Hundredårskrigen: Forskelle mellem versioner

* [[Hundredårskrigen (1369–89)|De to Karl'ers V-krigenkrig (1369–1389)]]

=== Uenigheder over Guyenne ([[Akvitanien]]): suverænitetsproblemer ===

Uenighederne om Guyenne (Akvitanien) er vigtigere for udbruddet af krigen end den dynastiske arvefølge. Guyenne var et betydeligt problem for kongerne i både Frankrig og England. Edvard 3. var en af Philip 6.s vasaller og blev derfor nødt til at anerkende den franske konges suverænitet over Guyenne. Rent praktisk kunne en dom i Guyenne appelleres til den kongelige franske domstol. Frankrigs konge havde magt til at annullere alle lovmæssige beslutninger, som Englands konge måtte lave i Aquitaine, hvilket var uacceptabelt for ham. Derfor var suverænitet over Guyenne en latent konflikkonflikt mellem de to monarkier i flere generationer.

Under [[Saint-Sardoskrigen]] invaderede [[Charles, greve af Valois|Charles af Valois]] og far til Philip 6., Aquitaine på vegne af Karl 4., og han erobrede hertugdømmet efter et lokalt oprør, som franskmændene troede, Edvard 2. af England havdestod tilskyndetbag. Karl 4. indvilligede modvilligt i at givet området tilbage i 1325. For at få hertugdømmet tilbage måtte Edvard 2. indgå et kompromis ved at sende sin søn, den fremtidige kong Edvard 3., for at sværge troskab.

Kongen af Frankrig indvilligede i at genoprette Guyenne, undtagen [[Agen]]. Men franskmændene forhalede overleveringovergivelsen; af landet, hvilketdet hjalp Philip 6. Den 6. juni 1329 svor Edvard 3. troskab til kongen af Frankrig. Ved ceremonien fik Philip 6. nedskrevet, at denne troskab ikke var på grund af de len, som Karl 4. havde løsrevet fra hertugdømmet Guyenne (særlig Agen). For Edvard betød det ikke, at han gav afkald på sit krav ompå de fravristede landområder.

I 1000-tallet var [[Gascogne]] i det sydvestlige Frankrig optaget i Aquitaine (også kendt som ''Guyenne'' eller ''Guienne'') og dannede provinsen Guyenne og [[Gascogne]] ([[Fransk (sprog)|fransk]]: ''Guyenne-et-Gascogne''). [[Angevinkongerne af England]] blev [[Hertug af Aquitaine|hertuger af Aquitaine]] efter [[Henrik 2. af England|Henrik 2.]] giftede sig i 1152 med den tidligere dronning af Frankrig, [[Eleanor af Aquitaine]], hvorefter landet var vasalen vasalstat under den franske krone. I 1200-tallet var Aquitaine og Guyenne-et-Gascogne stort set [[synonym]]e.<ref name=harris8>{{harvnb|Harris|1994|p=8}}</ref><ref name=prestwich298>{{harvnb|Prestwich|1988|p=298}}</ref> Ved begyndelser af Edvard 3.s regeringstid den 1. februar 1327 var hertugdømme Gascogne den eneste del af Aquitaine, der stadig tilhørte den engelske trone hertugdømme Gascogne. Termen "Gascogne" blev brugt om det område som Angevin ([[Plantagenet]]) kongerne af England havde i det sydvestlige Frankrig, selvom de stadig brugte titlen hertug af Aquitaine.<ref name=prestwich298 /><ref name=prestwich292>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=292–293}}</ref>

I de første 10 år af Edvard 3.s regering havde Gascogne været genstand for meget uenighed. Englænderne argumenterede medpåstod, at da Karl 4. ikke havde behandlet forpagteren af området ordentligt, så skulle Edvard have hertugdømmet frit for ethvert fransk overherredømme.

