Pave Pius 11.: Forskelle mellem versioner

I [[1854]] udtalte den daværende pave sig imod "''den gudløse og fordærvelige opfattelse''", at der skulle være frelse at finde udenfor [[den romersk-katolske kirke]], og som reaktion på [[økumeni]]ske verdensmøder i [[1925]] og [[1927]], erklærede Pius 11., at man på ingen måde kunne deltage i dem, "''fordi enheden, som [[Kristus]] ønsker det, kan ikke skabes med, men kun i den katolske kirke''", og i ''Mortalium animos'' fra [[1928]] forbød han katolikker både at deltage i og at bede for sådanne arrangementer. <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 270), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4</ref>

I [[1929]] udtalte Pius sig imod, at begge køn skulle have adgang til at få uddannelse, fordi "''naturen selv''" forbød det. Samme år tog den 21-årige [[Simone de Beauvoir]] sin ''agrégation''-eksamen som den yngste nogensinde, og ovenikøbet som den næstbedste på sit kuld. <ref>Peter Normann Waage: ''Jeg – individets kulturhistorie'' (s. 413), forlaget Schibsted, Oslo 2008, ISBN 978-82-516-2600-2</ref>

Den katolske kirke var svækket af at have taget parti mod [[Alfred Dreyfus]] i [[Dreyfus-affæren]], og i [[mellemkrigstiden]] fik [[Ydre mission|mission]]svirksomhed en opblomstring. Pius formanede alle [[biskop]]per til at gå ind for opgaven. [[Lærestol]]e i missionsvidenskab blev oprettet ved katolske læreanstalter. Missionens centralisering under [[Rom]] øgedes, men skulle stå udenfor politiske og nationale interesser. <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 267)</ref>

Under [[motto]]et "''Kristi fred i Kristi rige''" arbejdede Pius målrettet for at gøre [[pavekirken]]s værdier gældende i samfundet. Gennem den centralt styrede "Katolsk Aktion" skulle lægfolk bistå [[gejstlighed]]en hermed. Omkring 500 [[saligkåring]]er og 33 [[helgenkåring]]er fremmede dette. Pius tog afstand fra den [[nationalisme]], der fulgte i [[første verdenskrig]]s kølvand, selv om pavekirken blev [[diktator]]en [[Franco]]s stærkeste støtte. Gennem [[Laterantraktaten]] kom pave Pius og [[Mussolini]] til enighed om "det romerske spørgsmål". Mussolini vandt prestige hermed, og Pius undlod at kritisere hans invasion af [[Abessinien]]. <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 241-2)</ref>