Heliocentrisme: Forskelle mellem versioner

Det fælles udgangspunkt for det nye verdensbillede var det aristoteliske verdensbillede, som var formuleret af Aristoteles (384-322 f. Kr.). Dette verdensbillede bestod af to ”verdener”; det supralunare og det sublunare. I dette verdensbillede var jorden centrum i universet, og alt cirkulerede rundt om denne. Det supralunare var alt det, der var over [[månen]]. Her var stjernerne fast fæstede, og det bestod af det 5. element [[Æter (fysikhistorie)|æter]]. Alt var perfekt, uforanderligt og guddommeligt. I det supralunare bevægede alt sig i perfekte cirkelbevægelser, og Aristoteles troede, at disse var startet af en [[primus motor]], da han mente, at ingen bevægelser kunne komme i gang uden en påvirkning af en kraft. Det under månen, det sublunare, bestod af fire elementer: Jord, vand, luft og ild. I den sublunare verden ville alle elementerne bestræbe sig på at komme til hver deres naturlige sted. Man troede derfor, at de tunge elementer jord og vand ville søge mod jordens centrum, hvorimod ild og luft ville søge mod månesfæren. Aristoteles' metoder til undersøgelse af hans verdensbillede var kvalitativt og [[Teleologi|teleologisk]] (formålsbestemt), da der bl.a. ikke var nogle matematiske formuleringer og præcise angivelser. Dette verdensbillede stemmede meget overens med det kirkelige syn på verden, og blev derfor også antaget som det rigtige i næsten 2000 år. .