Hundredårskrigen: Forskelle mellem versioner

'''Hundredårskrigen''' var en serierække konflikter mellem 1337 og 1453 mellem [[huset Plantagenet]], herskere over [[Kongeriget England]], og [[huset Valois]], herskere af [[Kongeriget Frankrig]] om arveretten til den franske trone. Hver side trak mange allierede med ind i krigen. Det er en af de største og vigtigste konflikter i [[middelalderen]]s [[Europa]], hvor fem generationer af konger fra to rivaliserende dynastier kæmpede om tronen til det største kongerige i [[Vesteuropa]]. Krigen markerede både højdepunktet af [[ridderlighed]] og nedgang og udviklede stærke nationale identiteter i begge lande.

Efter den [[Normanniske erobring af England]] var Englands konge [[vasal]] under den franske konge formht. rigetsEnglands besiddelser i Frankrig. De franske konger bestræbte sig over århundrederne på at reducere disse besiddelser, til kun området [[Gascogne]] var på engelske hænder. Truslen om at konfiskere detdette hertugdømme havde været en del af fransk politik for at måle den voksende engelske magt, særligt når englænderne var i krig med [[Kongeriget Skotland]], der var allieret med Frankrig.

* [[Hundredårskrigen (1369–89)|CarolinekrigenKarl V-krigen (1369–1389)]]

Lokale konflikterKonflikter i naboområderne, som var relateret til krigen som den [[bretonske arvefølgekrig]] (1341–1364), den [[castilianske borgerkrig]] (1366–1369), [[de to Peteres krig]] (1356–1375) i Aragonien og [[den portugisiske krise i 1383–85]] blev alle benyttet til at fremme de involverede parters sag. Senere historikere begyndte at bruge begrebet "Hundredårskrigen" om alle begivenhederne, og de etablerede dermeddøbte den længste militære konflikt i [[Europas historie|europæisk historie]].

Krigens betydning skyldes flere deleforhold. Ved afslutningen var de feudale hære i vid udstrækning erstattet af professionelle [[lejesoldater]], og den [[aristokrati]]ske dominans var erstattet af en demokratisering af arbejdsstyrken og våben i krigen. Selv om det hovedsageligt var en konflikt mellem dynastier, satte krigen også gang i ideer til den franske og engelske nationalisme. DenIntroduktion bredereaf introduktion afnye våben og taktikker fortrængte de feudale hære, hvor tungt kavaleri havde domineret. Krigen igangsatte oprettelsen afoprettede de første stående hære i [[Vesteuropa]] siden(efter det [[Vestromerske Rige]],) og hjalp med at ændre deres rolle i krigsførelse. I Frankrig reduceredereduceredes befolkningstallet drastisk af en kombination af borgerkrige, dødelige [[epidemi]]er, [[hungersnød]] og grupper af lejesoldater befolkningstallet drastisk. De politiskePolitik kræfter endte med at være mod den dyre krig. De utilfredse adelige, der havde mistet deres store landbesiddelser på kontinentet, blev en stor betydende faktor i de engelske borgerkrige kendt som [[rosekrigene]] (1455–1487).

Den grundlæggende årsagÅrsagen til konflikten skal findes i demografiske, økonomiske og sociale kriser i 1300-tallets Europa. StartenKrigen på krigen var motiveret afskyldtes en gradvist øget spænding og uoverensstemmelse mellem Frankrig og England over [[Guyenne]], Flandern og Skotland. Arvefølgespørgsmålet i dynastiet, somefter skete efterat arvelinjen af Capet'erne blev brudt, var den officielle årsag.

