Slaget ved Gettysburg: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved DavidJac, fjerner ændringer fra 80.163.36.254 (diskussion | bidrag)
m Mellemrumkorrektion
Linje 41:
 
Kort efter at Army of Northern Virginia havde vundet en klar sejr over Army of the Potomac i [[slaget ved Chancellorsville]] ([[30. april]] – [[6. maj]] 1863), besluttede Robert E. Lee sig for at foretage en ny invasion af Nordstaterne. Den første havde været den fejlslagne [[Marylandkampagnen|Marylandkampagne]] i september [[1862]], der var endt i det blodige [[slaget ved Antietam|slag ved Antietam]].
Et sådant træk ville komme på tværs af Unionens planer for sommeren, og kunne måske betyde at Unionen hævede belejringen af [[Vicksburg]] ved [[Mississippifloden]]. Det ville også give den konfødererede hær mulighed for at leve af overfloden fra de rige gårde i Nordstaterne mens det krigshærgede Virginia fik et pusterum. Hertil kom, at Lees 72.000 mand stærke hær<ref name=BM260>Busey and Martin, p. 260. "Indsat styrke" i slaget ved 71.699. McPherson, p. 648, opgiver styrken ved indledningen på kampagnen til 75.000.</ref> kunne true [[Philadelphia]], [[Baltimore]] og [[Washington D.C.]] og muligvis styrke den voksende fredsbevægelse i nord. <ref>Coddington, pp. 8-9. Eicher, p. 490.</ref>
 
Den [[3. juni]] begyndte Lees hær at forlægge nordpå fra [[Fredericksburg]] i Virginia. For bedre at kunne styre sin hær havde Lee reorganiseret sine to store korps i tre korps. Generalløjtnant [[James Longstreet]] beholdt ledelsen af sit 1. Korps. Den afdøde [[Stonewall Jackson]]s korps blev overdraget til generalløjtnant [[Richard S. Ewell]] og det nye 3. Korps blev tildelt generalløjtnant [[A.P. Hill]]. Kavalerikorpset blev ledet af generalløjtnant [[J.E.B. Stuart]].<ref>Eicher, p. 491.</ref>
Linje 53:
Lee gav strenge ordrer til sin hær om at minimere de negative effekter af invasionen for lokalbefolkningen.<ref>[http://books.google.com/books?id=YmsFAAAAQAAJ&printsec=titlepage#PRA1-PA323,M1 Lees ordrer fra Chambersburg, [[27. juni]] 1863]</ref> Fødevarer, heste og andre forsyninger blev i almindelighed ikke bare rekvireret, selv om kvartermestre der betalte gårdmænd og handlende med konfødererede pengesedler ikke blev godt modtaget. Forskellige byer, ikke mindst [[York (Pennsylvania)|York]] blev pålagt at betale en løsesum for at undgå ødelæggelse. Den nok mest kontroversielle af de konfødereredes handlinger var tilfangetagelsen af 40 sorte fra Nordstaterne. Nogle var undslupne slaver, men de fleste var frie. De blev alle under bevogtning sendt sydpå som slaver.<ref>Symonds, pp. 49-54.</ref>
 
Den [[26. juni]] besatte enheder fra generalmajor [[Jubal A. Early]]s division fra Ewells Korps byen Gettysburg efter at have bortjaget en nyopstllet milits fra Pennsylvania i en række mindre ildkampe. Early forlangte løsepenge fra byen, men fik ikke indsamlet forsyninger i større stil. Soldater brændte adskillige jernbanevogne og en lukket bro, og de ødelagde nærliggende jernbane- og telegraflinjer. Den følgende morgen fortsatte Early til det nærliggende York County. <ref>Nye, pp. 272-78.</ref>
 
[[Fil:Gettysburg from Seminary.jpg|thumb|left|Det nordlige af Gettysburg set fra vest ved det teologiske seminarium.]]
Linje 89:
Da Unionens stillinger brød sammen både nord og vest for byen beordrede general Howard en tilbagetrækning til højdedragene syd for byen på Cemetery Hill, hvor han havde efterladt brigadegeneral [[Adolph von Steinwehr]]s division som reserve.<ref>Pfanz, ''First Day'', p. 294.</ref> Generalmajor [[Winfield S. Hancock]] overtog kommandoen over slagmarken efter at være blevet sendt dertil af Meade, da han hørte at Reynolds var blevet dræbt. Hancock var chef for II Korps og hans mest betroede underordnede. Han havde ordre til at tage kommandoen på slagmarken og afgøre om Gettysburg var et passende sted at udkæmpe et større slag.<ref>Pfanz, ''First Day'', pp. 337-38. Sears, pp. 223-25.</ref> Hancock fortalte Howard, som teknisk set var hans overordnede i rang: "Jeg tror, at dette fra naturens hånd er den stærkeste stilling jeg nogensinde har set". Da Howard erklærede sig enig konkluderede Hancock diskussion "Udmærket sir, jeg vælger dette som slagmark". Hancocks beslutsomhed havde en positiv effekt på de retirerende troppers moral, men havde ikke nogen direkte taktisk betydning på slagets første dag.<ref>Martin, pp. 482-88.</ref>
 
