Hundredårskrigen: Forskelle mellem versioner

Til sidst anerkendte Edvard 3. modvilligt Philip 6. som konge og svor troskab til ham for sit franske len. Han lavede en koncession i Guyenne, men beholdt retten til at genvinde områder, der var blevet vilkårligt konfiskeret. Herefter regnede han med at få fred til at føre krig i Skotland.

 

[[Fil:Hommage of Edward I to Philippe le Bel.jpg|thumb|[[Edvard 1. af England]] (knælende) sværger troskab til [[Philip 4. af Frankrig]] (siddende), 1286. Som [[hertug af Aquitaine]], var Edvard også en af den franske konges [[vasal]]ler.]]

 

[[Johan af England]] arvede Angevins områder fra [[Richard 1. af England|Richard 1.]]. [[Philip 2. af Frankrig]] udnyttede bevidst Johans svaghed, både juridisk og militært, og i 1204 var det lykkedes at tage kontrol over størstedelen af de tidligere Angevins områder. Efter Johans styre blev de engelske konges besiddelser på kontinentet, som [[hertug af Aquitaine]] (Guyenne), begrænset til provinsen [[Gascogne]] efter [[slaget ved Bouvines]] (1214), [[Saintongekrigen]] (1242) og til slut [[Saint-Sardoskrigen]] (1324).<ref name=ehistory>{{harvnb|Gormley|2007}} [http://ehistory.osu.edu/osu/archive/hundredyearswar.cfm?CFID=12106913&CFTOKEN=48989585&jsessionid=463076a37003e50bfe0063343a5d3c64687b eHISTORY] Ohio State University</ref>

 

 

Under [[Saint-Sardoskrigen]] invaderede [[Charles, greve af Valois|Charles af Valois]] og far til Philip 6., Aquitaine på vegne af Karl 4., og han erobrede hertugdømmet efter et lokalt oprør, som franskmændene troede, Edvard 2. af England stod bag. Karl 4. indvilligede modvilligt i at givet området tilbage i 1325. For at få hertugdømmet tilbage måtte Edvard 2. sende sin søn, den fremtidige kong Edvard 3., for at sværge troskab.