Højmiddelalder: Forskelle mellem versioner

'''Højmiddelalderen''' er den periode i [[Europa]]s historie, som strækker siggår fra [[900-tallet]] til første halvdel af [[1200-tallet]]), dvs. Perioden ligger mellem [[tidlig middelalder]] og [[senmiddelalder]]. Den danske historietradition benytter ofte den regionalt bestemte [[vikingetid]] til og med 900-tallet.

Middelalderen eransås etlænge periodebegreb der oprindeligt pointerede at her var tale omfor en nedgangsperiode i europæisk historie - ex fremstillet som: [[Den mørke middelalder]]. Men særligt høj- og senmiddelalderen rummer tvært imod en intellektuel, teknologisk og sociologisk udvikling og opblomstring. Truslen mod den græsk-romerske kultur fra de store [[Folkevandringstiden|folkevandringer]] var i den tidlige middelalder blevet afløst af de germanske, slaviske og eurasiske hærforbunds assimilation af romerske værdier - frem for alt skrifttraditionen - og blev med tiden til de fyrstedømmer, der skulle præge historien de næste mange århundreder. Kristendommen var en uadskillelig del af denne udvikling, og oplevede ligeledesogså en ekspansion, også da regionerne hinsides de tidligere romerske provinser næsten alle blev kristnet, og befolkningerne i de ”gamle” kristne områder blev inddraget i kirkelivet.

Sicilien og specielt Spanien blev under [[Maurere|mauriske]] og [[Saracener|saracenske]] herrer stærkt påvirket af den eksotiske [[Arabere|arabisk]]-[[islam]]iske [[kultur]]. I højmiddelalderen betød tilbageerobringen, ''la [[Reconquista]]'', at områderne atter engangigen blev en del af den pan-europæiske kristeligekristne kultur. Den frankiske og byzantiske kultur spredte sig langt ind i det østlige Europa, og i hele Europa intensiveredes handelen og overgik vel samlet set handelen i [[Romerriget|romersk tid]]. Endelig fik [[korstog]]ene mod de muslimske områder i Mellemøsten stor indflydelse på handel, teknologi og religion. Omkring 1400 - i senmiddelalderen - havde kristendommen og dets overhoved, [[paven]] i Rom, manifesteret sig som en afgørende og toneangivende magt i Europa.

Højmiddelalderen var præget af både åndelige, dvs. intellektuelle, samtog samfundsmæssige fornyelser: De europæiske [[fyrstedømme]]r konsolideredes, genopdagelsen af [[Aristoteles]]’' værker iværksatte en ny filosofisk [[Tolvte århundredes renæssance|renæssance]], og arkitekturen fik en ny stilart, [[gotik]]ken.

Blandt detDet, som især prægede højmiddelalderen, var det hastigt stigende befolkningstal. Det fremkaldte store politiske og sociale forandringer, og flere historikere mener, at kontinentet var [[Overbefolkning|overbefolket]] omkring [[1250]]{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Det var med stor sandsynlighed en af grundene til, at [[Den sorte død]] fik så stort et omfang, men krige og økonomiske kriser kan også forklare det.

I den feudale ''villikation'' - den administrativt organiserede landbrugsproduktion - blev skove og vildnis ryddet, og de tunge lerjorder kunne nu pløjes af den tunge [[hjulplov]], et nyt landbrugsredskab, der mange steder afløste [[arden]].

Befolkningstilvæksten var antageligvis yderligereantagelig muliggjort af en [[Middelalderlige varmeperiode|klimaforandring]].

Overskuddet i fødevareproduktionen medførte en velstandsstigning og en genopblomstring af fjernhandelen, så den nåede et niveau, der ikke var set siden det [[Vestromerske rige]]s fald i det 400-tallet. Handel gik gennem byer, og mens nye byer opstod i Nordeuropa, oplevede de gamle romerske byer i Sydeuropa en ny opblomstring. Handelen var dynamo for nyudviklinger inden for transportteknologien; den nye skibstype [[kogge]]n havde stor betydning for det nordtyske [[Hanseforbundet|Hanseforbund]]. Nye handelsruter over land og over vand blev etableret og bandt kontinentet bedre sammen; gejstlige, diplomater og [[pilgrim]]me benyttede de nye transportmuligheder, og fjerntliggende europæiske regioner oplevede mere kontakt med fremmede i Europa.

Den [[Romersk-katolske kirke|vestlige kirke]] var i hele middelalderen i teorien en enhedskirke, der opretholdt en hierarkisk struktur. Den begyndte hos den lokale præstpræsten i deden enkelte sognekirkersognekirke, der var underlagt en [[biskop]], og som øverst oppe havde [[pave]]n i Rom. [[Kloster|Klostrene]] var en organisation ved siden af den almindelige kirke; de var centre for lærdom og bøn. De bevarede resterne af den litterære tradition - arven fra den [[Antikken|græsk-romerske højkultur]] - og havde såvel bestemmende indflydelse på skrifttraditionen i fyrstedømmerne.