General Lee var fuldt ud klar over de defensive muligheder, der åbnede sig for unionshæren, hvis den besluttede sig for at forsvare det højereliggende terræn. Han sendte ordre til Ewell om at Cemetery Hill skulle tages, hvis "det lader sig udføre". Ewell valgte ikke at forsøge at angribe. Denne beslutning betragter historikerne som en stor spildt mulighed. <ref>Pfanz, ''First Day'', p. 344. Eicher, p. 517. Sears, p. 228. Trudeau, p. 253. Både Sears og Trudeau skriver "om muligt."</ref>
 
Den første dag ved Gettysburg har større betydning end blot at være en indledning på de blodige 2. og 3. dage. Det er i sig selv det 23. største slag i borgerkrigen målt på antal indsatte soldater. Omkring en fjerdedel af Meades hær (22.000 mand) og en tredjedel af Lees (27.000) deltog i slaget.<ref>Martin, p. 9, citing Thomas L. Livermore's ''Numbers & Losses in the Civil War in America'' (Houghton Mifflin, 1900).</ref>
Linje 104:
Unionens linje løb fra Culp's Hill sydøst for byen nordvest til Cemetery Hill lige syd for byen og derefter 3 km sydpå langs Cemetery Ridge og sluttede lige nord for Little Round Top. Det meste af 12. Korps var placeret på Culp's Hill. Resterne af 1. og 11. Korps forsvarede Cemetery Hill; 2. Korps dækkede det meste af den nordlige halvdel af Cemetery Ridge og 3. Korps fik ordre til at tage opstilling på dens flanke. Unionens linje fik et forløb, som lignede en fiskekrog. Den konfødererede linje forløb parallelt med Unionens i en afstand af 1.600 meter langs Seminary ridge, østpå gennem byen og dernæst sydøst på til et punkt overfor Culp's Hill. Unionenshæren havde således fordel af indre linjer, mens den konfødererede linje var næsten 8 km lang.<ref>Clark, p. 74. Eicher, p 521.</ref>
 
Lees slagplan for [[2. juli]] gik ud på at Longstreets 1. Korps i det skjulte skulle placere sig, så det kunne angribe unionshærens venstre flanke mod nordøst langs Emmitsburg Road og oprulle den føderale linje. Angrebet skulle indledes af generalmajorne [[John Bell Hood]]s og [[Lafayette McLaws]]s divisioner, efterfulgt af generalmajor [[Richard H. Anderson]]s division af Hills 3. Korps. Den fremadskridende sekvens af angrebet skulle forhindre at Meade kunne flytte tropper fra centrum til sin venstre fløj. Samtidig skulle generalmajor [[Edward Johnson]]s og [[Jubal A. Early]]s divisioner fra 2. Korps gennemføre et skinangreb på Unionens højre fløj mod Culp's og Cemetery Hill (igen for at undgå at unionstropper blev flyttet ud på venstre fløj), og hvis lejlighed bød sig skulle skinangrebet udvikles til et helhjertet angreb. <ref>Sears, p. 255. Clark, p. 69.</ref>
 
Lees plan byggede imidlertid på mangelfulde efterretninger, som blev forværret af Stuarts fortsatte fravær fra slagmarken. I stedet for at rykke forbi Unionens venstre flanke og angribe dem i siden stødte Longstreets venstre division, under McLaws, direkte ind i generalmajor [[Daniel Sickles]]s 3. Korps. Sickles var utilfreds med den placering han var blevet tildelt på den sydlige ende af Cemetery Ridge. Han kunne se højereliggende terræn 800 meter vestpå og flyttede sit korps frem hertil – uden at have fået ordre til det. Området omkring Emmitsburg Road var en anelse højere og den nye linje forløb gennem et område der kaldtes Devil's Den (djævelens hule) nordpå til Sherfy-farmens ferskenlund (Peach Orchard) og videre nordøst på langs Emmitsburg Road til syd for Codori-farmen. Dette skabte et frontfremspring, som var umuligt at forsvare ved Peach Orchard. Brigadegeneral [[Andrew A. Humphreys]]s division (i stilling langs Emmitsburg Road) og generalmajor [[David B. Birney]]s division (mod syd) blev udsat for angreb fra to sider og spredt ud over en længere front end deres små korps i praksis kunne forsvare.<ref>Pfanz, ''Second Day'', pp. 93-97. Eicher, pp. 523-24.</ref>