Spørgsmålet om en kvindelig tronfølger i Frankrig blev stillet ved [[Ludvig 10. af Frankrig|Ludvig 10.s]] død i 1316. Ludvig 10. efterlod sig kun en datter, og [[Johan 1. af Frankrig|sin posthume søn Johan 1.]] var kun i live i få dage. Philip, greve af Poitiers og Ludvig 10.s bror, hævdede, at kvinder ikke var berettiget til kronen. Via sin politiske indflydelse og sine overtalelsesevner fik han overbevist sine modstandere og overtog tronen som [[Philip 5. af Frankrig]]. Den samme lov, som han påkaldte sig, gjorde, at hans egne døtre ikke kunne arve tronen, og den gik derfor til hans yngre bror, Karl 4., i 1322.<ref name=brissaud329>{{harvnb|Brissaud|1915|pp=329–330}}</ref>

Karl 4.s nærmeste mandlige slægtning var hans nevø [[Edvard 3. af England]]. Edvard var søn af [[Isabella af Frankrig|Isabella]], der var Karl 4.s søster, men der blev stillet spørgsmål ved, om hun skulle have lov at videregive arveretten, når hun ikke selv kunne arve tronen. Den franske adel modsatte sig at blive regeret af Isabella og hendes elsker [[Roger Mortimer]], som var mistænkt for at stå bag mordet på den tidligere engelske konge, [[Edvard 2. af England|Edvard 2.]]. Forsamlingen af de franske baroner, biskopper og [[Universitet i Paris]] besluttede, at mænd som arvede retten via deres moder skulle ekskluderes. Således blevvalgtes den nærmeste mandlige arving, Karl 4.s fætter, Philip, greve af Valois, og det blev besluttet at han skulle krones som Philip 6. I 1340 bekræftede [[Avignon-pavedømmet]] i [[saliske lov]], at mænd ikke kunne arve gennem deres mødre.<ref name=brissaud329 /><ref name=orton872>{{harvnb|Previté-Orton|1978|p=872}}</ref>

Det [[Angel-normannere|anglo-normanniske]] dynasti, der havde hersket over England siden [[Den normanniske erobring af England|den normanniske erobring]] i 1066, blev bragt til en endeuddøde, da [[Henrik 2. af England|Henrik]], søn af [[Geoffrey Plantagenet, greve af Anjou|Geoffrey af Anjou]] og [[kejserinde Matilda]] og oldebarn af [[Vilhelm Erobreren]], blev den første af de [[Angevinkonger i England|Angevinkongerne i England]] i 1154 under navnet Henrik 2.<ref name=bartlett22>{{harvnb|Bartlett|2000|p=22}}</ref> Angevinkongerne regerede direkte over [[Angevinimperiet|mere fransk territorium]] kongerne af Frankrig. De skulle dog stadig sværge troskab til den franske konge for disse territorier. Fra 1000-tallet og fremefter var der selvstyre i disse området, hvilket i praksis neutraliserede problemet.<ref name=bartlett17>{{harvnb|Bartlett|2000|p=17}}</ref>P

[[Johan af England]] arvede Angevins områder fra [[Richard 1. af England|Richard 1.]]. [[Philip 2. af Frankrig]] udnyttede dog bevidst Johans svaghed, både juridisk og militært, og i 1204 var det lykkedes at tage kontrol over størstedelen af de tidligere Angevins områder. Efter Johans styre blev de engelske konges besiddelser på kontinentet, som [[hertug af Aquitaine]] (Guyenne), begrænset til provinsen [[Gascogne]], efter [[slaget ved Bouvines]] (1214), [[Saintongekrigen]] (1242) og til slut [[Saint-Sardoskrigen]] (1324).<ref name=ehistory>{{harvnb|Gormley|2007}} [http://ehistory.osu.edu/osu/archive/hundredyearswar.cfm?CFID=12106913&CFTOKEN=48989585&jsessionid=463076a37003e50bfe0063343a5d3c64687b eHISTORY] Ohio State University</ref>

Uenighederne overom Guyenne er vigtigere for udbruddet af krigen end den dynastiske arvefølge. Guyenne var et betydeligt problem for kongerne i både Frankrig og England. Edvard 3. var en af Philip 6.s vasaller og blev derfor nødt til at anerkende den franske konges suverænitet over Guyenne. Rent praktisk kunne en dom i Guyenne appelleres til den kongelige franske domstol. Frankrigs konge havde magt til at annullere alle lovmæssige beslutninger, som Englands konge måtte lave i Aquitaine, hvilket var uacceptabelt for den engelske kongeham. Derfor var suverænitet over Guyenne en latent konflik mellem de to monarkier i flere generationer.