I middelalderen var samfundet i højere grad præget af forbindelser og fællesskaber, og alle indgik i forskellige netværk, vertikalt og horisontalt. Et af de vigtigste former for fællesskab blandt samfundets elite var [[Slægt (genealogi)|slægten]]. Også troskabsbånd spillede en stor rolle, lige som [[gilde]]r, sogne- og landsby/byfællesskaber. De middelalderlige fyrstedømmer var bundet sammen af aftaler om gensidig troskab, forlening af jord og løfter om krigstjeneste og beskyttelse mod ydre fjender.{{kilde mangler|dato=januar 2016}} [[Tysk-Romerske Rige|Kejserdømmet]] var konstant udfordret af indre stridigheder og ikke mindst af pavestolen. Den begyndende statsadministration i kongerigerne var lagt ud til embeder, der varetoges af hertuger, grever, marskgrever og biskopper samt fyrsternes [[kancelli]] ({{lang-de|Kanzlei}}; {{lang-en|Chancery}}). Herunder retsvæsen og skatteopkrævning.

[[Augustin]]s ide-formulering, fra 400-tallet, kan med en næsten visionær karakter være med til at formidle højmiddelalderens kulturelle dualitet: Verdslighed og kirkelighed.

Systemet med troskabseder og forleninger havde måske rod i det gamle [[Germanere|germanske]] samfund, men næppe den skriftliggjorte bureaukratisering, der så småt begyndte at vise sig i den tidlige middelalder og udviklede sig til højmiddelalderens [[Feudalisme|feudale samfund]] - mens der dog er en polemik om, hvad dette feudal-samfund egentlig var, som beskrevet i næste afsnit. Den enkelte kom hurtigt til at indgå i dobbelte bindinger til både lensherre og slægt, eller til endog flere lensherrer. Disse bindinger kom ofte til at virke modsatrettet, hvis loyaliteten blev sat på prøve. Men i andre tilfælde kunne den ene forbindelse virke stabiliserende på konflikter, hvor den anden kunne virke destabiliserende og fremme en konfrontation. Det politiske system havde derfor en ekstremt dynamisk karakter, hvor en ny alliance fuldstændigt kunne vende om på magtforholdene.

Bønderne, og deres medhjælpere, var derimod mere forankrede, og tildelstil dels [[Stavnsbåndet|stavnsbundne]].

Systemet opstod omkring år 1000 i Frankrig; her var det [[Karolingerne|karolingiske]] retssystem gået i opløsning, og et klientelsystem - lignendesom [[Klient (romerriget)|det romerske klientel-system]] - blev igen dominerende. Initiativet for opretholdelse af lov og orden i lokalområdet blev overført til de lokale stormænd. I et samfund, hvor centraladministrationen{{Bør uddybes|dato=2016}} havde mistet betydning og indflydelse, var lenssystemet en måde at institutionalisere den magt, der hvilede på voldsudøvelse, så den faktiske voldsanvendelse kunne begrænses mest muligt.<ref>T.N. Bisson (1994) er en videreudvklingvidereudvikling af G. Dubys banebrydende teori</ref> I middelalderforskningen har beskrivelsen af feudalsystemet ofte været et forsøg på at udvikle en statisk model over samfundsformen, hvor samfundet i høj grad var præget af forandring. Diskussionen om, hvad feudalisme dækker over, og om den nogensinde reelt eksisterede, fylder derfor meget i forskningen.<ref>Denne debat kan bl.a. følges i Reynolds (1997), T.N. Bisson (1994) og kommentarerne i Past & Present (1997)</ref>

Statsmagten som den så ud i [[Romerriget]] eller som den udviklede sig i [[moderne tid]] eksisterede nærmest ikke. Det var de personlige relationer, der holdt sammen på et kongerige. Men det spirende embedsvæsen og den skriftligt-administrative praksis i denne tid dannede også grundlaget for den senere tids [[monarki]]er. Først i løbet af [[1300-tallet]] - begyndelsen af [[senmiddelalder]]en - havde den kongelige centraladministration udviklet sig, så den kunne overtage ansvaret for domsafsigelse og opkrævning af skatter.

Parallelt med det [[verdslig]]e magtsystem - figurativt set - fandtes den [[gejstlig]]e organisation, og formelt var alle kirker og klostre i den hellige romerske kirke, inklusive dem der fandtesog i [[Byzans|det byzantiske rige]] og [[Koptere|de koptiske]] kirker underlagt den romerske [[pave]]s myndighed. I højmiddelalderen rådede pavestolen desuden over så store ressourcer og nød så stor prestige, at flere af periodens paver insisterede på, at de også besad herredømmet over de verdslige fyrster og forsøgte at bruge deres indflydelse politisk i pavernes storhedstid.<ref name=nordbergpp247>Nordberg (1994) pp. 247</ref>

Pavernes magt var på intet tidspunkt suveræn, og [[Innocens III]], hvis pontifikat ofte regnes for et højdepunkt for det middelalderlige pavedømme, opnåede reelt set kun fiaskoer med sine prestigeprojekter.<ref name=nordbergpp247 /> I løbet af 1000-tallet havde pavestolens selvopfattelse ændret sig, og den optrådte nu langt mere selvbevidst. Den [[katolske kirke|romersk-katolske]] og den [[ortodokse kirke|græsk-sprogede østlige ortodokse kirke]] havde gensidigt bandlyst hinanden; det er ''[[Det store skisma 1054|Det store skisma]]'' der har varet til i dag. Nok et resultat af den øgede selvbevidsthed i Rom.<ref>Esmark & McGuire (1999) pp. 95</ref>

Hertil kommerkom udnævnelsen af lægfolk som forvaltere over klostergods - verdslige [[abbed]]er, som i ældre tyske historieskildringer kaldes ''sekular-abbeder'' ({{lang-de|Secularäbte}}).

