Besættelsen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Asger (diskussion | bidrag) Teksten omhandler besættelsens afslutning, ikke krigens - Fjerner version 9895133 af 176.20.150.206 (diskussion) Tag: Omgjort |
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer |
||
Linje 3:
'''Besættelsen''' af [[Danmark]] under [[2. verdenskrig]] indledtes, da [[Tyskland|tyske]] tropper i forbindelse med [[Invasionen af Danmark i 1940|Operation Weserübung-Süd]] den [[9. april]] [[1940]] besatte Danmark næsten uden militær modstand. Besættelsen sluttede for det meste af Danmark den [[5. maj]] [[1945]], efter at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark den 4. maj havde kapituleret til de [[vestallierede]] styrker. [[Sovjetunionen]] overtog dog besættelsen af Bornholm fire dage senere efter at have bombarderet Nexø og Rønne fra luften den 7. og 8. maj. Besættelsen sluttede endeligt den 5. april 1946.
Regeringen og de fleste offentlige danske institutioner fortsatte med at fungere relativt uændret under første del af besættelsen. Den danske regering blev i landet og samarbejdede med den tyske [[Værnemagt|besættelsesmagt]].
I august [[1943]] valgte regeringen at gå af, efter at tyskerne havde stillet en række krav efter [[Augustoprøret|omfattende arbejdsnedlæggelser i landet]]. Herefter blev hverdagen vanskeligere for befolkningen som følge af af den stadigt dårligere forsyningssituation og af den voksende modstand mod besættelsesmagten. Som svar på modstanden etablerede tysk militær og politi en langt hårdere magtanvendelse, der førte til [[Operation Safari|afvæbning af det danske forsvar]], forsøg på at pågribe og deportere de danske [[jøde]]r, til arrestation og [[deportation af det danske politi]] samt indførelse af [[dødsstraf]] for [[sabotage]] og angreb på besættelsesmagten. Mange medlemmer af [[Den danske modstandsbevægelse|modstandsbevægelsen]] blev [[henrettelse|henrettet]], og en del danskere mistede livet ved tyske [[Clearingmord|gengældelsesaktioner]].
Linje 9:
== Invasionen ==
{{uddybende|Invasionen af Danmark i 1940}}
Besættelsen af Danmark var ikke et vigtigt mål for [[Tyskland]]. Beslutningen om at besætte Danmark havde først og fremmest det [[strategi]]ske sigte at sikre det vigtige angreb på [[Norge]] og sikringen af indsejlingen til [[Nordsøen]]. Derudover var Danmark en vital del af [[Atlantvolden]], det tyske forsvarsværk, der skulle forhindre en allieret invasion.
Så sent som i februar 1940 var beslutningen om angrebet på Danmark ikke endeligt truffet. Først den [[29. februar 1940|29. februar]] blev det fastlagt, at også Danmark skulle besættes. Tyskland var afhængig af luftbaser i Danmark (især flyvepladsen i [[Aalborg]] var vigtig) i forbindelse med invasionen af Norge. I den oprindelige plan skulle kun [[Nordjylland]] besættes. Planen blev ændret den 29. februar med en blyantstilføjelse på invasionsplanen.
Linje 24:
* Tysklands essentielle interesse i Danmark var at få del i landets overskud af landbrugsprodukter. Det formål ville dog under alle omstændigheder blive opfyldt af Danmark ud fra en økonomisk nødvendighed.
* Tyskerne håbede at opnå en [[propaganda]]mæssig fordel af Danmark. Med Hitlers ord skulle Danmark blive et "modelprotektorat". Danmark skulle vise verden, hvordan et fremtidigt nazi-domineret Europa kunne se ud.{{kilde mangler|dato=Uge 52, 2008}}
* Ud over disse mere praktiske mål var danskerne ifølge den nazistiske ideologi medlemmer af den "[[arisk]]e race" i modsætning til de "laverestående racer" som polakker og russere.
Besættelsen af Danmark blev gennemført hurtigt, og mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den allerede var et faktum. Den pludselige tyske besættelse oplevedes som et chok og en ydmygelse i store dele af befolkningen, omend der var delte meninger om, hvordan Danmark politisk skulle forholde sig til den. Forsvarsminister Alsing Andersen brugte betegnelsen 'det knæk vi fik' om dagen, og udenrigsminister Munch kaldte det i sine erindringer en ydmygelse. I hæren var der stærk utilfredshed med, at et bedre forsvar ikke var etableret.
