Erwin Rommel: Forskelle mellem versioner

I november 1943 fik Rommel direkte ordre af [[Hitler]] til at vurdere [[Atlantvolden]]s forsvarsstillinger og planlægge modangreb, hvis de allierede gik i land. Han var i Danmark i 13 dage, hvor han blandt andet besøgte kanonstillingerne i [[Hanstholm]] (se: [[Museumscenter Hanstholm]]). Han blev chef for [[Den_tyske_situation_i_Normandiet_i_1944#Udbygning_af_Atlantvolden_og_andre_tyske_forsvarstiltag|forsvaret af den franske kanalkyst]].

 

4. juni 1944 forlod Rommel sit hovedkvarter i La Roche-Gryon på den franske kanalkyst. Han skulle til [[Hitler]] for at diskutere strategi. Føreren sad i Ørnereden i [[Berchtesgaden]] og afventede det uundgåelige. På vejen skulle Rommel lige se ind til sin kone Lucie, der fyldte 50 år [[6. juni]]. Han havde et par pæne grå damesko med til hende. Sønnen [[Manfred Rommel]] var 15 år. "''Jeg husker det, som om det var i går,''" sagde han 50 år senere. "''Mor fik de grå sko grytidligt 6. juni - så ringede telefonen.''" Invasionen var i fuld gang. Rommel havde talt med marinens [[meteorolog]]er, inden han turde at forlade sit hovedkvarter, og de havde forsikret, at det dårlige vejr gjorde en invasion de nærmeste dage til en umulighed. Men kl. 7 om morgenen ringede generalmajor Hans Speidel. Rommel forstod, da han hørte om invasionen, at krigen var tabt. Ifølge sin søn så han for sig muligheden af at vinde selve invasionsslaget og få en fredsaftale i stand, som man kunne leve med. [[D-dag]]en tilbragte han kørende den lange vej tilbage til Frankrig, mens han gentog: "''Så dumt af mig, så dumt af mig.''" [[6. juli]] sendte han Hitler beskeden: "''Slaget er tabt. Tag konsekvenserne.''" Hitler svarede vredt: "''Pas De Deres front.''" Så kom [[20. juli-attentatet]]. Sønnen fortalte, at Rommel flere gange var i kontakt med kupmagerne, og planlagde at overgive sig med sine mænd straks de allierede gennembrød forsvaret. Han ville prøve at få de vestallierede længst mulig mod øst, inden de mødte russerne, for dem frygtede han. Sønnen var indkaldt til flyvåbenet, og bad sin far om lov til at melde sig til [[SS]], men det fik den 15-årige ikke lov til. <ref>Jon Magnus: "Jeg er død om et kvarter", ''[[VG]]'', 8. maj 1994</ref>