I et samfund, der byggede på udveksling af gaver, embeder og alliancer, var en adskillelse mellem kirke og stat ikke mulig. Sammenstødet mellem reformbevægelsens{{Hvilken?|reformbevægelse|dato=2016}} ideer og det feudale samfunds mekanismer skabte i høj grad grundlaget for [[investiturstriden]], der også markerede en væsentlig problemstilling i denne tidsperiodeperiode - magtens legitimitet.

I de få beskrivelser af samfundet, der kendes fra middelalderen,{{kilde mangler|dato=januar 2016}} beskrivesses tre forskellige [[Stand (samfundsgruppe)|stænder]], der var gudgivne og evige. Øverst i [[hierarki]]et var de "''bedende''" (''oratores''), dvs. de gejstlige). Dernæst de "''kæmpende''" (''bellatores''), herunder konger, adel og riddere). Og nederst befandt de "''arbejdende''" (''laboratores'') sig, som var: resten af samfundet. Sociologisk giver denne tredelte struktur ikke mening, når det højmiddelalderlige samfund skal beskrives, mestendels fordi den er for enkel, og på trods af at rigdom og politisk indflydelse - de to <span style="text-decoration:underline">store</span> social-strukturelle faktorer - ofte fandtes øverst i det skematiserede hierarki. Denne opfattelse findes da også i videst udstrækning blandt medlemmer af gejstligheden og var måske mest af alt et udtryk for ønsketænkning.<ref>Nordberg (1985) pp. 162-166</ref>

Det almindelige historiesyn beskriver alternativt en pyramidestruktur -: lens-pyramiden. Med udgangspunkt i de feudale lens- og edsforhold, bliver det råderetten over jorden, der karakteriserer rigdom og magt. I løbet af højmiddelalderen blev dette system udfordret af den fremvoksendevoksende [[pengeøkonomi]] og den gradvise [[centralisering]] af magten hos kongerne. Bybefolkningerne stod i udkanten af lensvæsnet, med dets (lensvæsnets) uddeling af brugsretten til jord. Deres liv var ikke direkte afhængigeafhængigt af råderet over jord. En lille gruppe købmænd og [[bankier]]er overgik endda størstedelen af adelen i rigdom og politisk indflydelse.

Men det er stadig nærliggende og umiddelbart overskueligt at se på visse forskelle mellem de tre samfundsgrupperne, når fokus rettes mod funktioner.

* Langt den største befolkningsgruppe var landbefolkningen; den var primært beskæftiget med fødevareproduktion. Ressourcerne var som overalt ujævnt fordelt her, mellem landarbejdere og, [[Livegen|livegne]] til, selvejere, storbønder og herremænd.

* En mindre gruppe tjenestefolk, der i hovedtræk delte livsforhold med det herskab de tjente hos, men som eventuelt kunne gøre brug af deres talent, og tilegne sig socialfå status og rigdom.

* Dog, udenUden for samfundet stod de marginaliserede: kvinder, som tiggere, beboere i isolerede egne, [[hedning]]e og [[kætter]]e.

Ifølge de samtidige beskrivelser{{kilde mangler|dato=januar 2016}}Stænderne blev stænderne opfattet som statiske, hvilket dog ikke betød at social mobilitet var en umulighed. Der kendes flere eksempler på personer af lav byrd, der enten gennem en gejstlig eller militær karriere nåede samfundets højesteøverste lag. Men langt størstedelen af middelalderens mennesker fortsatte i den samfundsgruppe, de var født ind i.

Bondestanden i højmiddelalderens Vesteuropa var ikke et ensartet lag af [[livegen|livegne]], for de vilkår den levede under varieredemeget megetforskellige forhold fra egn til egn.<ref>Uddybende beskrivelser af landbolivet findes bl.a. i Esmark & McGuire (1999), Reynolds (1997) og Nordberg (1985)</ref> Nogle steder var selveje den mest udbredte form, andre steder livegenskab. Skellet mellem frie og ufrie var de fleste steder en vigtig social parameter, men var ikke nødvendigvis afgørende for velstandsniveauet. [[Slaveri]]et havde overlevet overgangen fra [[antikken]] og havde med tiden antaget forskellige former af livegenskab; den store forskel var dog at mennesker nu blev bundet til den jord, hvor de boede og arbejdede, og derfor fulgte med den, når ejerskabet over jorden skiftede hænder.

