremen]] denne mangel på fasthed ved norske [[bispedømme]]r. Nu blev bispedømmer trukket op med faste grænser, tilsvarende lovsigeområderne Frostatingslagen, Gulatingslagen og Borgartingslagen–Eidsivatingslagen. Biskopperne fik fast [[residens]] i [[Oslo]], Nidaros og Bergen (dog med [[Selja]] som officielt bispesæde frem til 1170). Videre tog kongen initiativ til biskopskirker ("kristkirker") i Bergen og Nidaros; begge blev rejst i sten. På den tid blev også de første [[Benediktinerordenen|benediktinerklostre]] grundlagt ved bispesæderne. Der findes bevaret et brev, [[pave Gregor 7.]] sendte til Olav Kyrre i [[1078]], hvor paven beder kongen om at sende "''unge og [[æt]]testore mænd''" fra Norge til [[Vatikanet]], så de kan læres op til kirkeledere. Samtidig indskærper paven, at den norske konge ikke må støtte den danske kong [[Harald Hen]]s brødre, som ville blive brorens medkonger, og som efter det, paven kendte til, havde henvendt sig til Olav Kyrre om støtte. Olav fulgte pavens opfordring på det punkt, mens det ikke ser ud til, at nordmænd fandt vejen til pavehoffet. <ref>https://nbl.snl.no/Olav_3_Haraldsson_Kyrre</ref>
Olav Kyrres eneste søn, Magnus Barfod, overtog kongemagten da faderen døde i 1093 i Håkeby i Tanum i [[Bohuslän]], den gang norsk område (Ranrike). Han er begravet i [[Nidarosdomen]] i [[Trondheim]].
 
== Efterkommere ==
Olav Kyrres eneste søn, Magnus Barfod, overtog kongemagten da faderenhans far døde iaf 1093sygdom i Håkeby i Tanum i [[Bohuslän]], den gang norsk område (RanrikeRanrige). Han erblev begravet i [[Nidarosdomen]] ligesom sin farbror, Olav den Hellige. Han blev farfar (eller påstået farfar) til fem kendte skikkelser i norsk historie: [[TrondheimØystein Magnusson]], [[Sigurd Jorsalfar]], [[Olav Magnusson]], [[Harald Gille]] og [[Sigurd Slembe]].
 
{{Arvefølge|[[Norges regenter]]|[[Magnus Haraldsson]]<br /> ([[1066]]–[[1069]])|[[Håkon Magnusson Toresfostre]] ([[1093]]–[[1095]])<br />
6.940

redigeringer