Forskel mellem versioner af "Olav Kyrre"

150 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
m
(Slaget ved Fulford.)
[[Fil: Olav Kyrre mynt 1.jpg|thumb|250 px|[[Mønt]] fra Olav Kyrres tid.]]
[[Fil:Skule Tostesson.JPG|thumb|Statue ved Havre Häll i Sverige af Skule Tostesson, leder af Olav Kyrres [[hird]].]]
Det første, [[saga]]erne har at berette om Olav Kyrre er, at han sammen med sin ældre bror Magnus fulgte sin far i [[slaget ved Niså]] i [[Halland]] i [[1062]]; men ingen af skjalde[[kvad]]ene siger noget om det. Derimod er det sikkert, at Olav i 16-årsalderen tog med sin far og bror, dronning Ellisiv og sine halvsøstre Ingegerd og Maria til England i [[1066]]. <ref>http://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårdrådes_saga kap. 82</ref> Kong Harald udkæmpede flere slag, og Olav deltog i hvert fald i det ene. Ifølge Snorre var Olav med sin far, da nordmændene sejlede op ad "Humbra" (dvs. [[Humber]]) og gik i land ved "Usa" (dvs. [[Ouse (Yorkshire)]]). [[20. september]] 1066 stod [[slaget ved Fulford]], hvor nordmændene og deres [[Angelsaksere|angelsaksiske]] allierede sejrede over den angelsaksiske [[jarl]] Morcar af [[Northumbria]]. <ref>https://spartacus-educational.com/NORmorcar.htm</ref> Snorre gengiver også et [[kvad]] af [[skjald]]en Sten Herdisson (hans mor Herdis var datterdatter af den noksom bekendte skjald [[Einarr Helgason|Ejnar Skålglam]] <ref>http://www.wikiwand.com/sv/Stein_Herdisson</ref>) om Olavs deltagelse:
::''Dræbte lå de i dyndmosen —
::''Valtjofs hærmænd, [[våben]]hugne,
Snorres påstand om, at Morcar jarl blev dræbt i slaget, passer ikke. Tværtimod flygtede han og gik i forbund med [[Harold Godvinson]], Harald Hårderådes fjende. Fem dage senere stod [[slaget ved Stamford Bridge|slaget ved Stamford bro]] mellem Harold Godvinson og Harald Hårderåde. Olav deltog ikke, men ventede ved [[skib]]ene. Efter nederlaget sejlede han og resterne af den norske angrebsstyrke tilbage til [[Orknøerne]], hvor de overvintrede. <ref>https://nbl.snl.no/Olav_3_Haraldsson_Kyrre</ref> Han fik lov til at tage sin fars lig med tilbage til Norge; <ref>https://nbl.snl.no/Harald_3_Hardråde</ref> men først sommeren efter ankom de Norge, og Olav havde måttet sværge på, ikke at ville angribe England, før han fik lov til at forlade landet. <ref>Bjørn Bandlien: "Norges rolle i kampen om England", ''Sagaspor'' (s. 202), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3</ref>
 
Tilbage i Norge blev han indsat som konge sammen med sin bror. Frem til 1030'erne havde danske konger gentagne gangen prøver at vinde indpas i Norge. Efter [[1040]] havde Olavs forgængere [[Magnus den Gode]] og Harald Hårderåde prøvet at hævde sig i [[Danmark]]. Disse stadige magtkampe medførte, at Danmark og Norge havde udgjort én politisk [[sfære]]. Dette ændrede sig under Olav Kyrre, der helt gav afkald på en offensiv [[udenrigspolitik]] for i stedet at konsolidere sit rige gennem aftaler og [[alliance]]r gennem ægteskab. Svend Estridsen følte sig ikke længere bundet af aftalen om [[våbenhvile]], han havde indgået med Olavs far i [[1064]], da den kun skulle gælde i de to kongers egen levetid. Nu følte han sig fri til at angribe Haralds sønner. Men Olav og Magnus mobiliserede den norske [[leding]]sflåde til forsvar, og Svend bestemte sig for i stedet at angribe England. Der så han muligheder i den omfattende uro i de nordlige områder med store danske bosætninger. For at have ryggen fri, indgik han varig fred med de to norske konger i [[1068]]. Som garanti giftede Olav Kyrre sig med Svends datter Ingerid, og lidt senere blev Olavs halvsøster Ingegerd Haraldsdatter gift med Svends søn [[Oluf Hunger]], som senere blev dansk konge. Selv om det ikke blev til noget med Svends angreb på England, bestod freden mellem Danmark og Norge. <ref>https://nbl.snl.no/Olav_3_Haraldsson_Kyrre</ref>
 
== Enekonge ==
7.185

redigeringer