Karakteristisk for tiden mellem år 1000 og 1100 er de store forandringer i landsbystrukturen. Over størstedelen af Vesteuropa ændrede bebyggelserne på landet karaktér, og befolkningen, der som hovedregel hidtil havde levet i små beboelser, flyttede nu sammen i egentlige landsbyer med en kirke i centrum. Samtidigt opstod der en kollektiv landsbykultur. Sammenflytningen kom til udtryk på forskellig vis forskellige steder; i Italien samlede bønderne sig i befæstede småbyer (incastellomento). I Danmark blev landsbyerne stedfaststedfaste, efter at [[Germansk jernalder|jernalderens]] skik med at flytte bebyggelser med års mellemrum ophørte.<ref>Se fx de arkælogiske undersøgelser af landsbyen [[Vorbasse]] (Erland Porsmose)</ref>

Bondesamfundet i højmiddelalderen blev formet af en kontinuerligstadig konflikt om kontrollen over bønderneslandbrugets produkter. Den agrare revolution i højmiddelalderen betød at landbrugsproduktionen steg, og uenighed om fordelingen af velstanden var grundlag for hyppige stridigheder. Et stærkt fællesskab var i denne situation en stor fordel for den enkelte bonde over for herremanden.<ref>Bl.a. en vigtig tese i Reynolds (1997) fremstilling</ref> Andre og modsatte konklusioner er også fremlagt, fx at samlingen af bønder i landsbyer skete på aristokratiets eget initiativ, med den begrundelse at investeringer i produktionsapparatet og en forøgelse af arbejdsstyrken ville øge produktionen af lukrative eksportvarer.<ref>Se bl.a. G. Duby (1994)</ref> Andre vigtige faktorer bag forandringerne er de samme innovationer, der lå til grund for den agrare revolution; nye teknologier som [[hjulplov]]e og [[vindmølle]]r var meget komplicerede, og de nødvendiggjorde et samarbejde, før de kunne betale sig. Behovet for beskyttelse i urolige tider havde ligeledes betydning, i lighed med udbygningen af den kirkelige organisation i landområderne; det kom bl.a. til udtryk i opførelsen af mange nye kirker over hele Vesteuropa. Størstedelen af de danske landsbykirker stammer fra denne periode.

En afanden de faktorer, der også havde stor betydning for forandringerne i landbefolkningens levevis,faktor var forholdet til øvrigheden, og i højmiddelalderen kom flere embedsfunktioner i hænderne på landsbyens egne fremtrædende bønder - eksempelvis en [[foged]]-bestalling.

Det nye landsbyfællesskab var også, og i første række, et produktionsfællesskab, hvor alle arbejdede for eget bedste; det medførte på den ene side fælles fester, social tryghed og sammenhold mod udefrakommende aktører, men på den anden side også rivalisering og sladder.

De landboersLandboernes verdensopfattelse repræsenterer antageligter et liv tæt knyttet til den jord, de boede på, og som de dyrkede, mens store begivenheder - sådan, som vi i moderne tid gerne læser om i historiebøgerne -, betød meget lidt for dem. Landsbyerne var næsten helt selvforsynende,{{kilde mangler|dato=januar 2016}} så kontakt med omverdenen var sjældent nødvendig og derfor aldrig hyppig. Bøger fandtes nok ikke. Præsten kunne læse, men for bonden blev de bøger som fandtes i kirken opfattet som kultgenstande på linje med de øvrige ting i kirken. Historien rakte kun så langt tilbage som den [[mundtlig overlevering|mundtlige overlevering]] nåede, og årstal var uden betydning i landsbyfællesskabets verden, hvor årstidernes skiften bestemte arbejdets rytme, og vejret var afgørende for høstudbyttet. Bondens liv var et livlevede på et eksistensminimum, og faktorer som han ingen indflydelse havde på, bestemte om han skulle leve i overflod eller sulte.

Krigeraristokratiet omfattede to grupper: medlemmerne af de gamle [[adel]]sslægter, der nu besad embeder, og de professionelle riddere, der var blevet belønnet med en forlening. I middelalderen var [[social ulighed]] mellem mennesker fuldt accepteret, som en naturret. Slægten indgik i et hierarkisk system, hvor nogle få familerfamilier besad langt mere autoritet end andre. De adelige slægter omfattede blandt andet [[Greve (rang)|greverne]], [[hertug]]erne og [[konge]]rne; de udgjorde det talmæssigt begrænsede aristokrati.

I Sydeuropa taler noget for at de romerske patricierslægter bevarede deres ejendom og prestige, ikke mindst ved hjælp af bispedømmetsbispedømmers udbredelse.

Folkevandringstidens hærforbund, kranset omkring hærførerens familie, fulgte også deres leder i tiden efter Romerrigets fald, og nogle blev storbønder mens atter andre søgte fyrstens nærhed og bevarelsen af kriger-idealet. Fra den skandinaviske region kendes udtrykket ''jorddrot'', der også betegner en storbonde. Adel blev opfattet som noget arveligt, men det var kun et ideal, da høj dødelighed i realiteten gjorde det nødvendigt at optage nye medlemmer i standen. Mange slægter søgte derfor at sløre et simpelt ophav ved at fabrikere fiktive anelister.

Ridderne var en stand, der var tæt knyttet til adelen og en vigtig samfundsgruppe. Den har præget i middelalderen i så høj grad, at den ofte betegnes som riddertiden. Omkring år 1000 begyndte en udvikling, der gjorde den beredne [[vasal]], der nok kunne stamme fra bondekår, til en højt profileret kriger, der nu havde mulighed for at opnåfå prestige og rigdom.