[[Fil:King Christian X in Copenhagen 1940.jpg|thumb|Under besættelsen blev kong [[Christian 10.]] et stærkt symbol på national uafhængighed. Dette billede blev taget på kongens fødselsdag i 1940. Læg mærke til, at han ikke har følgeskab af gardere.]]
Der rejste sig hurtigt en meget dansk-national stemningsbølge i befolkningen, og fænomener som "[[algang]]" og "[[alsang]]" greb om sig. Samtidig blev kongen, [[Christian 10.]], et fremtrædende nationalt symbol. Der var dog endnu ikke antydning af aktiv modstand mod besættelsesmagten.
Der var tysk interesse i at have et rimeligt forhold til Danmark, og for Danmark betød det, at regeringen blev siddende, og at [[Folketing]]et fortsatte med at fungere som før. Regeringen var i stand til at beholde meget af sin tidligere kontrol med indenrigspolitikken. De danske politikere besluttede, at det danske [[politi]] skulle samarbejde med de tyske besættelsestropper.<ref>{{Harvnb|Andersen|2002|p=367.}}</ref>
Linje 44:
I 1942 døde Stauning. Han blev efterfulgt som statsminister af [[Vilhelm Buhl]], men allerede samme år blev [[Erik Scavenius]] leder af samlingsregeringen og virkede som [[statsminister]] gennem resten af besættelsestiden. Scavenius var [[diplomat]], ikke valgt politiker, og havde et [[elite|elitært]] forhold til regeringsførelsen. Han var meget bekymret for, at den efter hans mening emotionelle offentlige mening ville destabilisere hans forsøg på at skabe en balance mellem dansk suverænitet og nazistiske krav. Scavenius opfattede sig som en beskytter af Danmark. Både under og efter krigen var der megen kritik af hans regerings rolle, særligt fra medlemmerne af den aktive [[modstandsbevægelse]], som mente, at han havde lagt hindringer i vejen for den aktive modstand og dermed truet Danmarks nationale ære og skadet vores position i forhold til De Allierede. Scavenius og de fleste politikere mente derimod, at kritikerne blot var naive og følelsesbetonede eller i værste fald opportunister.
De danske myndigheder var i stand til gennem samarbejdspolitikken at opnå indrømmelser, men nægtede konsekvent at indgå i en told- og [[møntunion]] med Tyskland. De danske myndigheder var bekymrede for de negative økonomiske og politiske konsekvenser. De tyske myndigheder ønskede på den anden side ikke at ødelægge de særlige relationer til de danske myndigheder ved at gennemtvinge forslaget, som de havde gjort i andre besatte lande. Det danske nazistparti blev holdt uden for regeringen. [[Folketingsvalg 1943|Et "demokratisk" valg]] blev afholdt i begyndelsen af 1943 og fik et klart anti-nazistisk resultat. Repræsentanter for det danske militær fik adgang til følsomme tyske militære informationer, som de med held videresendte til de allierede.{{kilde mangler|dato=Uge 52, 2008}}
De økonomiske konsekvenser af besættelsen blev mindsket på grund af det tysk-danske samarbejde. Tilstrømningen af tyske investeringer til industri, landbrug og mest synligt til et enormt fæstningsbyggeri, især på Jyllands vestkyst, skabte alvorlige problemer med øget [[inflation]] i krigens første år. Den danske regering var i stand til at genforhandle vekselkursen mellem den tyske [[mark (møntenhed)|mark]] og den danske [[krone (møntenhed)|krone]] og løste dermed problemet. Pengene til de store investeringer hentede tyskerne i den danske [[Danmarks Nationalbank|Nationalbank]].
