Forskel mellem versioner af "Begravelse"

3 bytes fjernet ,  for 1 år siden
m
Mellemrumkorrektion
(Småfisk)
m (Mellemrumkorrektion)
 
==== Historie ====
Jordpåkastelsen foregik i [[middelalderen]] efter samme [[ ritual]] i så godt som hele den kristne verden, med den [[latin]]ske formel: "''De terra plasmasti me et carne induisti me. Redemtor noster resuscita me in novissimo die.''" (= Af jord har du dannet mig, og kød har du iklædt mig. Vor frelser, opvæk mig på den yderste dag.) I middelalderen var begravelserne en hovedindtægtskilde for kirken i form af [[afgift]]er og [[arv]]. Efter [[reformationen]] i [[1536]], hvor man kuldkastede de [[Katolicisme|katolske]] [[tradition]]er, bredte der sig en usikkerhed om, hvorvidt man skulle holde fast ved jordpåkastelsen. [[Luther]] skrev i sit forord til ''Kristelige Begravelses[[salme]]r'' ([[1542]]), at vi i vor kirke har afskaffet alle pavelige vederstyggeligheder og gøgleri. Begravelsen skulle nu kun handle om [[opstandelse]]n, om kærlighed og venskab, og påminde tilhørerne om deres egen død. <ref name=autogeneret1>[http://www.kristendom.dk/begravelse/af-jord-er-du-kommet Af jord er du kommet | Kristendom.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
 
[[Fil:Bondebegravelse.jpg|thumb|[[Erik Werenskiold]]s maleri ''En bondebegravelse'' fra [[1885]].]]
I [[Tyskland]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] var skikken med jordpåkastelse næsten helt afskaffet, og på [[Landemode]]t i [[Roskilde]] i [[1592]] spurgte [[magister]] Søren i [[Helsingør]], hvorledes han skulle forholde sig til sin embedsbroder, den tyske [[prædikant]] sammesteds, der ikke foretog denne handling. Han fik til svar, at jordpåkastelsen skulle opretholdes, men ingen yderligere instruks. Biskoppen på [[Fyn]] meddelte i [[1566]] blot at: "''Præsten skal kaste en spadefuld jord eller to på liget.''" Det kom derfor til store regionale uligheder. Ofte lod man en lille forklarende tale ledsage jordpåkastelsen. En sådan fra [[1566]] lyder: "''Det har været en gammel sædvane hos os, at når nogen kristen begraves, da plejer man at kaste tre skovlfulde jord på deres lig til en god påmindelse, os skal påminde, at vi er ikke kommet på [[legeme (individ)|legeme]]ts vegne af nogen ypperlig [[materie]], som [[stjerner]] har i sig og sådanne kroppe, men af dette ringe element jorden, og skal derhen på det sidste. Derfor skulle vi nu aldrig os [[hovmod]]e nogen tid enten af vor velbyrdighed, adelskab, slægt, byrd, styrke, kraft, gods, rigdom, skønhed osv. Derfor siger man nu således: af jord har [[Gud (monoteistisk)|Gud]] skabt dig. Kød og blod har han iført dig. Til jorden est du kommen igen. Gud give dig en glædelig opstandelse på den yderste [[dommedag]]!''" Så trådte en af afdødes standsfæller frem og holdt en mindetale. I den nye lutherske lære var det talte ord det vigtige, mens man skulle undgå katolsk messetjeneste. Især [[adel]]en gav den afdøde et skudsmål. Præsterne fandt det upassende, idet de allerede havde holdt en ligtale. I øvrigt var det [[prædiken]], man mente, når man på luthersk vis talte om ordet, ikke om et skudsmål. Til sidst gik man i stedet over til højtlæsning af den afdødes [[testamente]] efter jordpåkastelsen. Al anden snak blev forbudt, om fornødent ved [[politiet]]s hjælp. <ref name=autogeneret1 />
 
Jordfæstelse som den korrekte kristne begravelse fremgår udtrykkeligt af [[kirkeritualet]] af 25. juli [[1685]], som definerede en korrekt begravelse, samt kirkens [[monopol]] på den tilhørende ceremoni. Hvor det altid havde været en betingelse for en kristen begravelse, at den afdøde var [[Dåb|døbt]], blev det nu også foreskrevet, at ingen måtte begraves uden præstens medvirken, og at afdødes venner eller stedets øvrighed skulle tilse, at afdøde fik en kristen begravelse. Dødsfald skulle derfor meldes til præsten, som skulle føre bog over alle [[sogn]]ets dødsfald. For at sikre [[sjæl]]ens [[frelse]] og det evige liv blev det afgørende, at den afdøde blev lagt i indviet jord, og at man udtalte formlen "''Af jord er du skabt mig, og med kød har du beklædt mig. Min frelser, opvæk mig på den yderste dag.''" <ref>https://www.djoef.dk/blade/juristen/juristen-2011/juristen-nr-2-2011/~/media/Documents/Djoef/J/Juristen%20nr%202%202011.ashx (s. 37)</ref>
 
En dansk begravelse i 1600-tallet indebar ikke kun, at man fulgte en kær afdød til graven, men også en fjende, der ikke måtte gå igen og gøre skade. Undertiden brød man et hul i husets [[Gavl (bygningsdel)|gavl]], og murede det til igen, når kisten var kommet ud. Ifølge [[overtro]]en vil en [[genganger]] altid søge samme vej tilbage, som han forlod stedet; men når hullet var muret til, havde man sikret, at han ikke kunne finde vejen ind. Han fik også tre håndfulde jord med i graven, som udtryk for, at den døde selv i sin grav var knyttet til gården. Kirken tog senere denne skik med i jordpåkastelsen, der blev forordnet i kirkeritualet af 1685. Jorden holder den døde fast, han er blevet "jordfæstet". En sten kunne også anbringes for at holde den døde nede på sin plads. <ref>"Med lov skal land bygges", ''Kalundborg Folkeblad'', 5. februar 2000</ref>
 
[[Fil:Hannover Juedischer Friedhof An der Strangriede 3.jpg|thumb|Jødisk gravplads i [[Hannover]].]]
549

redigeringer