Frederiksværk: Forskelle mellem versioner

Da [[generalmajor]] [[Johan Frederik Classen|J.F. Classen]] og kompagnonen [[Just Fabritius]] fik overdraget værket i [[1756]], fik byen ved kongelig [[resolution]] sit navn, efter værket og [[Frederik 5.|kongen]]. ''Frederiks'' '''·''' ''værk'' – eller på datidens dansk: ''Friderichsværck''.

Da [[flyvesand]]et havde tilstoppet såvel [[Arresø]]s gamle forbindelse med [[Kattegat]] mod nord som senere dens forbindelse med [[Isefjorden]], lod [[Frederik IV]] grave en [[kanal]] [[1717]]-[[1719|19]] af danske soldater under ledelse af [[major]] [[Eberlin v. Feriden]]. Efter en gammel overlevering var det dog svenske fanger, der udførte arbejdet, og det kan også godt forholde sig rigtigt, da svenske fanger ofte gik over i dansk tjeneste eller blev sat i arbejde og endog udlejet til godsejere. Kanalen var forudsætningen for, at der kunne bygges store fabriksanlæg, som udnyttede [[vandkraft]]en. Samtidig opstod byen Frederiksværk.<ref name="Trap122">[http://runeberg.org/trap/3-2/0128.html J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 2 (1898), s. 122]</ref>

Fabricius udtrådte af kompagniskabet i 1760, hvorefter værket overgik til egentlig statsejendom ved kongens køb af Frederiksværk for 130.000 rigsdaler. Men den [[enevælde|enevældige]] majestæt lod Classen fortsætte med at bestyre det ved både at beholde inspektionen og, som det hed, "''at han dermed efter eget Behag maa skalte og valte, som han vil''". Endelig, efter et forgæves forsøg på at få Frederiksværk (tillige med [[Kronborg Geværfabrik]]) gratis tilskødet, blev Classen eneejer af værket mod en købesum på 100.000 rigsdaler. Gunstige handelsforhold, navnlig under den [[Amerikanske uafhængighedskrig|Nordamerikanske Frihedskrig]], og stor imødekommenhed fra kongens side, satte Classen i stand til at udrette meget, så at ikke alene hans fabrikker blomstrede op, men hele stedet og egnen gik frem; med held lod han hele det sandede terræn [[plantage|beplante]], hvilket ikke alene gav træ nok til krudtmøllerne, men også skaffede læ for byen. Han virkede også som ivrig landmand: Han ejede store jordarealer omkring byen. Bøndergodset, som han erhvervede i 1768, udgjorde 798 tønder land hartkorn. Her fik han tilladelse til at oprette hovedgårdene [[Arresødal]] og [[Grønnæssegaard]].<ref name="Trap122"/>

Efter Classens død på Arresødal den [[24. marts]] [[1792]] blev ifølge en bestemmelse i hans testamente Frederiksværks etablissement med bygninger og maskiner samt de to godser Arresødal og Grønnæssegaard overdraget til [[landgreve]] [[Carl af Hessen]], imod at denne årlig betalte 7.000 rigsdaler til det af Classen ved testamentet oprettede fideikommis. I året [[1804]] overdrog landgreven Frederiksværk, hvis gæld var vokset, så den oversteg ejendommens værdi, og godserne til sin svigersøn, kronprins Frederik (senere [[Frederik VI]]). Kronprinsen oprettede en egen administration, indtil ejendommene helt kunne blive statsejendom efter udløsning af medarvingerne. Disse forhandlinger vedvarede under hele Frederik VI’s regeringstid og var først tilendebragt i begyndelsen af [[Christian VIII]]s (1840).<ref name="Trap122"/>

Fabrikkerne blev ifølge lov af 4. maj 1856 i 1857 afhændede til fabrikejer [[Anker Heegaard]], der tiltrådte dem 1. januar 1858 og drev dem som maskinfabrik, jernstøberi og [[Emalje (glasmateriale)|emaljeværksted]], mens krudtværket bevaredes som statsejendom og gik over til landmilitæretaten.<ref name="Trap122"/>

Krudtværket blev senere underlagt direktøren for artilleriets tekniske tjeneste og har lige fra anlæggelsen været hærens hovedleverandør. Fra 1884 leverede det også krudt til flåden. Det ældste krudt, der fabrikeredes, var stampemøllekrudt. I1862 blev de gamle stampemøller nedlagt, og man gik over til produktion af valsepressekrudt ([[laminoirkrudt]]). Senere fremstillede man krudt ved hydraulisk presning, siden prismatisk krudt, først sort og senere brunt. Værket havde så godt som ene leveret alt det brune krudt, der benyttedes til ladninger af selv rigets sværeste kystkanoner.<ref name="Trap122"/> Endelig i 1891gik man over til fabrikationen af røgfrit krudt. Man anlage da en afsidesliggende afdeling i [[Arresødal Skov]] ved søen, [[Sørups Vang]], hvor enkelte operationer ved det røgfri krudts fabrikation foregik. Mens den egentlige fabrikation foregik på det gamle krudtværk, hvor der derfor blev opført flere nye bygninger.<ref name="Trap113">[http://runeberg.org/trap/3-2/0129.html Trap, s. 113]</ref>

Efter [[2. verdenskrig]] fortsatte Frederiksværk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143, i 1955 5.213, i 1960 5.722 og i 1965 6.805. Den største byudviklingen foregik i forstadskommunen Kregme-Vinderød Kommune.