Den teknologiske og taktiske udvikling betød, at ridderen i højmiddelalderen var alle andre soldatertyper overlegen, men hans udstyr var blevet så kostbart, at kun de rigeste og mest magtfulde lensherrer kunne engagereleje ham. Det tætte forhold mellem ridder og adel betød, at de to grupper med tiden smeltede sammen. I 1100-tallet opstod en særlig ideologi omkring denne krigertype, som fokuserede på dyder relateret tilsom heltemod, høviskhed og uselviskhed. Nye litterære genrer så samtidig dagens lys i form af [[ridderromance]]r og [[troubadour]]digtning.

Den generelle velstandsstigning betød at efterspørgslen efter handelsvarer steg; det lagde grunden for en ny opblomstring af byer i Vesteuropa. Rigdomme blev efterhånden i højere grad skabt gennem handel og industri end gennem krig og plyndring, og velstanden blev nu koncentreret i byen frem for på feudalherrens borg. Den spæde begyndelse på en [[markedsøkonomi]] medvirkede derfor til at feudalsystemet mistede sin betydning. Penge og magt havde løsrevet sig fra lensvæsnet[[len]]svæsnet og borgerne i de rigeste byer fik nu mulighed for at frigøre sig fra deres herrer.

Visse byer fik med tiden privilegier og borgerne blev løst af deres feudale pligter mod at betale en afgift til fyrsten, men det betød også, at handelen blev begrænset til de byer, der fik de nødvendige rettigheder, men de fleste byer i middelalderen var stadig meget små. De største som London og Paris havde i 1000-tallet under 100.000 indbyggere. Moderne faciliteter som kloakering var ukendteukendt, drikkevandsforsyningen var elendig og dødeligheden var høj. Alligevel strømmede nye indbyggere til for at få del i de rigdomme, der blev skabt der, og en udbredt regel sagde, at den, der uantastet havde boet i en by i ét år, var en fri mand. Borgerne i højmiddelalderens byer skabte et anderledes fællesskab, der med tiden frigjorde økonomien fra den gamle afhængighed af jorden. Den lagde grunden til den moderne pengeøkonomi.

Da indbyggerne i byerne blev frie borgere, måtte de danne byråd, der skulle administrere byen og hindre anarki. Disse byråd blev ofte kampplads for de rigeste familier. Håndværkere og købmænd, der tilhørte samme faggruppe, indgik gerne i sammenslutninger, kaldet [[Lav (organisation)|lav]] eller [[gilde]]r, for ved fælles hjælp at sørge for gode forhold for de enkeltederes medlemmer. Gilderne fungerede ofte somvar erstatning for det fællesskab, mange mistede ved at flytte til en bylandsbyfællesskabet. De større byer kunne nu brødføde specialiserede håndværkere som skomagere, rebslagere, bagere og våbensmede, og i højmiddelalderen skete hovedparten af rekrutteringen fra landsbyerne.

De allerrigeste og mægtigste byer i det tyske rige var ''[[Fri rigsstad|de frie byer]]'', exsom [[Colmar]]; de var nærmest uafhængige bystater.

Kunst i højmiddelalderen omfattede mange stilarter og regionale traditioner. De mest udbredte og indflydelsesrige stilarter i Vesteuropa var [[Byzantinsk kunst|byzantisk]], [[Islamisk kunst|islamisk]], [[Romansk stil|romansk]] og [[Gotisk stil|gotisk]] kunst. Regionale traditioner såsom (skandinavisk og slavisk var bevaret i miniaturer[[miniature]]r i bøger, exsom [[dyreornamentik]]). DeDet vigtigste medier for kunst var først og fremmest kirkerne, da det mest var her almindelige mennesker overhovedet kom i kontakt med kunst; illustrerede håndskrevne bøger havde en vis udbredelse uden for kirkerne.

Den [[byzantinsk]]e kunst var en videreførelse af antikkens, og den kunst, der blev produceret i Konstantinopel i højmiddelalderen, var af den højeste håndværksmæssige kvalitet i Europa. Flere medlemmer af Komnenos’ [[Komnenos]]-dynastiet var mæcener[[mæcen]]er, og i denne periode blev ikonmaleriet udbredt over hele riget sammen med freskomalerierfreskomaleriet i kirkerne. Byzantinske kunstnere arbejdede ikke kun i imperiet, men udførte også værker på fx det [[Normanner|normanniske]] [[Sicilien]] ([[Monréale]], [[Cefalù]] og [[Palermo]]) og i [[Markuskirken]] i [[Venedig]], der hører til de bedste eksempler på byzantinsk mosaikkunst. Korsfarernes erobring og plyndring af Konstantinopel i 1204 betød også, at kunstværker blev spredt til hele Europa. Omkring [[900]] begyndte den islamiske kunst at udvikle regionale forskelle, parallelt med opløsningen af abbasidernes[[abbasider]]nes kalifat. Det muslimske [[Al-Andalus|Spanien]] blev et centrum for kunst og kultur, og især metalvarer, silkestoffer og træskærerarbejder fandt vej til store dele af Europa. Den europæiske brugskunst blev i høj grad inspireret af disse varer.