Dette argumentDet kunne dog ikke opretholdesfastholdes af englænderne, såog i 1329 måtte den 17-årige Edvard 3. sværge troskab til Philip 6. Traditionen krævede, at vasaller skulle nærme sig deres herre ubevæbnet og med bart hoved; Edvard demonstrerede dog sin modvillighed ved at bære sin krone og sværd.<ref name=wilson194>{{harvnb|Wilson|2011|p=194}}</ref> På trods af at Edvard overholdt sine forpligtelser, ganske vist modstræbende, fortsatte franskmændene deres pres mod den engelske administration.<ref name=prestwich394>{{harvnb|Prestwich|2005|p=394}}</ref>

Gascogne var ikke det eneste ømme punkt. En af Edvards indflydelsesrige rådgivere var [[Robert 3. af Artois]]. Robert var i eksil fra det franske hof, efter at han var blevet uvenner med Philip 6. overom et arveretsligt anliggendearveanliggende. Han rådede Edvard til at starte enerklære krig for at generobre Frankrig, og han kunne skaffe omfattende efterretninger fra det franske hof.<ref name=prestwich306>{{harvnb|Prestwich|2005|p=306}}</ref>

Kongerne af England havde forsøgt at underlægge sig skotterne i nogen tid,. hvilketDet gjorde Skotland til en af Frankrigs naturlige allierede. I 1295 havde de Skotland og Frankrig underskrevet en aftale under [[Philip 4. af Frankrig|Philip den Smukke]]. Karl 4. [[Freden i Corbeil (1326)|fornyede formelt aftalen]] i 1326, hvor det blevFrankrig lovetlovede at Frankrig ville støtte skotterne, hvis England invaderede. På samme vis ville Frankrig få Skotlands støtte, hvis deres kongerigede blev angrebet. Edvard kunne ikke få gennemført sin plan for Skotland, hvis skotterne kunne regne med fransk støtte.<ref name=prestwich304>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=304–305}}</ref>

Philip 6. havde samlet en stor flåde ud for [[Marseille]] som en del af en ambitiøs plan for [[korstog]] til det [[hellige land]]. Planen blev dog opgivet, og flåden med deltagelse af den skotske flåde, sejlede til [[Den Engelske Kanal]] ud for Normandiet i 1336, hvor de var en trussel for England.<ref name=prestwich306/> For at gøre noget ved denne krise foreslog Edvard, at England skulle lave to hære;: en til at tage sig af skotterne "på et passende tidspunkt" og en til fortsætte generobringen af Gascogne. På samme tid skulle der sendes [[ambassadør]]er til Frankrig for at forhandle en fredsaftale med landets konge.<ref name=sumption180>{{harvnb|Sumption|1991|p=180}}</ref>

I slutningen af april 1337 blev Philip af Frankrig inviteret til at møde en delegation fra England, men han afslog. ''[[Arrière-ban]]'' (mobilisering) blev proklameret i hele Frankrig fra den 30. april 1337. I maj samme år mødtes Philip med sit storråd i Paris. Det blev besluttet at hertugdømmet Aquitaine, (i praksis Gascogne,) skulle tilbage på kongens hænder med den begrundelse, at Edvard 3. i strid med sine forpligtelser som vasal havde givet husly til kongens "dødsfjende" Robert d'Artois.<ref name=sumption184>{{harvnb|Sumption|1991|p=184}}</ref> Edvards svar på at Aquitaine blev konfiskeret, var at udfordre Philips ret til den franske trone. Da Karl 4. døde, havde Edvard krævet retten til den franske trone via sin mor Isabella (Karl 4.s søster), datter af Philip 4. Ethvert krav på tronen blev betragtet som en annullering af den ed, han havde svoret til Philip 6. i 1329. Edvard genoptog sit krav, og i 1340 tog han formelt titlen som "Konge af Frankrig og det franske våbenskjold.<ref name=prestwich149>{{harvnb|Prestwich|2003|pp=149–150}}</ref>

Den 26. januar 1340 svor Guy, halvbror til greven af [[Grevskabet Flandern|Flandern]], formelt troskab til Edvard 3. Myndighederne i [[Gent]], [[Ypres]] og [[Brügge]] udråbte Edvard som konge af Frankrig. Edvards mål var at styrke sin alliance med [[Nederlandene (historisk område)|Nederlandene]]. Hans støtter kunne nu hævde, at de var loyale mod den "sande" konge af Frankrig, og de var således ikke oprøreoprørere mod Philip. I februar 1340 rejste Edvard til England for at skaffe flere penge og for at tage sig af politiske udfordringer.<ref name=prestwich307>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=307–312}}</ref>

