Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

Da [[Kong Frederik 1.]] døde på [[Gottorp Slot]] den [[10. april]] [[1533]], udløstes en række latente modsætninger, som havde præget Danmark i de foregående år. Kongemagten have siden [[Christian 1.]] arbejdet på at styrke borgerskabet økonomisk gennem handelsmonopoler, der til gengæld sikrede kongerne stigende told og afgifter.<ref> Arup, bd. II (Kbh. 1932), s. 377</ref>. Desuden havde striden mellem den katolske og den reformerte lære delt befolkningen i to lejre, spørgsmålet om tronfølgen stod åbent, og Danmarks forhold til [[Norge]] og [[Hertugdømmerne]] var meget løst og svagt.<ref name="Sal 109">[http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0125.html Mackeprang, s. 109]</ref>

Den væsentligste trussel mod Danmark kom fra [[Lübeck]], hvor lederen af folkepartiet, købmanden [[Jørgen Wullenwever]], der var blevet [[borgmester]] i marts 1533<ref>Wittendorff, s. 172</ref>, havde planer om at bringe Hansestaden tilbage til dens gamle magtposition. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen, men da alle de forsøg, som han, [[Mogens Gjøe]] og [[Malmø]]s borgmester [[Jørgen Kock]] foretog for at overtale hertugen til at modtage kronen, slog fejl, fordi Christian ikke ville modtage kronen uden støtte fra en stor del af adelen<ref name="Witt 178">Wittendorff, s. 178</ref>, ændrede han mening og støttede den af Jørgen Kock udkastede plan om at befri Christian II og sætte ham på tronen.

Lübeck havde, blandt andet på foranledning af [[Jørgen Wullenwever]], i marts 1533 samlet sine styrker med henblik på et angreb mod Nederlandene. I og med Frederik Is død blev dette imidlertid lagt på is, og man forsøgte atter fra Lübecks side at overtale de nordiske riger til at udelukke hollænderne fra handel i Østersøen. Da dette heller ikke denne gang lykkedes, ændrede man kurs og forsøgte at udnytte den urolige situation i Danmark til at genindsætte den blandt almuen folkekære Christian II som konge over et nordisk rige, som reelt skulle styres fra Lübeck.<ref name="joh119" /> Den pressede situation, som reformationens tilhængere levede under, bevirkede, at Malmøs borgmester Jørgen Kock fulgte udviklingen med stor interesse og han gik, sammen med Københavns borgmester [[Ambrosius Bogbinder]], i alliance med lybekkerne. Som leder for de lybske hærstyrker blev udpeget [[Grev Christoffer af Oldenburg]], hvis titel senere lagde navn til borgerkrigen.<ref name="Witt 178"/> Selv om Christoffers formelle anledning til at lede alliancen var en genindsættelse af Christian II på Danmarks trone, er det muligt, at Christoffers egen motivation var selv at overtage den danske krone. Påfaldende er det nemlig, at det blev aftalt i traktaten, at hvis det lykkedes at befri kongen fra [[Sønderborg]], skulle han overgives til lybeckerne.{{kilde mangler|dato=august 2018}}

Grev Christofer foretog i maj 1534 et skinangreb på [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] (som dog hurtigt blev standset af [[Johan Rantzau]]<ref name="Witt 178"/>) med trussel om et angreb ind i det sydlige Jylland, hvilket fik det danske rigsråd til at reagere. Den jyske adel udpegede den 4. juni samme år hertug Christian til ny konge, og for at styrke forsvaret af Danmarks vestlige dele fragtede rigsrådet ryttere over fra Skåne.<ref name="joh119" /> Dette udnyttede Jørgen Kock til at lade Malmøs porte lukke. Et gruppe af stadens borgere indtog [[Malmøhus slot]], og lensmanden blev taget til fange.<ref name="joh119" /> Straks efter gik grev Christoffer om bord på en lybsk [[flåde]] og landede den [[22. juni]] 1534 ved [[Hvidøre]].<ref name="Witt 179">Wittendorff, s. 179</ref> Københavns magistrat svarede på opfordringen til at slutte sig til ham på Christian IIs vegne, at de gerne ville se den gamle konge fri først<ref name="Witt 179"/>. Imidlertid var [[Sjælland]] uden militært forsvar og både [[Roskilde]] og [[Køge]] overgav sig til greven.<ref name="Witt 179"/> Da hæren kun mødte svag modstand og nedbrændte flere godser på sin fremfærd, overgav mange adelige sig ligeledes i håb om at bevare deres ejendomme.<ref>Paludan-Müller (1853), bd. I s. 220</ref> I juli 1534 blev Christoffer hyldet som rigsforstander af det sjællandske landsting i [[Ringsted]], og måneden efter, den [[10. august]] [[1534]] svor den skånske adel på [[Sankt Libers høj]], efter forhandlinger ført af Jørgen Kock, sin troskab til Christoffer på Christian IIs vegne.<ref>Johannesson, s. 119–120</ref> På seks uger var greven blevet herre over Østdanmark, som han styrede som gubernator (guvernør) i Christian 2.s navn.<ref name="Sal 109"/> På [[Fyn]] havde en hær, organiseret af adelige, nedkæmpet et oprør og foretaget en massakre på borgere og bønder i [[Nyborg]].<ref name="Pal250">Paludan-Müller (1853), bd. I s. 250</ref> Derfor blev greven modtaget som befrier i [[Svendborg]], da hans hær efter en relativ hurtig fremrykning nåede hertil i august. Grevens hær havde således fuld kontrol over Skåne, Sjælland og Fyn i september 1534.<ref name="Pal250"/>