Under [[Saint-Sardoskrigen]] invaderede [[Charles, greve af Valois|Charles af Valois]] og far til Philip 6., Aquitaine på vegne af Karl 4., og han erobrede hertugdømmet efter et lokalt oprør, som franskmændene troede at, Edvard 2. af England havde tilskyndet. Karl 4. indvilligede modvilligt i at givet området tilbage i 1325. For at få hertugdømmet tilbage måtte Edvard 2. indgå et kompromis ved at sende sin søn, den fremtidige kong Edvard 3., for at sværge troskab.

I 1000-tallet var [[Gascogne]] i det sydvestlige Frankrig optaget i Aquitaine (også kendt som ''Guyenne'' eller ''Guienne'') og dannede provinsen Guyenne og [[Gascogne]] ([[Fransk (sprog)|fransk]]: ''Guyenne-et-Gascogne''). [[Angevinkongerne af England]] blev [[Hertug af Aquitaine|hertuger af Aquitaine]] efter [[Henrik 2. af England|Henrik 2.]] giftede sig i 1152 med den tidligere dronning af Frankrig, [[Eleanor af Aquitaine]], hvorefter landet var vasal under den franske krone. I 1200-tallet var Aquitaine og Guyenne-et-Gascogne stort set [[synonym]]e.<ref name=harris8>{{harvnb|Harris|1994|p=8}}</ref><ref name=prestwich298>{{harvnb|Prestwich|1988|p=298}}</ref> Ved begyndelser af Edvard 3.s regeringstid den 1. februar 1327 var den eneste del af Aquitaine, der stadig tilhørte den engelske trone hertugdømme Gascogne. Termen "Gascogne" blev brugt om det område som Angevin ([[Plantagenet]]) kongerne af England havde i det sydvestlige Frankrig, selvom de stadig brugte titlen hertug af Aquitaine.<ref name=prestwich298 /><ref name=prestwich292>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=292–293}}</ref>

Philip 6. havde samlet en stor flåde ud for [[Marseille]] som en del af en ambitiøs plan for [[korstog]] til det [[hellige land]]. Planen blev dog opgivet, og flåden, inklusivemed bidragdeltagelse fraaf den skotske flåde, sejlede til [[Den Engelske Kanal]] ud for Normandiet i 1336, hvor de var en trussel for England.<ref name=prestwich306/> For at gøre noget ved denne krise foreslog Edvard, at England skulle lave to hære; énen til at tage sig af skotterne "på et passende tidspunkt" og en med attil fortsætte generobringen af Gascogne. På samme tid skulle der sendes [[ambassadør]]er til Frankrig for at forhandle en fredsaftale med landets konge.<ref name=sumption180>{{harvnb|Sumption|1991|p=180}}</ref>

I slutningen af april 1337 blev Philip af Frankrig inviteret til at mødes medmøde en delegation fra England, men han afslog. ''[[Arrière-ban]]'', bogstaveligt talt at indkalde til våben,(mobilisering) blev proklameret i hele Frankrig fra den 30. april 1337. I maj samme år mødtes Philip med sit storråd i Paris. Det blev besluttet at hertugdømmet Aquitaine, i praksis Gascogne, skulle tilbage på kongens hænder med den begrundelse, at Edvard 3. var i strid med sine forpligtelser som vasal og havde givet husly til kongens "dødsfjende" Robert d'Artois.<ref name=sumption184>{{harvnb|Sumption|1991|p=184}}</ref> Edvards modsvarsvar til,på at Aquitaine blev konfiskeret, blevvar at udfordre Philips ret til den franske trone. Da Karl 4. døde, havde Edvard krævet retten til den franske trone via sin mor Isabella (Karl 4.s søster), datter af Philip 4. Ethvert krav på tronen blev betragtet som en annullering af den ed, han havde svoret til Philip 6. i 1329. Edvard genoptog sit krav og i 1340 tog han formelt titlen som "Konge af Frankrig og det franske våbenskjold.<ref name=prestwich149>{{harvnb|Prestwich|2003|pp=149–150}}</ref>

