Suverænitet: Forskelle mellem versioner

Der skelnes ligeledes mellem juridisk og de facto suverænitet; en myndighed kan således juridisk være i besiddelse af suverænitet, men i praksis ude af stand til at håndhæve den.<ref name=Krasner/> Endelig sondrer nogle fremstillinger mellem ''umiddelbar'' og ''ultimativ'' suverænitet. Den umiddelbare omfatter retten til at foretage afgørende beslutninger (fx lovgive), mens den ultimative er retten til at foretage en endelig afgørelse, der omstøder den umiddelbare beslutning. Som eksempel nævnes [[domstole]]s mulighed for at underkende en [[Lov (jura)|lov]]. <ref name="Hansen3">Hansen (2010), s. 165 </ref> I nogle lande træffes den ultimative afgørelse af en [[forfatning]]sdomstol, mens det i andre, fx [[Danmark]], er [[Højesteret]], der er ultimativ retslig instans. <ref name="Hansen3"/>

Gennem [[traktat]]er kan en stat afgive sin suverænitet i et nærmere afgrænset omfang. [[EU]]s medlemsstater har gennem underskrivelsen af [[Romtraktaten]] og efterfølgende bindende traktater overdraget dele af den indre suverænitet til Unionen, men bevaret den ydre suverænitet. <ref name="Hansen1">Hansen (2010), s. 347</ref>. Delstaterne i [[USA]] har i henhold til [[forfatning]]en afgivet den ydre suverænitet til [[forbundsstat]]en.