Peter Abélard: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
link |
Nico (diskussion | bidrag) m Flertydige WL: dialog → Samtale, universal → Almenbegreb mm |
||
Linje 36:
I [[Cluny]] levde han i [[askese]], studerede utrætteligt teologi og trak sine mest stødende [[doktrin]]er tilbage. Alligevel blev han anklaget for kætteri af sine modstandere med [[Bernhard af Clairvaux]] i spidsen. Efter at være kendt skyldig, begav han sig på vej til [[Rom]] for at forklare sig og døde i St.Marcel-klosteret ved [[Chalons-sur-Saône]]. Han blev gravlagt af Héloïse i Le Paraclet. Hun blev gravlagt ved hans side i 1164. <ref>Mark Vernon: ''Chambers dictionary of beliefs and religions'' (s. 2), London 2009, ISBN 978-0-550-10344-4</ref>
Han var hendes store kærlighed. Efter at have læst hans selvbiografi – hvori han fremstod som bitter, men inden for de rammer, helgenbiografien som [[genre]] satte – indledte hun en korrespondance, der varede livet ud. Abélard beskrev kastrationen som [[forsynet]]s retfærdighed og døde overbevist om at have anvendt sine talenter i Guds tjeneste. I brevene fastholder Héloïse sin kærlighed til ham og skæmmes over at gå rundt i klostret og leve et kysk liv, når hun hellere ville ofre sig for sin lærer, forfører, elsker og ægtemand. Hun var stolt af sin kærlighed og henviste til [[Bibelen]] og værker fra [[antikken]], deriblandt en [[Samtale|dialog]] om Aspasia, som hun beundrede. <ref>Peter Normann Waage: ''Jeg – individets kulturhistorie'' (s. 165-6), forlaget Schibsted, Oslo 2008, ISBN 978-82-516-2600-2</ref>
Om deres søns [[skæbne]] ved man meget lidt. "Peter Astrolabium, søn af mester Peter [Abélard]" er omtalt i en [[nekrolog]] i Le Paraclet 29. eller 30.oktober, men noget årstal er ikke opgivet. Sandsynligvis har han været gejstlig. <ref name=autogeneret1 />
== Bibelkritik ==
Fordi han var i tvivl om [[almenbegreb]]ets eksistens, kom Abélard til den slutning, at treenigheden måske heller ikke havde nogen egen eksistens. Han er en af de første repræsentanter for det [[Nominalisme|nominalistiske]] syn, som hævder, at ordene kun er navne – der skjules ingen idéverden bag dem. Dermed defineres sandheden af mennesket; den findes
Hos [[Anselm af Canterbury]] er der med baggrund i [[Augustin af Hippo]] overensstemmelse mellem tro og [[fornuft]]. Abélard delte ikke den tillid til fornuften. Han mente, man højst kan nå frem til, at trossætningerne ikke strider mod fornuften, og her påpegede han i sit værk ''Ja og nej'' hvor vigtigt det er, at man først kritisk undersøger Bibelens, [[kirkefædre]]nes, [[pave]]rnes og koncilernes udsagn. Han viste, hvordan man med den [[dialektik|dialektiske]] metode kunne forlige de mange modstridende udsagn. Abélards dialektiske metode er et hjælpemiddel, der er anvendt siden. Bernhard af Clairvaux afviste imidlertid Abélards syn og fremførte kirkefædrene som [[autoritet]]. Han anså, at foreningen med Gud ikke gik gennem fornuften, men gennem [[mystik]]oplevelsen og sørgede for, at flere af Abélards udsagn blev stemplet som kætterske. Mens Anselm hævdede "den objektive forsoningslære" (dvs. at Kristi død forsonede Gud med menneskene, fordi Guds ære var groft krænket af menneskenes synder, og den gæld, de derved havde bragt sig i overfor ham, kunne kun Gud i Kristi skikkelse selv betale), hævdede Abélard "den subjektive forsoningslære" (dvs. at Gud af godhed sendte menneskene Kristus som lærer og et eksempel til efterfølgelse, og den kærlighed, Gud viste i Kristi korsdød, vil vække en genkærlighed i menneskene, som forener dem med Gud, hvorved de syndige mennesker forvandles til lydighed mod Guds vilje). <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 128), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4</ref>
== Peter Abélard og striden om almenbegreberne ==
I [[striden om almenbegreberne]] ([[
Abélard flyttede i sine skrifter, ''Logica Ingredientibus'' og ''Logica Nostrorum Petitioni Sociorum'', hovedvægten i argumentationen fra den [[ontologi (filosofi)|ontologiske]] synsvinkel til den [[sprogfilosofi]]ske.
|