Heliocentrisme: Forskelle mellem versioner

Det fælles udgangspunkt for det nye verdensbillede, var det aristoteliske verdensbillede, som var formuleret af Aristoteles (384-322 f. Kr.). Dette verdensbillede bestod af to ”verdener”; det supralunare og det sublunare. I dette verdensbillede var jorden centrum i universet, og alt cirkulerede rundt om denne. Det supralunare var alt det, der var over [[månen]]. Her var stjernerne fast fæstede, og det bestod af det 5. element [[Æter (fysikhistorie)|æter]]. Alt var perfekt, uforanderligt og guddommeligt. I det supralunare bevægede alt sig i perfekte cirkelbevægelser, og Aristoteles troede, at disse var startet af en [[primus motor]], da han mente, at ingen bevægelser kunne komme i gang uden en påvirkning af en kraft. Det under månen, det sublunare, bestod af 4fire elementer: Jord, vand, luft og ild. I den sublunare verden ville alle elementerne bestræbe sig på at komme til hver deres naturlige sted. Man troede derfor, at de tunge elementer jord og vand ville søge mod jordens centrum, hvorimod ild og luft ville søge mod månesfæren. Aristoteles' metoder til at undersøgelse af hans verdensbillede var kvalitativt og [[Teleologi|teleologisk]] (formålsbestemt), da der bl.a. ikke var nogle matematiske formuleringer og præcise angivelser. Dette verdensbillede stemmede meget i overens med det kirkelige syn på verden, og blev derfor også antaget som det rigtige i næsten 2000 år.

== Kopernikus' brud med verdensbilledet ==

Det første store brud med Aristoteles’ verdensbillede kom fra Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Det skyldtes, at man i [[renæssancen]] begyndte at søge tilbage i tiden. "Tilbage til kilderne" var deres kampråb. Dette førte til en massemange oversættelser af gamle filosofiske bøgerværker, hvilket gav anledning til at finde fejl i detde gamle filosoffers beskrivelser af verden. Under den [[sorte død]] havde man koncentreret sig om at overleve, men i renæssancen fik man et overskud økonomisk, socialt og videnskabeligt, grundet større eksport/import. Udover dette var det også naturligt for Italien at søgesøgte tilbage til deres storhedstid, nemlig [[romerriget,]]. detteDette førte til at resten af Europa blev fascineret af Italien og deres undersøgelser af verden. Det var ikke pga. af romerriget, at resten af Europa begyndte at kigge tilbage i tiden, men af ren og skær fascination af det kulturelle centrum Italien. Der kom en stigende eventyrlyst og interesse for at undersøge verden blandthos det enkelte menneske. I renæssancen kom der en stigende interesse for at undersøge verden uden for Europa. Man søgte efter nye handelsveje for at øge vækstenrigdommen i samfundet, og ligesom den stigende interesse for de nye dele af verden, blev interessen for undersøgelse af mennesket og rummet også forøget. Det var derfor også på dette tidspunkt, at Kopernikus begyndte at fundere over sit verdensbillede. Kopernikus troede ikke på, at jorden var i midten i af universet. Han mente, at solen måtte være i midten. Uden om den cirkulerede alle de andre planeter. Dette forklarede også [[Parallakse|parallaksen]] (vinkelen med den nærmeste stjerne), som Kopernikus kunne se,. udUd fra det sluttede han også, at universet måtte være 500 gange større, end man hidtil havde troet. Dette blev kaldt det heliocentriske (sol-centrede) verdensbillede, mens det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede hed det geocentriske (jord-centrede) verdensbillede. Kopernikus’ verdensbillede forklarede også Mars’[[Mars (planet)|Mars]]’ sløjfeformede bane på himlen,. detDet var dette, som [[Ptolemæus]] forklarede vha. de såkaldte [[Epicykel|epicykler]]. Der var dog stadig en del en skepsis fra kirken, selvom kirken selv havde ansat Kopernikus til at fastlægge [[Påske|påsken]], troede de ikke på, at solen kunne være det centrale i universet. Da Kopernikus i 1543 udgav sin bog ”De revolutionibus orbium caelestium” skrev kirken også i forordet, at dette blot var en matematisk model, en hypotese, som ikke passerpassede med virkeligheden.