Den største succes i forbindelse med den danske politik i forhold til Tyskland var, at de danske jøder undgik forfølgelse i over tre år. I de år, samarbejdspolitikken fungerede, nægtede regeringen konsekvent at acceptere tyske krav om indgreb over for den jødiske del af befolkningen. De tyske myndigheder følte sig i stigende grad generet af den danske holdning til spørgsmålet, men ville ikke gennemtvinge sine ønsker, da de forudså, at det ville blive set som "politisk uacceptabelt". Det gjaldt heller ikke den rigsbefuldmægtigede, [[Grader i Schutzstaffel|SS-Obergruppenführer (general)]] og tidligere medlem af [[Gestapo]] dr. [[Werner Best]], som fra november 1942 fungerede som den øverste tyske repræsentant i Danmark. Best mente, at ethvert forsøg på at fjerne jøderne ville være særdeles skadeligt for forholdet mellem de to regeringer og anbefalede derfor ikke at lave form for aktion mod de danske jøder.
Linje 51:
== Øgede spændinger ==
{{uddybende|Operation Safari}}
[[Fil:Denmark Fights for Freedom.ogv|thumb|'Denmark Fights for Freedom', film om den danske modstandsbevægelse fra 1944.]]
Som årene gik, blev befolkningen i stigende grad fjendtligt indstillet over for den tyske besættelsesmagt. Tyske soldater udstationeret i Danmark oplevede mere og mere en køligt indstillet befolkning, men den fortsatte villighed til samarbejde hos regeringen gjorde forholdet tåleligt for dem. Den danske regering forsøgte at bekæmpe sabotage og andre former for voldelig modstand mod besættelsen, men i løbet af efteråret 1942 havde modstanden nået et niveau, hvor Tyskland for første gang officielt erklærede Danmark for "fjendtligt territorium". Efter de tyske nederlag ved [[Andet slag om el-Alamein|El-Alamein]] og [[Slaget om Stalingrad|Stalingrad]] øgedes den aktive danske modstand kraftigt. I marts 1943 tillod besættelsesmagten, at der blev afholdt valg. Resultatet gav en stærk opbakning til de demokratiske partier.
Linje 60:
Efter regeringens tilbagetræden var Danmark i fuldt omfang underlagt det tyske udenrigsministerium, der i oktober besluttede at deportere alle jøder fra landet. Informationer, der var sluppet ud om de tyske planer, tillige med en beslutsom indsats fra befolkningen, sikrede, at langt de fleste af landets jøder blev sejlet sikkert over Øresund til det neutrale [[Sverige]].
[[Fil:Nørrebro Riot.jpg|left|thumb|Barrikader på [[Nørrebro (København)|Nørrebro]] under [[Folkestrejken (1944)|folkestrejken]] i sommeren 1944.]]
Sabotageaktionerne mod besættelsesmagten tog til i antal og omfang efter den danske regerings tilbagetræden. Af vellykkede sabotageaktioner kan nævnes den mod jernbanerne på [[D-dag]]en. Det lykkedes sabotørerne at forstyrre jernbanenettet i dagevis, hvorved de tyske forstærkningers transport blev forsinket betydeligt. Nyere forskning vedrørende jernbanesabotagen<ref>Det var historikeren [[Aage Trommer]], der med disputatsen ''Jernbanesabotagen i Danmark under den anden verdenskrig : en krigshistorisk undersøgelse'', Odense University Press, 1971. (''Odense University Studies in History and social Sciences. Vol, 3''). ISBN 87-7492-049-9, første gang fremsatte denne teori. Disputatsen mødte stor modstand, især fra tidligere modstandsfolk, men den var dog først og fremmest var af følelsesmæssig karakter. Modstanden betød bl.a., at Aage Trommer i slutningen af 1980'erne måtte lades ude af betragtning, da [[Frihedsmuseet]] søgte at forny en udstilling, på grund af et krav fra de tidligere modstandsfolk i foreningen "Frihedsmuseets Venner" (Jubilæumsbogen ''Nationalmuseets Arbejdsmark 1807-2007'', ISBN 978-87-7602-079-8, s. 235</ref> har imidlertid sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af sabotagen, idet bevarede optegnelser om togbevægelserne i Danmark viser, at det var relativt nemt at omdirigere sabotageramte togstammer via alternative ruter. Ud over jernbanerne var målene for en betydelig del af sabotageaktiviteterne virksomheder, der producerede krigsvigtige varer for tyskerne.