Den 26. januar 1340 svor Guy, halvbror til greven af [[Grevskabet Flandern|Flandern]], formelt troskab til Edvard 3. Myndighederne i [[Gent]], [[Ypres]] og [[Brügge]] udråbte Edvard som konge af Frankrig. Edvards mål var at styrke sin alliance med [[Nederlandene (historisk område)|Nederlandene]]. Hans støtter kunne nu hævde, at de var loyale mod den "sande" konge af Frankrig og de var således ikke oprøre mod Philip. I februar 1340 returnerederejste Edvard til England for at skaffe flere penge og for at tage sig af politiske udfordringer.<ref name=prestwich307>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=307–312}}</ref>

Relationerne til Flandern var forbundet med den engelske handel med [[uld]], da Flanderns største byer i høj grad afhang af tekstilproduktion, og England stod for mange af de nødvendige råvarer. Edvard 3. havde beordret sin [[Lord Chancellor|kansler]] til at sidde på en [[uldsæk]] i rådet som et symbol på den førende uldhandel.<ref name="friar480">{{harvnb|Friar|2004|pp=480–481}}</ref> På dette tidspunkt var der omkring 110.000 får alene i Sussex.<ref name="darby160">R.E.Glassock. England circa 1334 ''in'' {{harvnb|Darby|1976|p=160}}</ref> De store klostre i middelalderens England producerede et stort overskudmængder af uld, som blev solgt til det europæiske fastland. Skiftende regeringer var i stand til at tjenetjente mange penge på at lægge skat på uldhandlen.<ref name="friar480"/> Frankrigs styrke til søs ledte til en ændring i Englands økonomiske situation og fik handlen med uld til Flandern og vin med Gascogne til af falde kraftigt.<ref name=sumption188>{{harvnb|Sumption|1991|pp=188–189}}</ref><ref name=sumption233>{{harvnb|Sumption|1991|pp=233–234}}</ref>

Edvard sejlede med sin flåde fra England den 22. juni 1340, og ankom den næste dag til [[Zwin]]-flodmundingenmundingen. Den franske flåde lagde sig i en forsvarsposition i havnen ved [[Sluis]]. Herefter lykkedes det tilsyneladende den engelske flåde at snyde franskmændene til at tro, at de trak sig tilbage. Da vinden vendte sendtsent om eftermiddagen, angreb englænderne med vinden og solen bag sig. Den franske flåde blev næsten fuldstændigt tilintetgjort i det, som blev kendt som [[slaget ved Sluys]]. England dominerede Den Engelske Kanal under resten af krigen,. hvilketDet forhindrede franske [[invasion]]er.<ref name=prestwich307 /> På dette tidspunktNu havde Edvard brugt alle sine penge tilpå krigen, og den var sandsynligvis stoppet herendt, hvis ikke [[Johan 3., hertug af Bretagne|hertugen af Bretagne]] døde,. hvilketDet igangsattebegyndte en tvist om hertugens halvbror [[John af Montfort]] og [[Charles 1., hertug af Bretagne|Charles af Blois]], Philip 6.s nevø.<ref name=rogers88>{{harvnb|Rogers|2010|pp=88–89}}</ref>

I 1341 begyndte konflikten overom arveretten til [[fyrstedømmet Bretagne]] med den [[bretonske tronfølgekrig]], hvor Edvard støttede John af Montfort, mens Philip støttede Charles af Blois. De næste få års begivenheder fokuserede kamp ompå Bretagne.: Byens [[Vannes]] skiftede hænder adskillige gange, men yderligere felttog i Gascogne havde blandet succes for beggevekslende siderheld.<ref name=rogers88 />

