Det tyske kejserriges hær: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Bundesarchiv Bild 136-B0082, Odenwald, Kaisermanöver.jpg|thumb|Kejsermanøvre i [[Odenwald]], 1888]]

'''Det tyske kejserriges hær''', som ifølge artikel 60 i det [[Bismarcks rigsforfatning|tyske riges grundlov]] hed '''Deutsches Heer''', er betegnelsen for [[Tyskland]]s hær fra rigets samling i [[1871]] til etableringen af [[Reichswehr]] efter nederlaget i [[1. verdenskrig]] i [[1919]].

I såvel krig som fred havde hæren kejseren som øverstbefalende. Den bestod af hærene fra de tyske stater [[Preussen]], [[Kongeriget Bayern|Bayern]], [[Kongeriget Sachsen|Sachsen]] og [[Kongeriget Württemberg|Württemberg]]. Enhederne fra de andre tyske stater stod under preussisk ledelse, eller indgik i den preussiske hær. De bayerske, saksiske og württembergske hære var i fredstid underlagt deres respektive regenter. Deres forvaltning var underlagt egne krigsministerier. Den bayerske hær var en selvstændig del af den tyske hær med egen nummerering af enheder. De saksiske og württembergske hære udgjorde særskilte [[armékorps]] i det tyske kejserriges hær. Også enhederne fra de øvrige tyske stater udgjorde særskilte enheder, f.eks. [[regiment]]er eller som fyrstedømmet Lippe en [[bataljon]]. Württembergske officerer blev videreuddannet i den preussiske hær.

[[Det tyske kejserriges flåde]] og [[Schutztruppe]] var direkte underlagt kejseren og rigets forvaltning. Kejseren havde også i fredstid ret til at fastsætte troppestyrken og deres placering i garnisoner, anlægge fæstninger og ret og pligt til at gennemføre en ensartet organisation og formering, bevæbning og kommando samt uddannelse og træning af officerer og mandskab. Militærbudgettet blev fastlagt af parlamenterne i de enkelte stater og rigsdagen.

Den tætte tilknytning til monarkiet afspejledes i starten af det stærkt adeligt prægede officerskorps. Også senere fastholdt adelen en stærk stilling især blandt de højtstående officerer, men i takt med hærens og flådens udbygning voksede andelen af borgerlige officerer. Adelens funktion som forbillede sørgede udover en indre socialisering i militæret også for at den borgerlige gruppes selvforståelse ikke afveg fra den adeliges i nævneværdig grad.

Mellem 1848 og 1860'erne så det øvrige samfund nærmest med mistro på militæret. Dette ændrede sig efter sejrene i krigene der førte til Tysklands samling ([[2. slesvigske krig]], [[Preussisk-østrigske krig]] og [[Fransk-preussiske krig]]) mellem 1864-1871. Militæret blev til et centralt element i den voksende tysk nationale patriotisme. Kritik af militæret blev anset for upassende. Trods det støttede partierne ikke ubetinget en forøgelse af hæren. Således nåede de væbnede styrker først i 1890 op på den i grundloven fastlagte fredsstyrke på en 1 % af befolkningen, svarende til 490.000 mand.<ref>Til sammenligning havde [[Bundeswehr]] før den tyske genforening i 1990 en styrke på omkring 0,9 % af befolkningen og DDR's væbnede styrker udgjorde omkring 1,5 % af befolkningen. I dag udgør de væbnede styrker kun omkring 0,3 % af befolkningen i Tyskland</ref>. I de følgende år blev hæren yderligere udvidet. Mellem 1898 og 1911 krævede den bekostelige flådeoprustning indskrænkninger i hæren. Bemærkelsesværdigt er det, at i denne periode var selv generalstaben modstander af en yderligere udbygning af troppestyrken, idet den var bange for at få flere borgerlige officerer på bekostning af de adelige. I denne periode blev Schlieffenplanen udarbejdet, som indeholdt konceptet for en mulig tofrontskrig mod Frankrig og Rusland med deltagelse af Storbritannien på modstandernes side. Efter 1911 blev hæren udvidet i stort tempo. Den for gennemførelsen af Schlieffenplanen nødvendige troppestyrke nåede man dog ikke op på.

