Romerske republik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
SorenRK (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Ramloser, fjerner ændringer fra 83.136.94.84 (diskussion | bidrag) Tag: Tilbagerulning |
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer |
||
Linje 47:
|areal5 = 1950000
}}
'''Den Romerske republik''', som var udgangspunktet for opbygningen af
Republikken inddeles af [[klassisk filologi|klassiske filologer]] ofte i to faser - den gamle republik (ca. 500-146 f.Kr.) og senrepublikken (ca. 146 - 31 f.Kr.).<ref>{{Harvnb|Helles|1987|p=58}}</ref>[[jura|Lovene]] byggede i høj grad på sædvane ("mos majorem"), som på den ene side var et [[demokrati|direkte demokrati]], men på den anden side havde et stærk konservativt element i form af [[senat]]et og et embedssystem, hvor kun de allerøverste klasser i samfundet var repræsenteret.<ref>{{Harvnb|Helles|1987|p=25}}</ref>
Det politiske systems stabilitet var dog udfordret af en lang række af krige, som førte til opbygningen af det romerske [[imperium]]. Med afslutningen af [[de puniske krige]] havde Romerriget sikret sig den ledende rolle i [[Europa]] og [[Middelhavet|middelhavsområdet]], men blev til stadighed udfordret af andre riger med ambitioner om at overtage romernes magtstilling.<ref name=autogeneret1>{{Harvnb|Helles|1987|p=38}}</ref>
Linje 56:
I virkeligheden er det svært at sige, hvor hele problematikken, der førte til kejser [[Augustus]]’ principat, begyndte, men det bunder på mange måder i den ekspansion, der foregik i [[Romerriget]] i tredje og fjerde århundrede før Kristi fødsel. I denne periode var Rom involveret i række krige. For det første var der borgerkrigen i Italien, hvor de forskellige bystater allierede sig i den italienske liga for at begrænse Roms ekspanderende magt. Det lykkedes ikke. Derimod lykkedes det for Rom at underlægge sig de fleste af bystaterne i det sydlige Italien. Det skete i etaper, hvor først den [[Italien|italiske halvø]], siden [[Sicilien]], [[Korsika]] og [[Sardinien]] blev underlagt Rom.<ref name=autogeneret1 />
Men Roms ekspansion var ikke blot provokerende overfor de nærliggende bystater; andre blev ligeledes provokeret af denne nye udvidelse. Det drejede sig især om [[Kartago]], en bystat i det nordlige Afrika, der blev Roms fjende i [[de puniske krige]]. Sideløbende med disse krige udkæmpede Rom krige imod Makedonien. Disse konflikter udvidede romernes magt betydeligt, da både provinsen [[Africa (romersk provins)|Africa]], Grækenland og Makedonien blev underlagt Rom. I slutningen af de to kampagner indledtes endvidere en krig imod Spanien, som afsluttedes i år [[133 f.Kr.]].
=== Ekspansion i Europa og Afrika ===
I 133 f.Kr. faldt Numanti i Spanien, hvilket gav de romerske tropper frit spil i Spanien og indlemmede endnu en provins i Rom, der nu altså strakte sig fra Gibraltar til det ægæiske hav. Samme år testamenteredes Pergamonriget, et kongedømme i Lilleasien, til Rom, efter at den sidste konge i den herskende slægt var død. Rom var ikke længere det bondesamfund, det havde været for få hundrede år siden, men en stormagt, faktisk stormagten. Samme år begyndte den krise, der skulle få republikken til at spille fallit.
Den enorme ekspansion bevirkede, at der rullede skatter ind fra de nye provinser til Rom. Idet indførelsen af en fælles møntfod for alle provinserne var en ualmindelig tidskrævende og ressourceopslidende sag, blev de fleste af skatterne betalt i naturalier, fortrinsvis korn. Udvidelsen af [[Romerriget]] førte desuden langt større handel med sig, og i den forbindelse dukkede endnu mere korn fra Sicilien, Afrika og Spanien op på Roms markedspladser. Tidligere havde det også været det italienske fastlands hovedprodukt, men med så mange konkurrenter blev det næsten umuligt for de italienske bønder at opretholde kornproduktionen. I løbet af de puniske krige og krigen imod den italienske liga blev Italien på mange måder ødelagt, på grund af den plyndren og hærgen, der altid følger i hælene på en krig. Ydermere havde Rom konfiskeret en stor del af landbrugsjorden i det sydlige Italien, det blev kaldt ''ager publicus,'' som skulle lejes tilbage fra staten, hvilket selvfølgelig var en ekstra omkostning. Kornproduktionen kunne ikke give nok profit, så der var behov for at omlægge produktionen til husdyr eller andre afgrøder, hvilket igen krævede kapital til omlægningen og viden om de nye principper, som lå bag de andre slags landbrug. Begge disse ting kunne én bestemt samfundsgruppe levere. Senatorerne, de ledere, der havde ført Rom til storhed, havde ikke været sene til at udnytte alle de fordele, der nødvendigvis måtte komme med ekspansionen. I Grækenland havde de erhvervet sig skrifter og viden, ikke blot de filosofiske skrifter af f.eks. Platon og stoikerne, men også skrifter om krigskunst, skuespil og landbrug. Desuden var det naturligvis lederne forundt at erhverve sig rigdomme, der nu blev brugt til at leje sig ind på ''ager publicus'' og på at købe slaver til at opdyrke jorden og opdrætte husdyrene En yderligere tilskyndelse til at investere sine penge i produktion var, at det ved lov var forbudt for senatorer at give sig af med handel. Man kan vel formode at denne lov var der for at sikre, at der ikke var nogen der sad på hele magten, et ideal, der jo unægtelig stod republikanernes hjerte nær.
