Bangladeshkrigen: Forskelle mellem versioner

'''Bangladeshkrigen''' (også kaldet '''Den pakistanske borgerkrig''' eller '''Bangladeshs løsrivelseskrig''') ([[bengali]]: মুক্তিযুদ্ধ; ''Muktijuddho'' eller বাংলাদেশের স্বাধীনতা যুদ্ধ; [[urdu]]: جنگ آزادی بنگلہ دیش; [[hindi]]: बांग्लादेश मुक्ति युद्ध), og efter [[Indien]]s intervention '''Den indisk-pakistanske krig i 1971''' eller '''Den tredje indisk-pakistanske krig''') var en [[krig]], der blev udkæmpet i 1971 mellem [[Østpakistan]] (det nuværende [[Bangladesh]], tidligere kendt som Østbengalen), og senere også Indien, mod [[Vestpakistan]]. Krigen endte med et vestpakistansk nederlag og førte til, at det oprindelige [[Pakistan]] blev delt, da den østlige del af landet blev uafhængigt som Folkerepublikken Bangladesh.

Pakistan havde opnået uafhængighed fra [[Britisk Indien]] den [[14. august]] [[1947]], da de muslimsk dominerede provinser i Britisk Indien erklærede sig uafhængige. Provinserne var beliggende i den nordvestlige del af Britisk Indien (det nuværende Pakistan) og den østlige provins Østbengalen, der var adskilt med ca. 1.600 kilometer fra de vestlige provinser. Pakistan bestod herefter af to områder; et Østpakistan og et Vestpakistan med omtrent lige stor befolkning, men med forskellig kultur, selv om begge områdene var muslimske. Den politiske magt var koncentreret i Vest, hvilket indbar, at der i Øst opstod utilfredshed med regimet i [[Islamabad]].

Forholdet mellem de to dele af Pakistan blev yderligere forværret i 1970, da [[Awami League]], det største Østpakistanske politiske parti, ledet af [[Sheikh Mujibur Rahman]], vandt en jordskredssejr ved de nationale valg i Pakistan. Partiet vandt 167 af de 169 pladser, der var tildelt Østpakistan, og partiet havde derved absolut flertal blandt Nationalkongressens 313 medlemmer. Dette betød, at Awami League efter Pakistans forfatning havde ret til at danne regering. Lederen af det Vestpakistanske [[Pakistan Peoples Party]], [[Zulfikar Ali Bhutto]] nægtede imidlertid Rahman at tiltræde som Pakistans premierminister.<ref name="Dr. Professor [[Mubashir Hassan]], professor of Civil Engineering at the [[University of Engineering and Technology, Lahore|University of Engineering and Technology]] and the Oxford University Press ">

</ref> Bhutto foreslog i stedet, at Pakistan fik to Premierministre, én for hver af de to områder. Forslaget medførte forargelse og vrede i Østpakistan, der allerede var utilfredse med det af Vestpakistan indførte "One Unit Scheme", der til skade for Østpakistans interesser sammenlagde de tre vestlige provinser til én samlet provins (nemlig Vestpakistan) og derved reducerede Østpakistans muligheder for at gøre sine interesser gældende inden for Pakistan. Bhutto afviste også Rahmans "Seks punkter", som Rahman krævede opfyldt, der i realiteten ville gøre Pakistan til en forbundsstat med to autonome delstater. De to ledere mødtes den [[3. marts]] 1971 sammen med Pakistans præsident, general [[Yahya Khan]] i [[Dhaka]] for at afgøre landets skæbne. Forhandlingerne førte ikke til en løsning, og Sheikh Mujibur Rahman opfordrede til en nationalstrejke. Bhutto frygtede en [[borgerkrig]] og opnåede derfor en aftale med Rahman om, at der skulle dannes en koalitionsregering med Rahma som premierminister og Bhutto som præsident.<ref name="Dr. Professor [[Mubashir Hassan]], professor of Civil Engineering at the [[University of Engineering and Technology, Lahore|University of Engineering and Technology]] and the Oxford University Press "/> Denne udvikling var imidlertid ikke afstemt med Pakistans militære ledelse.<ref name="Dr. Professor [[Mubashir Hassan]], professor of Civil Engineering at the [[University of Engineering and Technology, Lahore|University of Engineering and Technology]] and the Oxford University Press "/>

I talen opfordrede Rahman "sit folk" til at gøre hvert et hus til et fort af modstand. Han afsluttede talen med at fastslå, at "Vor kamp er for vor frihed. Vor kamp er for vor uafhængighed". Talen den 7. marts 1971 anses at være et af de væsentligste momenter, der inspirerede Østpakistan til at kæmpe for uafhængighed. Umiddelbart efter Rahmans tale blev den vestpakistanske general Tikka Khan fløjet til Østpakistan for at blive indsat som [[Guvernør]] for Østbengalen. Østpakistanske [[dommer]]e nægtede dog at indsætte Khan i embedet.

Mellem den 10. og den 13. marts aflyste [[Pakistan International Airlines]] alle flyselskabets internationale ruter for i stedet i hast at flyve "regeringspassagerer" til Østpakistan. Disse "regeringspassagerer" var for den alt overvejende del vestpakistanske soldater i civil.

Den 16. marts 1971 påbegyndte Sheik Mujibur Rahman forhandlinger med Pakistans leder, general [[Yahya Khan]] om Østpakistans rolle i et forenet Pakistan og mulighederne for en løsrivelse. Forhandlingerne førte dog ikke til ophør af urolighedernne, og den 19. marts åbnede pakistanske tropper ild mod demonstranter og dræbte 50 personer i Jaydevpur. Senere, den 24. marts, udbrød omfattende uroligheder, hvor pakistansk militær dræbte op mod tusinde mennesker.

Indien havde som følge af konflikten modtaget millioner af flygtninge fra Østpakistan, hvilket var en medvirkende faktor til, at Indien blev draget ind i konflikten. Den 15. maj 1971 blev Indiens støtte til Mukti Bahini officiel, og Indien støttede herefter bevægelsen økonomisk, diplomatisk og militært. Blandt andet som følge af den indiske støtte blev der i løbet af sommeren gradvist etableret egentlige hærenheder i Østpakistan, og der blev således etableret et [[luftvåben]] i september måned, og i november måned blev etableret en flåde. Indien blev i oktober og november 1971 yderlige involveret i konflikten som følge af en række grænsetræfninger ved grænsen til Østpakistan, og den 21. november 1971 etableredes et egentligt militært samarbejde mellem Indien og Østpakistan under hærenheden Mitro Bahini. Krigens eskalering medførte, at Pakistan den 3. december 1971 indledte et større flyangreb på 11 indiske flybaser og radarstationer i den vestlige del af Indien. Operationen, der blev benævnt [[Operation Djengis Khan]], medførte, at Indiens Premierminister [[Indira Gandhi]] samme aften i en radiotale til nationen meddelte, at Pakistans angreb var at betragte som en [[krigserklæring]], og Pakistans angreb blev således begyndelsen på [[Den tredje indisk-pakistanske krig]]. Indien besvarede de pakistanske flyangreb med massive gengældelsesangreb.