[[Kunst i vikingetiden|Vikingetidens kunst]] blev kun langsomt erstattet af de dominerende stilarter i det øvrige Europa. De kalkmalerier, der blev udført i Danmark i 1000-talet, blev skabt af udenlandske, især tyske, kunstnere, mens de senere mest blev lavet af lokale kunstnere. I Norge blev [[stavkirke]]rne bygget på basis af lokale traditioner og udsmykningerne var i den gamle stil. I Irland skete der en sammensmeltning af nordisk og keltisk kunst, da irske metalkunstnere begyndte at imitere [[Urnesstil|urnes-]] og [[ringerikestil]]en.

Romansk stil (kaldet ''rundbuestil'') kendetegnede kunsten i Europa fra omkring 1000 til 1200, hvor den blev afløst af den gotiske. Den blev først navngivet af franske historikere i 1800-tallet, men dens udbredelse havde nær sammenhæng med klostervæsenet, der oplevede en kraftig ekspansion. Kerneområdet var Frankrig, men stilarten blev også meget udbredt i det kristne Spanien, [[Flandern]], England, Tyskland og Italien, hvor også den monastiske[[monastisk]]e bevægelse stod stærkest.

Betydningen af gotisk stil varierer afhængig af genre, tid og sted. Betegnelsen stammer fra fremkomsten af den gotiske arkitektur i midten af 10011000-tallet samtidigt med den gotiske billedhuggerkunst, mens den gotiske malestil først udskilte sig som en selvstændig stil op omkring 1200. I 1200-talet var gotikken blevet en international stilart og den mest dominerende i hele Europa. I Danmark bruges undertiden betegnelsen ''spidsbuestil''.

Mange forskellige kulturelle kilder influerede på litteraturen i højmiddelalderen, en af de vigtigste var den kristne, herundersom de [[Kanon (religion)|kanoniske]] tekster i bibelen samt de [[apokryf]]e legender. Denne traditionDe var stærkest i den litteratur, der blev skrevet på [[latin]], og som blev til i gejstlige kredse, men den slog også igennem i de verdslige tekster skrevet på [[folkesprog]]ene.

Mange af værkerne indgik i en tekstkreds, hvor personer, historier og temaer blev genbrugt. De havde mest regional udbredelse, men nogle få fik også international udbredelse. En af de mest kendte var [[Arthur]]-legenderne og en af de helt klassiske [[Æneas]]-myten. Også tidstypisk var ''Matière de France'': mestendels fortællinger om [[Karl den store]] og personerne omkring ham som [[Grev Roland|Roland]] og [[Holger Danske]].

En anden var de akritiske (grænsefolkenes) sange fra det byzantinske rige, som var inspireret af arabisk tradition.

I [[Provence]] i Sydfrankrig opstod tidligt en særlig provencalsk litteratur. De mest kendte tekster var [[troubadour]]sangene, som gerne kredsede om ridderromancer, og som byggede på ældre latinske og arabisk-spanske traditioner. Den kom siden til at influere flere andre vesteuropæiske kulturer, heriblandt [[minnesanger]]ne i Tyskland, Sicilien og den norditalienske ''[[Dolce stil nuovo]],'', som [[Petrarca]] og [[Dante]] tilhørte. Dante skrev senmiddelalderens vigtigste værk: ''[[Den guddommelige komedie]].'' På [[Island]] blev store dele af den nordiske litteratur nedskrevet. Den omfattede både prosafortællinger ([[saga]]er) og poesi (fx [[Ældre Edda]]). Teksterne byggede på en mundtlig tradition og blev nedskrevet mellem 1100- og 1300-talettallet.

Langt størstedelen af højmiddelalderens litteratur byggede på [[mundtlig overlevering|mundtlige overleveringer]], ja, måske blev kun en lille del af fortællingerne nedskrevet.

Al tekstAlt, der blev nedskrevet eller kopieret før udbredelsen af [[Bogtryk|trykpressen]] i 1401400-tallet, blev håndskrevet, og alle dele af en bog var håndlavede. Bøger blev i vid udstrækning opfattet som attributter til Gud. Bogfremstilling var et højt specialiseret håndværk, der krævede en intens arbejdsindsats, og prisen på produktet afspejlede det. endeligeBogen produktvar blevikke afspejleten derikonsumvare som i dag, men et statussymbol kunstfærdigt illustreret. Bogfremstillingen var en kunstform eller [[kunsthåndværk]].

Produktionen fandt ofte sted i klostre, somKlostrene lavede ikke blot bøger med religiøst indhold, men også verdslige, videnskabelige og filosofiske tekster eller kopierafskrifter og oversættelser af antikke forfatteres værkerforfattere.

De fremvoksendenye universiteter skabte efterhånden et stort behov for nye bøger, udført i en simplere og billigere form, men med brede margener med plads til notater. I og med overgangen til senmiddelalderen, i (1200- og 130-tallet,) begyndte almindelige folk, [[borger]]ne og [[bonde|bønderne]], også at anskaffe sig bøger, mest [[Tidebog|tidebøger]] og [[bøn]]nebøger.

Størstedelen af den musik, der har overlevet fra højmiddelalderen, er religiøs. Det skyldes primært, at musik i [[Node (musik)|nodeform]] blev skrevet i klostre og kirkeinstitutioner. Verdslig musik blev først nedskrevet senere. En af deDen første til atder brugebrugte noder var [[Guido af Arezzo]], som i 1000-tallet opfandt de tegn, der gjorde det lettere for sangerne at huske de [[Gregoriansk sang|gregorianske bønner]].