Hæren fik i løbet af kejserrigets tid en stærk stilling i samfundet. Officerskorpset blev af de toneangivende dele af befolkningen betragtet som "de første i staten". Dets verdensbillede var præget af troskab mod monarkiet og forsvar af regentens rettigheder. Det var konservativt, antisocialistisk og grundlæggende antiparlamentarisk. Det militære adfærds- og æreskodeks prægede også store dele af det omgivende samfund. Også for mange borgere blev den status der fulgte med at være [[reserveofficer]] et attråværdigt mål.

Grundlaget for størrelsen og organisationen af den tyske hær var især fastlagt i:

Allerede siden [[Frederik den Store af Preussen|Frederik den Stores]] tid blev officerer konsekvent opdraget til at handle selvstændigt.

Et citat fra Frederik den Store illustrerer dette:

Som eksempel på hvorledes den preussiske lydighed skulle forstås kan fremhæves en hændelse fra [[Slaget ved Zorndorf]]. [[Friedrich Wilhelm von Seydlitz|Seydlitz]] nægtede flere gange at udføre kongens befaling om at gribe ind i slaget med sine [[kavaleri]]enheder, selv om han blev truet med at "han ville med sit hoved blive holdt ansvarlig for slagets udgang". Seydlitz greb først ind da han med sit angreb i flanken kunne opnå den maksimale virkning med sit angreb. Dette var af stor betydning for sejren. Seydlitz adlød ikke kongens befaling bogstaveligt, men efter meningen.

En hurtig udvikling indledtes i [[Preussen]] efter [[1806]], og efter [[1888]] blev opgavetaktikken ved "''Exerzierreglement für die Infanterie''" obligatorisk i den preussiske hær og blev senere overført til de andre hære og senere videreudviklet i [[Reichswehr]].

Andre elementer er grundsætninger som f.eks. [[Opgavetaktik|Ledelse fra front]]. Også her er forudsætningen en stor selvstændighed og ansvarsbevidsthed fra soldaternes side en forudsætning. Den højere fleksibilitet og de hurtigere reaktionsmuligheder skal her vurderes i forhold til risikoen for at frontofficeren kunne blive afskåret og de store tab af officerer. Trods denne risiko var dette et fast princip i den tyske hær.

En anden grundsætning fra eksercitsreglementet af 1888: "Undladelse af at gøre noget er en større synd end at vælge det forkerte middel". Heri lå den erkendelse af tøvende og afventende adfærd i tvivlstilfælde altid er værre end en måske ikke optimal handling. De preussisk/tyske soldater blev opdraget til med alle midler at fastholde initiativet. Et britisk studie efter den [[Fransk-preussiske krig]] nåede frem til følgende konklusion: "Ingen andre steder bliver den uafhængige vurdering og valgfriheden fra kommanderende general til underofficer plejet og tilskyndet i en grad som i den tyske hær. Glæden ved at have et ansvar blev betragtet som den vigtigste lederegenskab i den preussisk/tyske hær, det var ilde set at skubbe ansvar fra sig.

Desuden rådede hvert armékorps over korpstropper i form af indtil to fodartilleriregimenter, en jægerbataljon, en til to [[pioner]]bataljoner, en trænbataljon samt forskellige andre enheder, såsom f.eks. en telegrafbataljon, 1-2 feltpionerkompagnier, 1-2 sanitetskompagnier, jernbanekompagnier osv.

Et infanteriregiment havde i [[1900]] en styrke i fredstid på 69 officerer, 6 læger, 1977 underofficerer og mænd samt 6 militærembedsmænd, i alt 2058 mand. Et kavaleriregiment havde 760 mand og 702 heste. Dette styrkemål var gældende for regimenter med stort budget. Regimenter med middelstort eller lavt budget havde en mindre styrke.

Et infanterikompagni med stort budget havde fem officerer og 159 underofficerer og mænd, de med lavt budget havde fire officerer og 141 underofficerer og mænd.