{{Politik_i_Antikkens_Rom}}
=== Senatorerne og forsøg på reformer ===
Således sad senatorerne på de fleste jordbesiddelser, imens de tidligere bønder søgte til byerne, da det var næsten umuligt at konkurrere med slaverne med hensyn til prisen på arbejdskraft (hvad er mindre end intet?). Men selv i byerne var der, som resultat af de mange krige, slaver overalt, så også her var det vanskeligt for det menige folk at klare sig. Disse borgere blev hvad man kaldte et byproletariat og var naturligvis en belastning for samfundets økonomi, for ikke at sige for senatorernes selvopfattelse (hvis man ejer det meste af den kendte verden, er det lidt træls at gå ud på gaden og se, at der flyder med fattige. Det føles måske ligefrem som en personlig fornærmelse). Disse faktorer førte frem til, at [[folketribun]]en Tiberius Gracchus i [[133 f.Kr.]] foreslog en jordreform. Denne reform skulle i al sin enkelhed begrænse antallet af hektar ''ager publicus'' den enkelte kunne fremleje fra staten. Det drejede sig om en begrænsning på 500 ''[[jugera]]'' land. Den overskydende jord, som allerede var i nobilitetens – såvel senatorer som riddere – besiddelse, skulle så konfiskeres af staten, og en tremandskommission skulle nedsættes for at fordele den ud til de jordløse i bidder af 30 ''jugera,'' som så skulle betale en minimal leje, der skulle give dem mulighed for at oprette landbrug.
[[Gracchernes reformbevægelse|Reformforsøget]] lykkedes aldrig og endte i stedet med en skærpet konflikt mellem nobilteten og tilhængerne af yderligere reformer. Begge [[Graccherne|Gracchere]] døde som en direkte følge af konflikten, men problemerne med Roms fattige blev aldrig løst.
== Fra 122 til 31 f.Kr. ==
For at kunne komme frem til det næste punkt, må man undersøge årsagen til [[Graccherne]]s gavmildhed overfor folket. Som man måske kan forestille sig, er der ikke uoverskuelige problemer ved at have fattige i Rom, så længe politikerne er rige. Der stak en anden ting bag. Ifølge lovene var [[plebejer]]ne i Rom fritaget for militær værnepligt, imens de selvejende bønder var forpligtet til at tjene i Roms hær. Da der udbrød en krig imod kong Jugurtha af Numidien, blev det hurtigt smertefuldt åbenlyst, at hæren ikke var, hvad den havde været. For at løse dette problem besluttede [[consul]]en [[Gaius Marius]] i [[107 f.Kr.]] simpelthen at hyre folk fra byproletariatet for penge ud af sin egen lomme. Ydermere indførte han en pension til soldaterne, der fik tildelt jordlodder. Dette førte til to ting. For det første blev hæren bedre, idet den nu var professionel, og for det andet blev soldaterne mere knyttede til den enkelte feltherre, idet han skulle sørge for deres betaling.
Denne udvikling var naturligvis ikke kun god. Da [[Gaius Marius|Garius]] havde [[Jugurthakrigen|besejret Jugurtha]] var hæren efterhånden blevet hans snarere end Roms, og resultatet var set i bakspejlet ikke overraskende. [[Gaius Marius|Marius]] blev [[consul]] igen. Og igen. Og igen. Faktisk 6 gange, hvilket var helt uhørt, da man traditionelt kun var 1 år som consul. Selvfølgelig, før Gajus Gracchus var man også kun tribun i eet år. Dette kunne være et præcedensargument fra [[Gaius Marius|Marius]]’ side. Men hvem har på den anden side brug for et præcedensargument, når man har legionærer? De mange genvalg som [[consul]] skal dog ses i lyset af, at Rom var truet af to germanske stammer [[kimbrer]]ne og [[teutoner]]ne, der havde udslettet en hær på 80.000 romerske soldater ved [[Arusio]] i [[105 f.Kr.]]. Efter den sjette periode, som [[Gaius Marius|Marius]] ikke slap så godt fra, fordi en af hans tidligere allierede, [[Lucius Appulejus Saturninus]], havde opildnet til revolution, fik han indsat en række af sine gamle officerer som [[consul]]er, blandt andet [[Lucius Cornelius Sulla]], en mand, der skulle spille en vigtig rolle i de næste mange år.
