Kalmarunionen: Forskelle mellem versioner

Valdemar havde to døtre, [[Ingeborg Valdemarsdatter|Ingeborg]] og Margrethe, og i denne situation kunne begge vælges som tronfølger. Ingeborg var gift med [[Henrik Bödeln af Mecklenburg]], søn af [[Albrecht 2. af Mecklenburg|Albrecht den Store af Mecklenburg]]. Den stormandsopposition, som fandtes i Sverige mod Håkon Magnusson, forenede sig med Albrecht for at sætte dennes søn [[Albrecht af Mecklenburg]] på Sveriges trone. Under andet halvår 1363 begav Valdemar Atterdag sig ud på en lang europæisk rejse og hans allierede Magnus og Håkan kunne derfor ikke vente nogen hjælp fra Danmark. I november 1363 sejlede en stor tysk hær til Sverige i et overraskende angreb mod folkungerne, som lykkedes. I februarpik 1364 kunne Albrecht derfor lade sig hylde som Sveriges konge på Mora stene. De to folkunger Magnus og Håkan havde alene kontrollen over Norge og vestre Sverige tilbage, og herfra rettede de et militært angreb mod østre Svealand men besejredes 1365 i [[slaget ved Gataskoven]] på grænsen mellem Västmanland og Uppland. Valdemar Atterdag gik til angreb i 1366 og i begyndelsen med store fremgange. Han blev senere angrebet af mecklenburgske, holstenske og hanseatiske tropper og tvunget til at slutte fred. I 1371 blev Valdemar tvunget til at godkende sin dattersøn [[Albrecht 4. af Mecklenburg]] som dansk tronfølger. Magnus Eriksson blev fængslet i seks år frem til 1371 men frigivet efter, at folkungerne havde lovet, at de vestsvenske områder, som blev holdt i forlening af dem, skulle overdrages til Albrecht ved Magnus Erikssons død.<ref>Carlsson (1945), s. 33–36</ref>