Han tog til det [[luther]]ske [[:de:Lutherstadt_WittenbergLutherstadt Wittenberg|Wittenberg (tysk)]], hvor han i [[1586]] fik lov til at undervise på [[universitet]]et i Aristoteles' lære. Fra samme periode stammer nogle af Brunos [[latin]]ske værker, der mere systematisk beskriver hans teorier om [[erkendelsesteori]] og kosmologi. Han udfordrede Aristoteles' verdenssyn på alle punkter. Aristoteles delte universet op i en endelig sfære ''under'' [[måne]]n med fysiske ting, og en himmelsk sfære ''bagved'' månen med [[Æter (fysikhistorie)|æter]]iske ting. Bruno påpegede, at dette talte imod universets enhed. Aristoteles mente, at mere end én verden ville skabe asymmetri, da kun én verden kan være [[Centrum (geometri)|centrum]], og ordnet bevægelse kun er mulig i et univers med et centrum. Men Bruno påpegede, at der i et uendeligt univers ikke kan være ét enkelt centrum eller én bestemt [[omkreds]]. <ref>John Barrow: ''Uendelighetens historie'' (s. 188)</ref>