Relationerne til Flandern var forbundet med den engelske handel med [[uld]], da Flanderns største byer i høj grad afhang af tekstilproduktion, og England stod forleverede mange af de nødvendige råvarer. Edvard 3. havde beordret sin [[Lord Chancellor|kansler]] til at sidde på en [[uldsæk]] i rådet som et symbol på den førende uldhandel.<ref name="friar480">{{harvnb|Friar|2004|pp=480–481}}</ref> På dette tidspunkt var der omkring 110.000 får alene i Sussex.<ref name="darby160">R.E.Glassock. England circaca. 1334 ''in'' {{harvnb|Darby|1976|p=160}}</ref> De store klostre i middelalderens England producerede mængder af uld, som blev solgt til det europæiske fastland. Skiftende regeringer tjente mange pengestort på skat på uldhandlen.<ref name="friar480"/> Frankrigs styrke til søs ledte til en ændring i Englands økonomiske situation og fik handlen med uld til Flandern og vin med Gascogne til af falde kraftigt.<ref name=sumption188>{{harvnb|Sumption|1991|pp=188–189}}</ref><ref name=sumption233>{{harvnb|Sumption|1991|pp=233–234}}</ref>

Edvard sejlede med sin flåde fra England den 22. juni 1340 og ankom næstedagen dagefter til [[Zwin]]-mundingen. Den franske flåde lagde sig i en forsvarsposition i havnen ved [[Sluis]]. Herefter lykkedes det tilsyneladende den engelske flåde at snyde franskmændene til at tro, at deden trak sig tilbage. Da vinden vendte sent ompå eftermiddagen, angreb englænderne med vinden og solen bag sig. Den franske flåde blev næsten fuldstændigt tilintetgjort i [[slaget ved Sluys]]. England dominerede Den Engelske Kanal resten af krigen. Det forhindrede franske [[invasion]]er.<ref name=prestwich307 /> Nu havde Edvard brugt alle sine penge på krigen, og den var sandsynligvis endt, hvis ikke [[Johan 3., hertug af Bretagne|hertugen af Bretagne]] døde. DetDa begyndte en tvist om hertugens halvbror [[John af Montfort]] og [[Charles 1., hertug af Bretagne|Charles af Blois]], Philip 6.s nevø.<ref name=rogers88>{{harvnb|Rogers|2010|pp=88–89}}</ref>

I 1341 begyndte konflikten om arveretten til [[fyrstedømmet Bretagne]] med den [[bretonske tronfølgekrig]], hvor Edvard støttede John af [[Montfort]], mens Philip støttede Charles af [[Blois]]. De næste få års begivenheder fokuseredeforegik påi Bretagne: Byens [[Vannes]] skiftede hænder adskillige gange, menmens yderligere felttog i Gascogne havde vekslende held.<ref name=rogers88 />

I juli 1346 indledte Edvard en stor invasion over kanalen og gik i land i NormandietsNormandiet i [[Cotentin]] ved [[St. Vaast]]. Den engelske hær erobrede den ubefæstede by [[Caen]] på en enkelt dag. Philip samlede en stor hær for at forsvare sig mod Edvard, der marcherede mod nord til Nederlandene, og han plyndrede på sin vejvejen frem for at forsøge at overtage området. Han nåede til floden [[Seinen]], hvor han fandt, at de fleste broer og vadesteder, var blevet ødelagt. Han gik derfor længere og længere mod syd og kom foruroligende tæt på [[Paris]], før han fandt et sted at krydse ved [[Poissy]]. Broen her var kun delvist ødelagt, så tømrerne i hans følge kunne reparere den. Han fortsatte derefter mod Nederlandene indtiltil han nåede floden [[Somme (flod)|Somme]]. Hæren krydsede floden ved et vadested ved [[Blanchetaque]] og efterlod Philips hær på den anden side. Edvard fortsatte herefter mod Flandern, indtil han blev udmanøvreret af Philip. Han blev derefter nødt til at gøre klar til kamp, og Philips hær angreb.