Den religiøse musik var i begyndelsen domineret af den gregorianske form, der var [[bøn]]ner udtrykt gennem sang, og bøn var et vigtigt element i den rituelle praksis i de religiøse institutioner. I løbet af 1100- og 1200-tallet opstod den polyfoniske sang inden for den gregorianske tradition, bl.a. i værker skabt i forbindelse med [[Notre Dame]] -skolen i Paris. Nye musikformer opstod med de polyfoniske teknikkerpolyfoni: den tidligste var [[organum]]. Senere fulgte [[clausula]], [[conductus]] og [[motet]]ten. En anden type, der udsprang af den nye teknik, var ''[[ars nova]]''; mellem [[1310]] og [[1314]] blev [[Roman de Fauvel]] sat i musik af [[Philippe de Vitry]], og stilen blev i senmiddelalderen populær især inden for verdslig musik. Mange af de elementer, der kom til at præge den vestlige [[Klassisk musik|klassiske]] musiktradition, har deres oprindelse i denne musikform.

En af de vigtigste sekulære musikgenrer var [[troubadour]]ernes, der voksede frem i Sydfrankrig i sidste del af 1000-tallet. Troubadourerne kunne være omvandrende musikere fra alle samfundslag, og som skrev og spillede sange om mange forskellige emner, dog mest om [[høvisk kærlighed]]. Denne genre fik stor indflydelse på sekulær musik i det øvrige Europa, herunder især de nordfranske [[trouvère]]r og de tyske [[minnesang]]ere. I Danmark stammer de ældst kendte [[folkevise]]r fra omkring 1200, og de byggede i høj grad på den franske og tyske tradition. MenI modsat i disse landeDanmark levede folkeviserne videre i Danmark blandt [[almue]]n helt frem til 1800-tallet.{{Tvivlsom påstand}}

Hele middelalderen frem til [[reformationen]] var i praksis præget af en religiøs mangfoldighed. [[Hedenskab]] levede stadig ved siden af kristendommen, og mange steder opstod der nye bevægelser, gerne i opposition til det etablerede sytemsystem, men som også tit blev inden for den officielle kirke. De bevægelser, der forlod moderkirken og blev til egentlige [[Kætteri|kætter]]-bevægelser, gjorde detopstod ofte pga.ved tilfældigheder. Kristendommen i sine senere faser, både i sin reformerte og [[Modreformationen|modreformerte]] form, var i høj grad et resultat af de [[religiøs forandring|religiøse forandringer]], der prægede højmiddelalderen. Resultatet, som vi kender det, er ikke et udtryk for målrettede handlinger eller særlige programmer, men følgen af den måde, datidens mennesker reagerede på de problemer og udfordringer, de mødte.<ref>Se fx G. Constable (1996) pp 2-7</ref>

Religionen i 1100-tallet var i forholdmodsætning til århundrederne før og efter præget af afvigelse og konfrontation. Splittelsen kom bl.a. til udtryk gennemi de kætterbevægelser, der voksede frem. De forskellige religøst afvigende grupper var dog ofte svære helt at adskille fra den ortodokse tradition. Samtidig var opfattelsen af, at alle mennesker tilhørte det samme religiøse fællesskab, dominerende, og de grupper eller individer, der havde afvigende religiøse forestillinger, tilhørte ikke andre religioner, men [[djævelen]]. Attituden over for kritik af de etablerede katolske institutioner havde gennemgået en ændring: Fra omkring år 1000 at have været ganske lydhøre over for kritiske røster øverst i det kirkelige hierarki, begyndte kirken efter 1200 åbenlyst at forfølge protestbevægelser som kættere.{{kilde mangler|dato=januar 2016}} I begyndelsen blev kritikere blot opfattet som radikale fortalere for reformer, mens pavestolen selv var involveretmidt i en gennemgribende reformproces, den [[gregorianske reformbevægelse]]. Efter at kirken havde konsolideret sig i sin nye form, blev protestbevægelserne nu betragtet som en trussel mod enheden i kristendommen og derfor forfulgt.

Reformbevægelsen i 1000- og 1100-tallet havde bl.a. været et forsøg på at inddrage alle aspekter i menneskelivet i den kirkelige sfære. Det omfattede bl.a. pavemagtens forsøg på at underlægge sig de verdslige institutioner under sin indflydelsessfære og inddragelse af lægfolks liv{{Hvilket?|liv|dato=2016}} i de kirkelige [[sakramente]]r. Samtidigt blev [[Kirkeret|kanonisk lov]] styrket for at sikre pavens kontrol over hele kirkehierarkiet. Disse forsøg på at udvide pavens magt medførte selvfølgeligt konflikter, hvor de stødte sammen med de verdslige fyrsters interesser, fx i forbindelse med [[investiturstriden]]. Den øgede indblanding i almindelige menneskers liv betød også, at utilfredsheden med de gejstlige voksede, og mange begyndte at søge alternativer til den katolske kirke.{{For hvad?|dato=2016}}

Væksten inden for [[kloster]]-samfundene var et af de områder, hvor reformbevægelsen stærkest kom til udtryk. Gamle [[Munkeorden|munkeordner]] oplevede en ny opblomstring og nye ordner blev grundlagt, og over hele Europa blev byggeriet af nye klostre sat i gang. Denne vækst var mulig pga. de øgede donationer, som klostrerne modtog fra verdslige fyrster og rigmænd, og den øgede rekruteringrekruttering af personerdem, der ønskede at leve et liv som [[munk]] eller [[nonne]].