Den 14. september anløb [[Skipper Clement]] [[Aalborg]] med sit "kaperskib".<ref name="Pal258">Paludan-Müller (1853), bd. I s. 258</ref> Han var stadig Christian II's erklærede støtte, selv om der er kilder, som anfører, at han arbejdede for den svenske konges interesser.<ref name="Pal257">Paludan-Müller (1853), bd. I s. 257</ref> Clement indtog [[Aalborg]], og fik tilslutning fra en "bondehær", som i løbet af en måned fik kontrol over Nørrejylland, Vendsyssel og Thy. Da kongen var i kamp i Holsten, blev det overladt Mogens Gjøe at samle sine allierede i [[Aarhus]] for at skabe en hær, der kunne standse Skipper Clements fremrykning. Den jyske adel samlede en hær, som skulle drage mod bønderne, men den led den et nederlag i [[Slaget ved Svenstrup]] den [[16. oktober]] [[1534]], hvorefter opstanden bredte sig over hele Jylland med undtagelse af østsiden syd for [[Gudenåen]]. Et stort antal herregårde blev afbrændt i det nordlige- og vestlige [[Jylland]].<ref name="Pal264">Paludan-Müller (1853), bd. I s. 264</ref>

Den [[8. marts]] [[1535]] blev Christian III hyldet af alle stænder på [[Viborg Landsting]]<ref>Wittendorff, s. 189</ref>, og samtidig sendtes nogle fodfolkssoldater mod Malmø. Med resten af hæren gik Johan Rantzau i al stilhed fra [[Als]] over til [[Fyn]], hvis ringe besætning måtte indeslutte sig i [[Assens]], og da greven af Hoya forsøgte at overrumple de kongelige tropper, led han et stort nederlag i [[slaget ved Øksnebjerg]] den [[11. juni]] [[1535]].<ref>Wittendorff, s. 193</ref> Han selv faldt i kampen, og næsten halvdelen af hans hær blev taget til fange, blandt dem [[Gustav Trolle]], fordum [[ærkebiskop]] i [[Uppsala]].<ref name="joh121" /><ref name="Sal 110">[http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0126.html Mackeprang, s. 110]</ref> Den 3. juli 1535 blev Christian hyldet i Odense.<ref name="Witt 194"/> I mellemtiden fik Christian III også hjælp af sin svoger hertug [[Albrecht af Preussen]]. En forenet dansk-svensk-preussisk flåde under ledelse af [[Peder Skram]] havde formået at jage den lybske hovedflåde ind til København og efter Øksnebjerg-slaget formåede man at overvinde en anden flådeafdeling i [[Svendborgsund]], hvilket skulle vise sig at være et tab, Lybeckerne ikke kunne forvinde.<ref name="Sal 110"/>

Krigen var således endt. Den havde dels været et mislykket forsøg fra Lübecks side på at genvinde sin fordums magtstilling i Norden, dels de uprivilegerede stænders sidste fortvivlede kamp mod de højere, for størstedelen endnu katolske stænder (bisperne og mange adelige). Borgerne og bønderne var ganske vist blevet overvundne, men ikke af adelen. Det var kong Christians tyske feltherre og tyske landsknægte, der havde knust modstanden og genoprettet retstilstande, og resultatet viste sig snart. Thi kongens sejr medførte den gamle katolske kirkes endegyldige fald. Efter samråd med de højere officerer og sine tyske samt enkelte danske rådgivere lod Christian 3. i august de i byen værende katolske bisper fængsle, og under et stærkt tryk måtte rigsrådet udstede en erklæring, hvori det godkendte det skete og lovede ikke at modsætte sig den evangeliske lære. Reformationens indførelse forberedtes således ved et kongeligt tiltag. På den snart følgende rigsdag i København i oktober 1536 viste det sig også, at kongen var den egentlige sejrherre, thi den [[håndfæstning]], der udstedtes her, udvidede hans magt på flere punkter.<ref name="Sal 110"/>

Efter [[herredag]]en virkede Christian III for at organisere en fyrstestyret national kirke, som stod selvstændig i forhold til pavestolen i Rom og den katolske kirke. En ny [[kirkeordning]] blev udarbejdet på kongens foranledning i 1537 og kunne gennemføres i sin endelige form i [[1539]]. Biskopperne blev erstattede som stiftsledere af [[superintendent]]er (en titel som dog blev kortvarig og snart gik man tilbage til benævnelsen biskop).<ref name="joh122" /> De skulle udnævnes af kongen, og de måtte ikke tjene nogle større indkomster. Sognepræsterne pålagdes at prædika evangeliet, og menigheden skulle opdrages i den evangelske tro. Undervisning i katekismen blev indført for børn og blev forestået af [[Kordegn|klokkerklokkerne]]ne. Dermed var reformationen blevet fuldt ud gennemført i Danmark.

* Åke Ljungfors: "Slaget vid Helsingborg 1535, en storpolitisk episod" i ''Helsingborg 900 år''. Höganäs: Bokhuset (1985). {{ISBN|91-7690-156-4}}