=== Gaius Marius og Sulla ===
[[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] blev [[consul]] i [[88 f.Kr.]], hvor Italien var midt i en [[Forbundsfællekrigen|borgerkrig]]. Den gamle italienske liga var igen på færde og krævede borgerret til italikere, hvilket kong [[Mithridates]] af Pontus, et land i Lilleasien, udnyttede til at rejse sig imod Roms provinsstyre. Krigen mod italikerne blev løst ved at garantere borgerret til alle, der nedlagde våbnene, og spørgsmålet blev nu, hvordan de nye borgere skulle integreres i tribesystemet. [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] modsatte sig et forslag om, at de skulle fordeles på de 35 triber, men da han tog imod [[Mithridates]] for at nedkæmpe dennes oprør, fik en tribun afsat [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] fra denne opgave, og i stedet indsat [[Gaius Marius|Gaius]], i håb om at sikre sig [[Gaius Marius|Gaius]]’ støtte til fordeling af de nye borgere. [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] reagerede prompte, vendte hæren 180 grader og jog sine modstandere ud af Rom, deriblandt [[Gaius Marius|Marius]], hvorefter han fortsatte på sin færd og nedkæmpede oprøret.
Imidlertid gik der ikke længe før [[Gaius Marius|Gaius]] og hans fæller igen regerede i Rom, og overdrog kommandoen i Mithridateskampagne til en anden hærfører. [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] var ligeglad og sluttede krigen med at nedkæmpe den nye hær, der var sendt til Lilleasien. I mellemtiden var både [[Gaius Marius|Gaius]] og hans højre hånd [[Lucius Cornelius Cinna|Cinna]] død, og da [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] vendte tilbage til Italien havde han ikke mange problemer med at nedkæmpe de nye ledere. I løbet af denne lille borgerkrig sluttede den unge Gnaeus [[Pompejus]] sig til [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] med en hær, der tog sig af Sicilien og provinsen Africa for [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]]. Vel tilbage i Rom udførte [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] nogle proskriptioner, der fik henrettet flere hundrede senatorer og embedsmænd, sådan så han ikke havde problemer med diverse politiske modstandere. Disse folks jord konfiskerede han så og brugte som betaling til sin hær. For at sikre sig, at han ikke blev udfordret af flere [[consul]]er indførte han to love. For det første skulle [[consul]]er blive på deres plads i Rom, og for det andet måtte der ikke stå hære i Italien. Dette lagde hæransvaret ud på de folk, der ledede provinserne, de såkaldte propraetorer og pro[[consul]]er. Disse blev udnævnt iblandt senatorerne, af ingen andre end [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] selv. På denne måde sikrede [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]], at han kunne styre, hvem der havde militær magt, og med [[Gaius Marius|Marius]]’ militærreform betød det, at han også kunne bestemme, hvem der havde den politiske magt. Som om disse tiltag ikke var nok, tillod [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] sig også at indskrænke tribunalet magt, ved at pålægge at alle lovforslag først skulle igennem senatet, samt at få sig selv valgt som ''dictator legibus scribundis et rei publicae constituendae,'' en titel der kort sagt betød, at han bestemte alt. Efter gennemførelsen af dette lovprogram blev [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] [[consul]]. Men af den ene eller den anden grund trak han sig tilbage allerede året efter i [[79 f.Kr.]], og året efter dette overraskende træk døde han pludseligt.
Linje 80:
=== Det Første Triumvirat ===
{{uddybende|Triumvirat}}
Sullas død åbnede et magttomrum – hvor var diktaturet uden dets diktator? Denne situation var jo alt andet end holdbar, og en Sullamodstander, der havde en hær i Spanien løsrev sig fra Rom. [[Pompejus]], den hærleder der havde hjulpet [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] i borgerkrigen, nedkæmpede ham, imens en anden af Sullas officerer, [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]], nedkæmpede et slaveoprør ledet af Spartacus på Sicilien. [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] og [[Pompejus]] slog sig sammen og blev [[consul]]er i [[70 f.Kr.]], et valg de købte ved at genindføre tribunalets magt. [[Pompejus]] blev så sendt til Middelhavet for at rense ud iblandt de pirater, der hærgede Roms ''mare nostrum.'' Dette gjorde han så effektivt, at han i 66 blev sendt imod kong Mithridates, der igen begik oprør. Til at løse denne opgave fik han ''imperium'' over alle provinser øst for Italien – en magt, der endnu ikke var givet til nogen feltherre. Denne enorme magt var forståeligt nok frygtindgydende overfor [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]], der stod som den næststærkeste af feltherrerne efter [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]], og indgik derfor et forbund med [[Julius Cæsar|Gajus Julius Cæsar]], der var i stor gæld efter en halvt mislykket politisk karriere.