I juli 1346 startedeindledte Edvard en stor invasion hen over kanalen og gik i land i Normandiets [[Cotentin]] ved St. Vaast. Den engelske hær erobrede den ubevogtedeubefæstede by [[Caen]] på blot en enkelt dag. Philip samlede en stor hær for at forsvare sig mod Edvard, der marcherede mod nord til Nederlandene, og han plyndrede på sin vej, frem for at forsøge at overtage området. Han nåede til floden [[Seinen]], hvor han fandt, at de fleste broer og andre steder, der hvor man kunne krydse flodenvadesteder, var blevet ødelagt. Han gik derfor længere og længere mod syd, og kom foruroligende tæt på [[Paris]], indtilfør han fandt et sted at komme overkrydse ved Poissy. Broen her var kun delvist ødelagt, så tømrerne i hans følge kunne reparere den. Han fortsatte derefter mod Nederlandene indtil han nåede floden [[Somme (flod)|Somme]]. Hæren krydsede floden viaved et vadested ved Blanchetaque, og efterlod Philips hær på den anden side. Edvard fortsatte herefter mod Flandern, indtil han blev udmanøvreret af Philip. Han blev derefter nødt til at gøre klar til kamp, og Philips hær angreb.

[[Slaget ved Crécy]] var en katastrofe for franskmændene, i høj grad på grund af de engelske [[langbue]]skytter og den franske konge, der startedeindledte angrebet indenfør hans hær var klar.<ref name=prestwich318>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=318–319}}</ref> Philip appellerede til sine skotske allierede om at hjælpe med et afledningsangreb på England. Kong [[David 2. af Skotland]] svarede igen ved at invadere det nordlige England, men hans hær blev besejret, og han blev selv taget til fange under [[Slaget ved Neville's Cross]] den 17. oktober 1346. DetteDet reducerede truslen fra Skotland mærkbart.<ref name=rogers88 /><ref name=rogers55>{{harvnb|Rogers|2010|pp=55–45}}</ref> I Frankrig fortsatte Edvard uden modstand mod nord, hvor han [[Belejringen af Calais (1346-1347)|belejrede byen Calais]] ved Den Engelske Kanal. Han erobrede den i 1347, og den blev et vigtigt udgangspunkt for englænderne, da det tillod at de kunne landsætte tropper i det nordlige Frankrig.<ref name=prestwich318 /> [[Calais]] forblev under engelsk kontrol selv efter hundredårskrigen, indtil den succesfulde [[Belejringen af Calais (1558)|franske belejring 1558]].<ref name=grummitt1>{{harvnb|Grummitt|2008|p=1}}</ref>

I 1348 begyndte [[pesten]], der netop var nået Paris, at hærge Europa.<ref>''The Black Death'', transl. & ed. Rosemay Horrox, (Manchester University Press, 1994), 9.</ref> I 1356 da pesten var ovre, og England var i stand til atkunne genoprette økonomien, invaderede Edvards søn, [[prins af Wales|prinsen af Wales]] der blev kendt som [[Edvard, den sorte prins|den sorte prins]]), Frankrig via Gascogne, og vandt en stor sejr i [[Slaget ved Poitiers (1356)|slaget ved Poitiers]].<ref name=rogers88 /> Under slaget anførte [[Jean 3. de Grailly, captal de Buch|Jean de Grailly]], [[captal de Buch]] en bereden enhed i skjul i skoven. Det franske angreb blev afgrænset, ved at de Grailly angreb franskmændenes flanke med sine ryttere og gjorde det umuligt for dem at flygte. Så fangede han kong [[Johan 2. af Frankrig]] (kendt som Johan den Gode) og mange af hans adelsmænd.<ref name=patourel20>{{harvnb|Le Patourel|1984|pp=20–21}}</ref><ref name=wilson218>{{harvnb|Wilson|2011|p=218}}</ref> Med Johan som gidsel overtog hans søn [[Dauphin af Frankrig|dauphin]] (den senere [[Karl 5. af Frankrig]]) tronen som regent.<ref name=guignebert304>{{harvnb|Guignebert|1930|loc=Volume 1. pp.304–307}}</ref>