* 18 jæger/skyttebataljoner

* 9 underofficersskoler, 1 oplæringsinfanteribataljon, en infanteriskydeskole, en geværafprøvningskommission

* 11 maskingeværafdelinger, 233 maskingeværkompagnier, 15 fæstningsmaskingeværafdelinger

* 490 kavalerieskadroner i 98 regimenter med hver 5 eskadroner

* 633 feltartilleri-batterier i 100 regimenter

* 1 feltartilleriskydeskole

* 1 fodartilleriskole

* 28 pionerbataljoner med 26 projektørtog

* 8 jernbanebataljoner

* 5 luftskibsbataljoner

* 5 flyverbataljoner

* 1 lastbilbataljoner

* 25 trænafdelinger

* 317 områdekommandoer

Ganske vist blev de forskellige troppekontingenter i hæren udrustet efter fælles retningslinjer efter kejserrigets grundlæggelse, men hvad angik hovedbeklædning, farvevalg og facon var der mange varianter.

De forskellige enheder og grader kunne identificeres ud fra:

* Skulderstropper (menige og underofficerer) og epauletter (officerer)

* Gradstegn på ærmer

Grundfarven i infanteriets [[uniform]] var [[preussisk blå]]. Kontingenterne fra de fleste tyske stater var allerede gennem militærkonventioner blevet indlemmet i den preussiske hær eller tilknyttet den og havde kun mindre særrettigheder tilbage, såsom krav på egne kokarder på hovedbeklædningen og andre kendetegn. Hvilken tysk stat en soldat stammede fra kunne man se på kokarden på hovedbeklædningen, ærmerne og gradstegnene på skuldrene. I 1914 fandtes der i alt 272 forskellige variationer i uniformeringen. Det drejede sig i de fleste tilfælde kun om småting, mens de saksiske og bayerske uniformer var mere afvigende.

Tyske soldater fik hvert år nye uniformer. Der var i alt indtil fem sæt. Den første var til paradeformål. Den anden var til brug ved udgang. Tredje og fjerde var til almindelig brug (drejlsuniform) og den femte var, i fald den fandtes, til brug i krigstilfælde og lå i depot.

Der var seks grupper af tjenestegrader i den tyske hær:

# Stabsofficerer og

Nogle underofficerer fik dog månedlig gage i lighed med officerer.

Til sammenligning tjente en metalarbejder i 1910 mellem 20 og 40 mark om ugen.<ref>Kilde: Adolf Levenstein, ''Die Arbeiterfrage mit besonderer Berücksichtigung der sozialpsychologischen Seite des modernen Großbetriebes und der psychophysischen Einwirkungen auf die Arbeiter'', München, 1912 S. 68-75.</ref>, dvs. mellem 1040 og 2080 mark om året.

* * Menige fik et dagligt sold på 22 pfennig, Gardere fik 1 pf. gardetillæg, så de nåede op på 23 pf.

De økonomiske forhold for de lavere officersgrader var yderst beskedne. Løjtnanter var henvist til at få tilskud hjemmefra. Alt efter hvor eksklusivt et regiment man tilhørte, og den heraf følgende levestil, var det nødvendigt med et tilskud på mellem 50-200 mark om måneden. Ingen løjtnant kunne leve af sin gage. Dette sikrede naturligvis en social selektion. De omtalte officerer stammede i reglen fra familier, som havde råd til at understøtte deres sønner økonomisk.

I reglen tog det ca. 10 år at blive forfremmet til kaptajn. Herefter varede det yderligere omkring 15 år inden man blev forfremmet til major. Det var de færreste officerer, som blev forfremmet til stabsofficerer. De fleste forlod hæren inden, hvilket altid kunne lade sig gøre, da der ikke var krav om gennemførelse af en bestemt tjenestetid.

Til ægteskab blev en årsindkomst på mindst 4000 mark anset for nødvendig, hvilket først ældre kaptajner opnåede. Indtil da kunne officerer kun gifte sig, hvis bruden bragte tilstrækkelig mange penge ind i ægteskabet. Officerer skulle indhente en forudgående tilladelse "Heiratserlaubnis" fra deres overordnede inden de kunne gifte sig. De økonomiske forhold havde stor betydning for tildelingen af ægteskabstilladelse, ligesom brudens standsmæssige herkomst.