Opfattelsen af klostrene ændrede sig gennem reformbevægelsen, så de nu var blevet omdannet til helligsteder, der var udskilt fra den jordiske sfære og bragt tættere på den guddommelige. Det var en ny og strengere fortolkning af de [[Ritual|rituelle]] regler for klosterlivet, der lå til grund for denne forestilling. Denne udvikling inden for klosterbevægelsen var - i denne teologiske formulering - et udtryk for tidens personlige og inderlige religion, der især var fokuseret på den enkeltes relation til det guddommelige. Idealet for munkens tilværelse var nu et tilbagetrukket liv, som helt og holdent var fokuseret på religiøse gøremål. I realiteten blev klostrenes beboere dog ofte indblandet i både lokale og internationale affærer.

[[Kristen pilgrimsfærd i middelalderen|Pilgrimsfærd]] var et vigtigt element i middelalderens religiøsitet og var mere end bare en rejse til et helligsted, da selve rejsen og dens strabadser havde betydning i sig selv og blev opfattet som en form for ''[[Imitatio Christi]]''. Målet for pilgrimsfærden var heller ikke blot et geografisk punkt, men blev opfattet som en jordisk udgave af det [[himmelske Jerusalem]]. En pilgrimsfærd var en konkretisering af menneskelivets vej mod [[frelse]] og indtræden i [[Himmelen (religion)|himmelen]] ved ankomsten til målet. [[Korstog]]ene var fra begyndelsen en bevæbnet pilgrimsfærd og blev til som led i reformkirkens bestræbelser på at inddrage alle verdslige samfundsgrupper i kirkens sfære.{{kilde mangler|dato=januar 2016}} Men allerede omkring år 1200 var korstogene blevet adskilt fra pilgrimsfærden og etableret som hellige krigstogter med deres egen liturgiske praksis.

Den [[Jøde|jødiske]] befolkning var på én gang en marginaliseret gruppe og en integreret del af samfundet endda af dets eliteeliten. De levede konstant med usikkerhed og risiko for voldshandlinger. Mange kristne anså jøderne for at være kristendommens fjender. Øvrigheden og mange inden for den gejstlige sfære søgte at yde jøderne beskyttelse for [[pogrom]]er. Fx fordømte [[Bernhard af Clairvaux]] i stærke vendinger de overgreb på jøder i forbindelse med proklameringen af det [[Korstog#2. korstog 1147-1149|korstog]], han selv havde prædiket for i [[1144]]. Inden for kirken var den opfattelse udbredt, at jødernes tilstedeværelse var nødvendig, og at de skulle beskyttes, da jøders tilstædeværelsetilstedeværelse er en del af de bibelske fremstillinger af dommedag. Modviljen mod dem bundede ofte i deres rolle som pengehandlere og mellemmænd i finasielle transaktionerfinanstransaktioner. Deres kapital blev ofte stillet til rådighed for købmænd, og var derfor stærkt medvirkende til væksten i den internationale handel og højmiddelalderens økonomiske opsving.

Europas ældste [[universitet]] blev opbygget i [[Sorbonne|Paris]] i løbet af 1100-tallet. UndervisningUndervisningen foregik hidtil på [[katedralskole]]r eller i klostrene. I højmiddelalderen byggede boglig dannelse på [[grammatik]] i ordets videstetidligste betydning,: [[retorik]], [[Filosofi i middelalderen|filosofi]] og [[teologi]], og formålet var at uddanne skrivere til bispernes og fyrsternes administration. Den studerende var [[klerk]]: det betød at han tilhørte det gejstlige hierarki og var fritaget fra alle verdslige pligter og beskyttet af [[kirkeret]]ten.

Indtil 1100-tallet lå de mest prestigefyldte skoler i Tyskland, men nu begyndte klerke fra hele Europa at søge mod de franske skoler og især dei parisiskeParis. De studerende knyttede sig til de bedste lærere og til dem, der kunne tilbyde det bedste netværk, så de kunne få en god stilling. I 1100-tallet var de bedste undervisere samlet i Paris – og de bedste studerende samme sted. I det 13. åhundredeårhundrede var der grundlagt nye universiteter i Italien, England og Sydfrankrig.

En gejstlig uddannelse var en mulighed for at bevæge sig op i et strengt hierarkisk samfund. En dygtig klerk kunne blive ansat i en magtfuld ærkebiskops eller fyrstes kancelli, og måske selv en dag blive udnævnt til biskop, selv om han kun var en skomagers søn.

I løbet af 1100- og 1201200-tallet fik kristne filosoffer adgang til værker af de klassiske antikke filosoffer som [[Platon]] og [[Aristoteles]]. Manuskripterne kom til Vesteuropa fra [[al-Andalus|Spanien]] og [[Konstantinopel]] og blev samlet og kopieret i klostrene og på de nye universiteter og spredt over det meste af Europa.