[[Slaget ved Crécy]] var en katastrofe for franskmændene i høj grad på grund af de engelske [[langbue]]skytter og den franske konge, der indledte angrebet før hans hær var klar.<ref name=prestwich318>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=318–319}}</ref> Philip appellerede til sine skotske allierede om at hjælpe med et afledningsangreb på England. Kong [[David 2. af Skotland]] svarede igen ved at invadereinvaderede det nordlige England, men hans hær blev besejret, og han blev selv taget til fange under [[Slaget ved Neville's Cross]] den 17. oktober 1346. Det reducerede truslen fra Skotland mærkbart.<ref name=rogers88 /><ref name=rogers55>{{harvnb|Rogers|2010|pp=55–45}}</ref> I Frankrig fortsatte Edvard uden modstand mod nord, hvor han [[Belejringen af Calais (1346-1347)|belejrede byen Calais]] ved Den Engelske Kanal. Han erobrede den i 1347, og den blev et vigtigt udgangspunkt for englænderne, da detde tillod at denu kunne landsætte tropper i det nordlige Frankrig.<ref name=prestwich318 /> [[Calais]] forblev under engelsk kontrol selv efter hundredårskrigen, indtil den succesfulde [[Belejringen af Calais (1558)|franske belejring 1558]].<ref name=grummitt1>{{harvnb|Grummitt|2008|p=1}}</ref>

I 1348 begyndte [[pesten]], der netop var nået Paris, at hærge Europa.<ref>''The Black Death'', transl. & ed. Rosemay Horrox, (Manchester University Press, 1994), 9.</ref> I 1356 da pesten var ovre, og England kunne genoprette økonomien, invaderede Edvards søn, [[prins af Wales|prinsen af Wales]] der blev kendt som [[Edvard, den sorte prins|den sorte prins]]), Frankrig via Gascogne, og vandt en stor sejr i [[Slaget ved Poitiers (1356)|slaget ved Poitiers]].<ref name=rogers88 /> Under slaget anførte [[Jean 3. de Grailly, captal de Buch|Jean de Grailly]], [[captal de Buch]] en bereden enhed i skjul i skoven. Det franske angreb blev afgrænset, ved at [[de Grailly]] angreb franskmændenes flanke med sine ryttere og gjorde det umuligt for dem at flygte. Så fangede han kong [[Johan 2. af Frankrig]] (kendt som Johan den Gode) og mange af hans adelsmænd.<ref name=patourel20>{{harvnb|Le Patourel|1984|pp=20–21}}</ref><ref name=wilson218>{{harvnb|Wilson|2011|p=218}}</ref> Med Johan som gidsel overtog hans søn [[Dauphin af Frankrig|dauphin]] (den senere [[Karl 5. af Frankrig]]) tronen som regent.<ref name=guignebert304>{{harvnb|Guignebert|1930|loc=Volume 1. pp.304–307}}</ref>

{{quote|...Fra dette tidspunkt gik alt galt for kongeriget, og staten gik i opløsning. Tyve og røvere skød op overalt i landet. [[Adel]]en foragtede og hadede alle andre og gjorde intet af gensidig nytte og profit for herremænd og almue. De underkastede sig og udplyndrede bønderne og mændene i landsbyerne. De forsvarede ingenlunde deres land mod fjender. I stedet trampede de folk under fode, røvede og plyndredeudplyndrede bønderne. <small>Fra ''Chronicles of Jean de Venette''</small><ref name=birsall66>{{harvnb|de Venette|1953|p=66}}</ref>}}

Den franske kong [[Johan 2. af Frankrig|Johan 2.]] blev holdt fanget i England. Freden i Brétigny satte ham fri mod tre millioner kroner og en række gidsler som to af hans sønner, prinser og adelige, fire indbyggere fra Paris og to indbyggere fra hver af de 19 vigtigste byer i Frankrig. Nu vendte Johan tilbage til Frankrig, hvor han prøvede at betaleskaffe løsesummen. I 1362 undslap Johans søn [[Louis 1. af Anjou|Louis af Anjou]] sit fangeskab i Calais. Da et gidsel var væk, følte Johan sig forpligtet til at vende tilbage til fangeskab hos englænderne for at beholdebevare ærensin ære.<ref name="guignebert304"/><ref name=wsbretigny />