Modstanden mod den tyske besættelse førte til dannelsen af [[Frihedsrådet|Danmarks Frihedsråd]], og den illegale presse blomstrede. De vestallierede regeringer, der tidligere havde været skeptiske over for den danske vilje til at bekæmpe Nazityskland, begyndte i stigende grad at anerkende Danmark som en allieret, selv om det aldrig lykkedes fuldt ud på grund af modstand fra øst.
Linje 76:
== Økonomi ==
{{uddybende|Levevilkår for den danske befolkning under besættelsen}}
Den danske økonomi var stærkt udfordret under besættelsen og særligt hæmmet af de stigende priser på råmaterialer som [[kul]] og [[olie]]. Den økonomiske blokade mod Tyskland påvirkede også Danmarks økonomi negativt. Da Danmark ikke selv var i besiddelse af nævneværdige naturressourcer, var landet sårbart over for prisstigninger og manglende forsyninger. Regeringen havde i nogen grad forudset problemets opståen før krigen og havde opbygget betydelige reserver, der sammen med indførelse af [[rationering]] var med til at mindske nogle af de værste økonomiske problemer. Forstyrrelsen og afbrydelsen af Danmarks [[udenrigshandel]] var også skadelig for økonomien.
Set i forhold til ødelæggelsen af andre besatte landes økonomi, var de længerevarende skadevirkninger i Danmark dog begrænsede.
Linje 87:
{{citat|I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.<ref>[http://www.befrielsen1945.dk/temaer/befrielsen/jubel/index.html#indhold0 Befrielsen 1945 - Jubel og glæde<!-- Bot genereret titel -->]</ref>|[[Frihedsbudskabet|Befrielsesbudskabet]] fra BBC den 4. maj 1945 oplæst af [[Johannes G. Sørensen]]}}
Selv om Danmark undgik de mange krigsfølger, som andre dele af det tyskbesatte Europa led under, var danskerne udsat for en række vanskeligheder og gener som følge af besættelsen og krigen. Danmark var det besatte land i Europa, der blev mindst ramt af krigen og dens skadevirkninger.{{kilde mangler|dato=Uge 4, 2009}}
Mange danskere blev dræbt og fængslet som følge af deres indsats i [[Den danske modstandsbevægelse|modstandsbevægelsen]], mange søfolk omkom på allierede skibe, og andre døde som følge af tysk terror. Landet blev også udsat for luftbombardementer, men kun skaderne på Rønne og Nexø kan sammenlignes med skader i [[Norge]] eller [[Holland]].
=== Den sovjetiske besættelse af Bornholm ===
{{Uddybende|Bornholms besættelse}}
Linje 98:
== Danske tab under besættelsen ==
[[Fil:IIww - 5 maj 1945.JPG|thumb|left|En mindesten for Danmarks befrielse.]]
Samlet blev omtrent 380 medlemmer af modstandsbevægelsen dræbt under besættelsen, de bliver mindet i [[Mindelunden i Ryvangen]]. Omkring 900 civile mistede også livet som følge af bombardementer, optøjer eller tyske gengældelsesdrab. 39 danske soldater blev dræbt eller såret under den tyske invasion, og yderligere fire blev dræbt den 29. august 1943. Mindst 600 danskere mistede livet i tyske [[koncentrationslejr]]e. De største danske tab fandt sted blandt de sømænd, der igennem krigen sejlede for De Allierede. I alt 1.850 danske sømænd mistede livet, de fleste som følge af angreb fra tyske [[ubåd]]e (i England findes en mindetavle for dem i domkirken i [[Newcastle upon Tyne]]). Over 100 danskere blev dræbt som soldater i allieret tjeneste og mere end 500 i tysk tjeneste.
En kilde<ref>{{Harvnb|Andersen|2002|p=281.}}</ref> angiver antallet af danskere i koncentrationslejr under 2. verdenskrig til 6.000, hvoraf omkring 600 døde (ca. 10 %). Sammenlignet med kz-fanger fra andre lande var det en relativt lav dødelighed.
Linje 164:
{{Besættelsen}}
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Danmark i 1900-
[[Kategori:Danmark under 2. verdenskrig| ]]
[[Kategori:Danske krige]]
| |||