Hovedparten af underofficererne tilhørte de såkaldte ,,kapitulanter'', dvs. værnepligtige som frivilligt havde forlænget deres tjenestetid med et år. Forfremmelse til officer var så godt som udelukket. De fleste underofficerer gjorde tjeneste i 12 år og havde herefter som militæransøgere forrang til at blive ansat i hele den lavere civile forvaltning, ved postvæsenet, jernbanen osv.

Nye officerer måtte i stigende grad rekrutteres blandt den ikke-adelige befolkning. Det var i Preussen og Bayern en forudsætning, at man havde studentereksamen. Før 1. Verdenskrig havde 2/3 af officerskandidaterne [[studentereksamen]], og i 1913 udgjorde borgerlige 70 % af officerskorpset.

Officerskorpset havde især i Preussen en fremtrædende plads i samfundet. I Sydtyskland var det knap så tydeligt. I Preussen var selv løjtnanter hoffærdige (dvs. havde adgang til hoffet), i Bayern var det kun stabsofficerer og højere. Officerernes renomme var højt, f.eks. på grund af den betydning militæret havde haft for Tysklands samling. Som følge heraf var en karriere som reserveofficer i høj kurs i borgerlige kredse.

Enhver duelig tysk mand, som ikke var udelukket på grund af vanærende straffe, var værnepligtig fra det afsluttede 17. til det afsluttede 45. leveår. Enhver værnepligtig kunne fra det 20. til det 39. leveår indkaldes til tjeneste i hæren eller flåden.

# aktiv tjenestepligt

# reserve tjenestepligt

# Landwehr tjenestepligt

Den varede fra 1893 2 år ved infanteriet og alle øvrige fodtropper. Ved kavaleriet og det ridende artilleri var den 3 år, ved trænet var den 1 eller 2 år, og ved flåden 3 år.

Unge mænd, som kunne fremvise et videnskabeligt duelighedsbevis – f.eks. eksamensbevis fra den etårige Untersekunda, og selv havde råd til at betale for mundering, kunne udføre deres tjenestepligt som såkaldte etårsfrivillige. De skulle melde sig frivillig mellem det afsluttede 17. og 20. leveår. Prøven indeholdt tre sprog (tysk og to fremmedsprog) samt geografi, litteratur, matematik, fysik og kemi. Indkaldelsen fulgte så den 1. oktober (undtagelsesvis 1. april) De etårsfrivillige kunne, i det omfang det var muligt, selv vælge våbengren. Efter seks måneders aktiv tjenestetid kunne de forfremmes til underkorporal.

De som var færdige med aktiv tjeneste blev overført til reserven. Tjenestepligten i reserven varede indtil der sammen med den aktive tjenesteperiode var gået syv år. Reservister var forpligtet til at deltage i 8 ugers øvelser.

Ved Landwehr var der første og andet geled. Efter tiden i reserven blev man overført til første geled. Ved indtil to års aktiv tjeneste varede tjenestetiden fem år. Mænd med mindst tre års aktiv tjeneste blev kun tre år i første geled. Mænd i første geled kunne indkaldes til øvelser.

Man blev i Landwehr indtil den 31. marts i det år hvor man afsluttede det 39. leveår. For de som havde tiltrådt aktiv tjeneste inden det 20. leveår sluttede tjenestepligten tilsvarende før.

Personer, som ganske vist var erklæret tjenestedygtige, men ikke var blevet indkaldt til aktiv tjeneste, blev efter behov overført til erstatningsreserven. Dette personel var det meningen skulle supplere hæren i krigstilfælde. Det var en stor gruppe, for i 1914 var næsten halvdelen af alle tjenestedygtige i hver årgang ikke blevet indkaldt til tjeneste. Erstatningsreserve tjenestepligten varede i 12 år fra det 20. til det 32. leveår.

Alle personer fra det 17. til det 45. leveår, som var tjenestedygtig, men ikke tilhørte nogen af de ovennævnte grupper, tilhørte Landsturm. I fredstid gennemførte Landsturm ikke øvelser.