Edvard invaderede Frankrig for tredje (og sidste) gang i håb om at kunne udnytte utilfredsheden i landet og overtage tronen. Tronfølgerens strategi var at undgå direkte konfrontationer på slagmarken. Edvard ønskede kronen og valgte [[katedral]]byen [[Reims]] til sin kroning (Reims var en traditionel kroningsby).<ref name=prestwich326>{{harvnb|Prestwich|2005|p=326}}</ref> Borgerne i Reims byggede og forstærkede byens forsvarsværker, inden Edvards hær ankom.<ref name=patourel189>{{harvnb|Le Patourel|1984|p=189}}</ref> Edward belejrede byen i fem uger, men forsvarsværkerne holdt, og der blev ingen kroningsceremoni.<ref name=prestwich326 /> Edvard bevægede sig mod Paris, men trak sig tilbage efter nogle få træfninger i forstæderne. Den næste by var [[Chartres]]. Her blev den engelske hær ramt af en katastrofe, da en [[Sorte mandag (1360)|kraftigkraftigt haglstormhaglvejr]] brød ud over deres lejr,. hvilketDet forårsagede over 1.000 dødsfald. Det ødelagde Edvards hær, og det tvang ham til at forhandle, da franskmændene ankom.<ref>{{Cite web|title = Hail kills English troops - Apr 13, 1360 - HISTORY.com|url = http://www.history.com/this-day-in-history/hail-kills-english-troops|website = HISTORY.com|access-date = 2016-01-22}}</ref> Der blev afholdt forhandlinger i Brétigny. De resulterede i [[freden i Brétigny]] den 8. maj 1360.<ref name=patourel32>{{harvnb|Le Patourel|1984|p=32}}</ref> Freden blev godkendt i Calais i oktober. For at få mere land i [[Aquitanien]] måtte Edvard afgive Normandiet, Anjou og Maine, og han gik med til at reducere Johans løsesum til en million kroner. Edvard opgav også sit krav på Frankrigs krone.<ref name=patourel20 /><ref name=guignebert304 /><ref name=wsbretigny>{{cite EB1911 |wstitle=Brétigny |volume=4 |page=501}}</ref>

Selvom Castilien havde lovet økonomisk støtte til den sorte prins, fik de ikke gjort det. Prinsen led af dårligt helbred og tog sin hær med tilbage til Aquitaine. For at betale en gæld, som han havde optaget til felttogtet i Castilien, lagde prinsen en skat på ildsteder, kaldet [[hearth tax]], hvilket nogenlunde svarede til énét per husholdning. [[Arnaud Amanieu, Lord af Albret|Arnaud-Amanieu 8.]], Lord af [[Albret]] havde kæmpet på prinsens side under krigen. Han var allerede utilfreds med den øgede engelske administration af Aquitaine og forbød skatten på sin ejendom og derved hos de bønder der var underlagt ham. Han sluttede sig til en gruppe af jordbesiddere fra Gascogne, der henvendte sig til Karl 5. for at få støtte til at nægte betaling af den nye skat. Karl 5. hidkaldte en af dem fra Gascogne og den sorte prins for at høre deres sag i sit ''parlament'' i Paris. Den sorte prins svarede, at han kom til Paris og tog 60.000 mænd med sig. Krigen brød atter ud, og Edward 3. tog atter titlen af konge af Frankrig.<ref name=wagner122>{{harvnb|Wagner|2006|p=122}}</ref> Karl 5. erklærede at alle engelske områder i Frankrig var tabt, og før udgangen af 1369 var der oprør i hele Aquitaine.<ref name=wagner122 /><ref name=wagner3>{{harvnb|Wagner|2006|pp=3–4}}</ref>