Vajrayana: Forskelle mellem versioner

'''Vajrayana''' ([[sanskrit]] वज्रयान ''vajrayāna'' "diamantfartøjet") også kaldet '''diamantvejsbuddhisme''' eller '''tantrisk buddhisme''') er en af de tre store hovedretninger inden fori [[buddhisme]]n.

Grundlaget for vajrayanabuddhisme udvikledes egentlig i [[Indien]], hvor de første [[tantra|tantriske]] buddhistiske tekster blev forfattet i det fjerde århundrede e.Kr. som del af en generel tantrisk bevægelse, der også påvirkede den samtidige [[hinduisme]]. Indien var centrum for vajrayanabuddhismens udvikling indtil ca.til det 11. århundrede, men som de andre former for buddhisme forsvandt den efterhånden fra det indiske hovedland, og i det trettende århundrede var buddhismen stort set forsvundet fra Indien.

Som [[mahayana]]-buddhismen havde gjort det tidligere, kom også vajrayana fra Indien til [[Kina]] via [[Silkevejen]] engang i løbet af det [[7. århundrede]]. Vajrayana ankom netop, som buddhismen var ved at vinde indpas i Kina, og blev modtaget med stor interesse af det buddhismevenlige [[Tang-dynastiet|Tang-dynasti]]. I dag findes den kinesiske vajrayanabuddhisme primært i det sydvestlige Kina, det område, der grænser op til Tibet.

I [[804]] sendte den japanske kejser [[Kejser Kammu]] munken [[Kukai]] til Tang-dynastiets hovedstad for at erhverve sig den seneste buddhistiske kundskabviden. Kukai tillagde sig meget af den nyankomne vajrayana-tankegang og bragte en version af samme tilbage til [[Japan]], hvor han grundlagde den såkaldte [[Shingon]]-buddhismebuddhismen, der stadig praktiseres i Japan.

Vajrayana kom til Vesten i forbindelse med Kinas invasion af Tibet i 1951 og 1959. Mange hundrede tusinder tibetanere blev tvunget til at flygte, herunder en lang række af buddhistiske lamaer[[lama]]er. Da [[hippie]]rne fra Europa og Amerika i deres søgen efter stoffer og nye oplevelser begyndte at rejse til Østen, skete der her et møde mellem højt realiserede mestre og en idealistisk og intellektuel vestlig kultur.

Vajrayana adskiller sig endvidere fra andre former for buddhisme, derved,ved at den lægger stor vægt på lærerens, lamaens, rolle, og den kaldtes derfor også '''lamaisme'''. Hvor man normalt bliver buddhist ved at tage tilflugt til [[Buddha]], [[dharma]] (læren) og [[sangha]] (det buddhistiske fællesskab), tager vajrayana-buddhisten dertil også en fjerde tilflugt, nemlig tilflugten til sin [[lama (person)|lama]].

Den kendteste vajrayana-buddhist i dag er uden tvivl [[Dalai Lama]], overhoved for [[Gelug]]-skolen, en af de fire store tibetanske vajrayana-skoler.

For at være enEn kvalificeret lama, skal man være i stand til at holde en såkaldt overførselslinie[[overførselslinje]], som går tilbage til den historiske Buddha [[Sakyamuni]]. Der findes flere overførselslinieroverførselslinjer, som hver indeholder særlige belæringer, metoder og meditationer. Disse linjer er gået fra lærer til elev siden den historiske [[Buddha]] for 2.500 år siden.

Ordet tantra betyder "at væve". Tantra hentyder således til, at man arbejder med både krop, tale og sind, og på denne måde påvirker sin helhed. Buddhistisk tantra indebærer således brugen af [[mantra']]er, meditation på såkaldte jidam'er (meditationsformer), guru yoga (identifikation med lamaen) og fastholden af det højeste syn. Den grundlæggende metode i buddhistisk tantra er at identificere eller meditere direkte på sindets natur.

Det er vigtigt ikke at forveksle buddhistisk tantra med hinduistisk tantra. Hinduistisk tantra indebærer særlige yoga-stillinger og for mænds vedkommende undgåelse af [[ejakulation]]. Den grundlæggende metode i hinduistisk tantra er således opbygning og transformation af energi.

For mange [[tibet]]anere er religionen det vigtigste element i deres tilværelse. Den tibetanske hverdag er fyldt med religiøse handlinger, der skal skaffe god [[karma]] eller afværge ondt. At være rettet mod skabelsen af [[karma]] betyder ikke, at livet er et hårdt slid for at gøre gode gerninger, for handlinger er kun gode, når de er en handlen ud af hengivenhed for [[Buddha]] og Buddhas lære ([[dharma]]). Skyld tynger ikke Østens mennesker som den gør det i Vesten, for enhver bærer selv ansvaret for sine handlinger og må derfor også selv tage de karmiske konsekvenser, det medfølger.

Bønner er en stor del af tibetanernes hverdag. De følger dem i næsten alle gøremål dagen igennem. De fremsiger [[mantra]]er. Fremsigelsen af mantraer er ofte forbundet med brugen af [[bedekrans]] eller [[bedemølle]]. I ethvert tibetansk hjem er der et husalter, oftest bestående af en buddhafigur og syv offerskåle. Hver morgen skal alteret anrettes, og tibetanerne begynder oftest med at bøje sig tre gange for det efterfulgt af en meditation, og derefter fejes gulvet, så onde ånder jages ud,. detteDet gælder både de indre og ydre. Mange går (evt. med deres husdyr) en tur rundt om det nærmeste tempelområde, mens der siges mantraer. Ved at gå rundt om det hellige sted modtages åndelig kraft og styrke. Enkelte laver [[glidefald]], dvs. at de måler hele vejen rundt med deres krop. Glidefaldet er et tegn på hengivelse samt en renselse af legeme, tale og sind. Med legemet laves selve det fysiske glidefald, med talen fremsiges [[tilflugtsbønnen]], og med sindet visualiseres et bestemt meditationsbillede, der symboliserer tilflugten. Tibetanerne mener at disse glidefald fjerner stolthed og andre egoistiske følelser og vender sindet mod [[erkendelse]].