Den franske krone havde været på kant med [[Kongeriget Navarra|Navarra]] ved det sydlige Gascogne siden 1354, og i 1363 brugte indbyggerne i Navarra Johans fængsling i London og tronfølgerens politiske svaghed til at tage magten.<ref name=wagner102>{{harvnb|Wagner|2006|pp=102–103}}</ref> Selv om der ikke var en formel aftale, støttede Edvard 3. Navarra, særligt fordi der var en udsigt til at han kunne få kontrol over de nordlige og vestlige provinser som en konsekvens. Så hanHan forsinkede med vilje fredsforhandlingerne.<ref name=Ormrod>{{harvnb|Ormrod|2001|p=384}}</ref> I 1364 døde Johan 2. i London, mens han stadig var i sit mere eller mindre frivillige fangeskabfangenskab.<ref name=Backman179>{{harvnb|Backman|2003|pp=179–180}} – Adelige, der var taget til fange under slaget, var i "æresarrestarrest på æresord",. hvilketDet anerkendte deres status som fanger og tillod løsepenge.</ref> Karl 5. fulgte ham som konge af Frankrig.<ref name=guignebert304 /><ref name=britannica1>Britannica. [http://www.britannica.com/EBchecked/topic/78946/Treaty-of-Bretigny Treaty of Brétigny]. Retrieved 21 September 2012</ref> Den 6. maj 1364, en måned efter at dauphinen tiltrådte som regent, og tre dage før hans kroning som Karl 5., led Navarra et knusende nederlag under [[slaget ved Cocherel]].<ref name=wagner86>{{harvnb|Wagner|2006|pp=86}}</ref>

[[Fil:Ofensivas Tovar-Vienne contra Inglaterra 01.jpg|thumb|Den fransk-castillianske flåde, der blev ledet af admiralerne [[Jean de Vienne|de Vienne]] og [[Fernando Sánchez de Tovar|Tovar]], formåede at hærge de engelske kyster siden begyndelsen af hundredårskrigen.]]

I 1366 var der borgerkrig om arvefølgen i [[Castiliens krone|Castilien]] (en del af nutidens Spanien): [[Peter af Castilien]]s hær blev sendt mod hans halvbroder [[Henrik 2. af Castilien|Henrik af Trastámaras]]' hær. Den engelske krone støttede Peter, og den franske krone støttede Henrik. De franske blev ledet af [[Bertrand du Guesclin]] fra Bretagne, der havde arbejdet sig op til at blive en af Frankrigs krigsledere. Karl 5. skaffede 12.000 soldater med du Guesclin som kommandør til at støtte Trastámara i hans invasion af Castilien.<ref name=curry69>{{harvnb|Curry|2002|pp=69–70}}</ref>

Peter appellerede til England og Aquitaines sorte prins for hjælp, men der kom ingen. Det tvang Peter i [[eksil]] i Aquitaine. Den sorte prins havde tidligere indgået en aftale om at støtte Peters krav på tronen, men bekymringer i forbindelse med freden i Brétigny fik ham til at støtte Peter som repræsentant for Aquitaine, i stedet for England. Han ledteførte en engelsk-gascognsk hær ind i Castilien. Peter generobrede magten, efter at Trastámaras hær blev besejret under [[slaget ved Nájera]].<ref name=wagner78>{{harvnb|Wagner|2006|p=78}}</ref>

