Peter Abélard: Forskelle mellem versioner

'''Peter Abélard''' (Pierre AbelardAbélard ca.[[1079]]-[[21. april]] [[1142]]) var en fransk [[filosof]], [[teolog]], komponist og digter kendt for sit tragiske kærlighedsforhold til [[Héloïse]] (''"Abélard og Heloise"'').

Abélard studerede og underviste flere steder, blandt andet i [[Paris]] fra omkring [[1100]]. Som lærer forførte han den 16-årige [[Héloïse]], niece af mester Fulbert, der var [[kannik]] ved [[Notre Dame]]. Héloïse blev gravid. Da forholdet blev afsløret, smed hendes formynder Fulbertonkel Abélard ud. Parret flygtede til Bretagne, hvor Héloïse fødte en søn, som hun kaldte [[Astrolabium]] efter måleinstrumentet. De rejste tilbage til Paris, hvor de i 1118 giftede sig efter Abélards forslag, i håb om at blødgøre mester Fulbert, når Héloïse ikke længere levede i [[synd]]. [[Vielse]]n skete i hemmelighed, så Abélard kunne fortsætte sin karriere inden for [[gejstlighed]]en. Ifølge Abélards [[selvbiografi]] ''[[Historia Calamitatum|Historia calamitatus suarum]]'' (= Mine ulykkers historie) brød Héloïses slægtninge en nat ind i hans soveværelse en nat og [[Kastration|kastrerede]] ham. Han flygtede til [[klosterkirken Saint-Denis|St Denis-klosteret]] i skam og blev [[munk]]. Han overtalte Héloïse til at blive [[nonne]] i [[Argenteuil]]. Efter at Abélards lære om [[treenigheden]] blev fordømt som kættersk, grundlagde han et eremithus, som han senere kaldte Le Paraclet, nærved Nogent-sur-Seine, <ref>[http://www.nogent-sur-seine.fr/index.php/patrimoine/histoire-a-prehistoire/72-heloise-a-abelard.html Nogent-sur-Seine – Site officiel<!-- Bot genereret titel -->]</ref> og skænkede det senere til Héloïses nonnesamfund, hvor hun var [[abbedisse]]. I [[1125]]-[[1127]] var han [[abbed]] for Saint-Gildas-de-Rhuys i [[Bretagne]], men måtte flygte, da han ville reformere det.

I [[Cluny]] levde han i [[askese]], studerede utrætteligt teologi og trak sine mest stødende [[doktrin]]er tilbage. Alligevel blev han anklaget for kætteri af sine modstandere med [[Bernhard af Clairvaux]] i spidsen. Efter at være kendt skyldig, gavbegav han sig på vej til [[Rom]] for at forklare sig og døde i St.Marcel-klosteret ved [[Chalons sur Saunes]]. Han blev gravlagt af Héloïse i Le Paraclet. Hun blev gravlagt ved hans side i 1164. <ref>Mark Vernon: ''Chambers dictionary of beliefs and religions'' (s. 2), London 2009, ISBN 978-0-550-10344-4</ref>

Fordi han var i tvivl om [[almenbegreb]]ets eksistens, kom Abélard til den slutning, at treenigheden måske heller ikke havde nogen egen eksistens. Han er en af de første repræsentanter for det [[Nominalisme|nominalistiske]] syn, som hævder, at ordene kun er navne – der skjules ingen idéverden bag dem. Dermed defineres sandheden af mennesket; den findes ikke udehverkenude i verden, eller i en ideel sfære over verden. Abélard mente, at [[synd]]en lå i hensigten, i menneskets indre, ikke i handlingens resultater, og mente dermed også at de, der [[Korsfæstelse|korsfæstede]] [[Kristus]], ikke kunne siges at have handlet forkert. De mente jo selv at handle rigtigt. <ref>Peter Normann Waage: ''Jeg – individets kulturhistorie'' (s.165), forlaget Schibsted, Oslo 2008, ISBN 978-82-516-2600-2</ref>

Hos [[Anselm af Canterbury]] er der med baggrund i [[Augustin af Hippo]] overensstemmelse mellem tro og [[fornuft]]. Abélard delte ikke den tillid til fornuften. Han mente, man højst kan nå frem til, at trossætningerne ikke strider mod fornuften, og her påpegede han i sit værk ''Ja og nej'' hvor vigtigt det er, at man først kritisk undersøger Bibelens, [[kirkefædre]]nes, [[pave]]rnes og koncilernes udsagn. Han viste, hvordan man med den [[dialektik|dialektiske]] metode kunne forlige de mange modstridende udsagn. Abélards dialektiske metode er et hjælpemiddel, mander harer anvendt siden. Bernhard af Clairvaux afviste imidlertid Abélards syn og fremførte kirkefædrene som [[autoritet]]. Han anså, at foreningen med Gud ikke gik gennem fornuften, men gennem [[mystik]]oplevelsen, og sørgede for, at flere af Abélards udsagn blev stemplet som kætterske. Og mensMens Anselm hævdede "den objektive forsoningslære" (dvs. at Kristi død forsonede Gud med menneskene, fordi Guds ære var groft krænket af menneskenes synder, og den gæld, de derved havde bragt sig i overfor ham, kunne kun Gud i Kristi skikkelse selv betale), hævdede Abélard "den subjektive forsoningslære" (dvs. at Gud af godhed sendte menneskene Kristus som lærer og et eksempel til efterfølgelse, og den kærlighed, Gud viste i Kristi korsdød, vil vække en genkærlighed i menneskene, som forener dem med Gud, hvorved de syndige mennesker forvandles til lydighed mod Guds vilje). <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 128), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4</ref>

Abélard blev dømt for kætteri både i [[1121]] i [[Soissons]]; og i [[1140]] i [[Sens]] efter en [[Bernhard af Clairvaux og Peter Abelard|strid]] med Bernhard af Clairvaux.