I november 1572, opdagede Tycho Brahe (1546-1601) en såkaldt ''stella nova'', en ny stjerne. Det var et meget stort brud med det aristoteliske verdensbillede. Da det supralunare område var uforanderligt, kunne en ny stjerne ikke opstå. Senere, i 1577, så Brahe en [[Komet|komet]] på himlen. Ud fra længdeudregning kunne han bedømme, at kometen befandt sig i det supralunare område, og at den havde krydset flere af planeternes baner. Dette var igen et brud på det gamle verdensbillede. Aristoteles mente jo, at alt i det supralunare område, bevægede sig i cirkelrunde baner rundetrundt om jorden, men det gjorde denne komet ikke. Det supralunare område skulle også være et område, hvor intet opstod eller forgik. Kometen modbeviste også denne påstand, da man ikke havde set den før. Da Tycho havde fundet alle disse fejl i det gamle verdensbillede, blev han nødt til at vende sig mod dette, men han tog ikke Kopernikus’ verdensbillede til sig. Tycho mente nemlig ikke, at jorden kunne bevæge sig, for hvis den gjorde det, ville man kunne måle en [[parallakse]], og det kunne han ikke. Den manglende parallakse kunne skyldes at hans målenøjagtighed ikke var god. Hvis det var tilfældet, regnede Brahe sig frem til at afstanden fra solen til den nærmeste fiksstjerne måtte være 700 gange længden fra solen til [[Saturn]]. Dette stred imod det gamle økonomiprincip, at naturen ville ikke gøre noget unødvendigt, altså at Gud ikke ville have ladet så meget plads gå til spilde. Derfor kom Brahes verdensbillede til at se således ud: Jorden står stille nær universets centrum, uden om den cirkulerer solen og månen, rundt om solen cirkulerer de resterende planeter, og yderst er fiksstjernerne. Alle banerne i denne model er cirkelrunde.

I [[Renæssancen]] havde den katolske kirke stadig meget magt i samfundet, og det var også derfor, at de nye verdensbilleder ikke blev godkendt som rigtige lige med det samme. Kirken havde taget godt i mod det aristoteliske/ptolemæiske geocentriske verdensbillede, da dette satte jorden i centrum af universet. Kirken mente, at mennesket var centrum i universet, derfor passede det dem godt, at alt cirkulerer herom. Men da Kopernikus udgav sin bog med det heliocentriske verdensbillede, blev den sat på listen over forbudte bøger ([[Index librorum prohibitorum|Index Librorum Prohibitorum]]), selv om det var paven, der havde hyret ham til at undersøge rummet, så påsken kunne fastlægges. I forordet påtil hans bog blev der også skrevet, at dette blot var matematiske modeller, som intet havde med virkeligheden at gøre. Kirken kunne ikke forestille sig, at jorden ikke skulle være centrum, når mennesket var det vigtigste i universet. Det skulle dog også tage videnskabsmænd over 200 år at overbevise kirken om, at dens syn på verden var forkert. [[Tycho Brahe|Tycho]] var heldigere end Kopernikus, kirken havde nemlig ikke noget imod hans verdensbillede, da dette stadig var geocentrisk, og han kunne derfor fremlægge sine teorier for verden uden indblanding fra kirken. Der var også en stor modstand mod det nye verdensbillede fra den almene befolkning, da man i lang tid havde taget det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede som sikker viden.

For at opsummere: Det nye verdensbillede var det Kopernikus, der var den første, der udgav materiale om sin tvivlen på det gamle verdensbillede, da han satte solen i centrum af universet i stedet for jorden, som Aristoteles havde troet. Et par år efter var det [[Tycho]] Brahe, der begyndte at fundere over sit verdensbillede. Han sætter igen jorden i centrum, men resten af planeterne cirkulerede dog rundet om solen. Der var en stor modstand mod det nye verdensbillede, da man i lang tid havde taget det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede som sikker viden. Kirken var også meget imod Kopernikus’ verdensbillede, da det ikke længere satte jorden i centrum, men solen. På trods af denne storestor modstand, har det nye verdensbillede betydet meget, for verdens befolkning. Dada man kan sige, at det var dette, der satte tankerne i gang hos de videnskabsmænd, der kom efter Brahe og Kopernikus, var. Brahes og Kopernikus’ verdensbillede var det første spadestik, der førte til det verdensbillede vi har i dag.