SelvomSelv om Castilien havde lovet økonomisk støtte til den sorte prins, fikholdt de ikke gjort detløftet. Prinsen led af dårligt helbred og tog sin hær med tilbage til Aquitaine. For at betale en gæld, som han havde optaget til felttogtet i Castilien, lagde prinsenhan skat på ildsteder, [[hearth tax]],. hvilketDer nogenlundevar svarede tilca. ét per husholdning. [[Arnaud Amanieu, Lord af Albret|Arnaud-Amanieu 8.]], Lord af [[Albret]] havde kæmpet på prinsens side under krigen. Han var allerede utilfreds med den øgede engelske administration af Aquitaine og forbød skatten på sin ejendom og derved hos de bønder, der var underlagt ham. Han sluttede sig til en gruppe af jordbesiddere fra Gascogne, der henvendte sig til Karl 5. for at få støtte til at nægte betaling af den nye skat. Karl 5. hidkaldte en af dem fra Gascogne og den sorte prins for at høre deres sag i sit ''parlament'' i Paris. Den sorte prins svarede, at han kom til Paris og tog 60.000 mænd med sig. Krigen brød atter ud, og Edward 3. tog atter titlen af konge af Frankrig.<ref name=wagner122>{{harvnb|Wagner|2006|p=122}}</ref> Karl 5. erklærede at alle engelske områder i Frankrig var tabt, og før udgangen af 1369 var der oprør i hele Aquitaine.<ref name=wagner122 /><ref name=wagner3>{{harvnb|Wagner|2006|pp=3–4}}</ref>

Med den sorte prins ude af Castilien ledteanførte Henrik de Trastámara en ny invasion, der endte med Peters død under [[slaget ved Montiel]] i marts 1369. Det nye regime i Castilien gav støtte til søs under de franske felttog mod Aquitaine og England.<ref name=wagner78 />

Den sorte prins vendte tilbage til England i januar 1371, men hans helbred blev fortsat værre, og hans far, Edvard 3., var nu en ældre mand, der også havde et dårligt helbred. Prinsens sygdom var invaliderende, og han døde den 8. juni 1376.<ref name=dnbbarber>{{Cite web|last=Barber|first=Richard|title= Edward , prince of Wales and of Aquitaine (1330–76)'' in '' Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required|year=2008|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/8523|accessdate= 3. oktober 2012}}</ref> Edvard 3. døde året efter den 21. juni 1377;<ref name=dnbomrod>{{Cite web|last=Omrod|first=W. M|title=Edward III (1312–1377)'' in '' Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required|year=2008|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/8519 |accessdate= 3. oktober 2012}}</ref> han blev efterfulgtfulgt af den sorte prins' anden søn, [[Richard 2. af England|Richard 2.]], der på dette tidspunkt stadig var et barn.<ref name=dnbtuck>{{Cite book|last=Tuck|first=Richard|chapter=Richard II (1367–1400) |title=Oxford Dictionary of National Biography'' |publisher=Oxford University Press |year=2004 |subscription=yes|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/23499 |accessdate= 3. oktober 2012}}</ref> Freden i Brétigny havde givet Edvard 3. og England større landområder i Frankrig, men en lille professionel hær under ledelse af du Guesclin pressede englænderne tilbage, og ved Karl 5.s død i 1380 var Calais det eneste områdested på fastlandet, som England fortsat havde under kontroLkontrol.<ref name=vauchez283>Francoise Autrand. Charles V King of France ''in'' {{harvnb|Vauchéz|2000|pp=283–284}}</ref>

Det var normalt at udpege en [[regent]], når et barn sad på tronen, men der blev ikke udpeget en for Richard 2., der formelt styrede landet efter sin kroning i 1377.<ref name=dnbtuck /> Mellem 1377 og 1380 var den reelle magt dog på en række personer i forskellige råd. Det politiske landskab foretrak, at de skulle ledes af kongens onkel [[John af Gaunt, 1. hertug af Lancaster|John af Gaunt]], selvomog Gaunt fortsat forblevvar meget indflydelsesrig.<ref name=dnbtuck />

Richard havde mange udfordringer under sit styre som [[Peasants' Revolt]], der blevvar ledetanført af [[Wat Tyler]] i 1381, og en skotsk-engelsk krig i 1384-85. Hans forsøg på at indkræve skatter for at betale for sit skotske eventyr og til at beskytte Calais mod franskmændene gjorde ham stadigt mere upopulær.<ref name=dnbtuck />