De forsøgte at få gennemført nogle reformer, der skulle gøre det svært for [[Pompejus]] at tildele sine soldater pension, men blev bremset af [[Marcus Tullius Cicero]], en [[homo novus]]. Til alles overraskelse nedlagde [[Pompejus]] sin kommando da opgaven var udført, og ankom i Rom som en privatperson, der anmodede om, at hans tropper kunne få pension. Men senatet var ikke begejstrede for, at [[Pompejus]] skulle sikre sig sine soldaters ubetingede loyalitet, så derfor blev sagen trukket i langdrag.
Linje 86:
Cicero blev imidlertid consul i 63 f.Kr. og han afslørede den [[catilinariske sammensværgelse]]. Den vragede Catilina havde ønsket at omstyrte den romerske republik. Den 22. oktober opnåede Cicero et ''senatus consultum de re publica defendenda'', hvilket var en form for [[undtagelsestilstand]], også kaldet ''senatus consultum ultimum'', som delvis satte Folkeforsamlingens lovgivende magt ud af kraft. Ciceros triumf førte imidlertid til, at [[Pompejus]] allierede sig med [[Julius Cæsar|Cæsar]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] og dannede det Første Triumvirat. Med de to mægtigste hærførere og den ene [[consul]] i samarbejde, lykkedes det at gennemføre jordloven og [[Julius Cæsar|Cæsar]] fik overdraget Gallien som provins derefter. De var dog ikke særligt populære iblandt andre politikere, så de arrangerede, at deres argeste modstandere, bl.a. [[Marcus Tullius Cicero|Cicero]] og [[Cato den Yngre|Cato]], blev forvist eller udsendt fra Rom på ”specielle missioner”.
[[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] havde måske regnet med, at [[Julius Cæsar|Cæsar]] ville være af vejen i Gallien, men sådan skulle det ikke være. [[Julius Cæsar|Cæsar]] satte sig for at gøre sin provins større, og havde inden længe udvidet provinsen til [[Rhinen]]. Ydermere skrev han selv krigsberetninger, der blev sendt til Rom, formentlig for at holde sig i det politiske søgelys. Skræmt af [[Julius Cæsar|Cæsars]] succes skulle man tro, at [[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] ville arbejde sammen imod deres medtriumvir, men således gik det ikke. [[Marcus Tullius Cicero|Cicero]], som [[Pompejus]] havde tilladt at komme tilbage til Rom, søgte nu at alliere senatet med [[Pompejus]], hvilket ville betyde, at [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] ville være den eneste triumvir uden en succes i offentlighedens øjne. [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] følte sig forståeligt nok presset – han havde ikke rigtig nogen vej ud, uden støtte hverken i befolkningen eller i triumvirater eller i senatet. Han valgte derfor, at betale en gruppe mænd – ledet af [[Publius Clodius]], overhovedet for en notorisk, plebejisk del af Claudius familie – for at husere i gaderne og sprede uro. Da en anden politiker ved navn [[Titus Annius Milo]] også hyrede mænd til at imødekomme Clodius’ bande, udviklede det sig til regulære gadekampe, der bestemt ikke blev afhjulpet af Roms mangel på en egentlig politistyrke. Midt i alt dette var der pludselig en akut mangel på korn. Senatet udpegede [[Pompejus]] til at løse dette problem, hvilket naturligvis blot gjorde [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] mere harm. Men inden der kunne ske mere indkaldte [[Julius Cæsar|Cæsar]] til et møde i Triumviratet, hvor det blev besluttet, at [[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] skulle vælges til [[consul]]er det følgende år og derefter have henholdsvis Spanien og Syrien som provinser – således blev riget delt imellem de tre mænd, [[Pompejus]] i vest, [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] i øst og [[Julius Cæsar|Cæsar]] i nord.
Denne ordning holdt dog ikke længe. [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] forsøgte at nedkæmpe [[Partherne]], et folk, der boede tæt på hans provins, men blev dræbt i kamp i 53. [[Pompejus]] blev tilbage i Rom, idet han stadig havde kornmanglen at se til. Imens eskalerede gadekampene, og Clodius blev dræbt i en særlig voldsom af slagsen i januar [[52 f.Kr.]]. [[Julius Cæsar|Cæsar]] kunne denne gang intet gøre – der var udbrudt en revolution i Gallien, som han var travlt optaget af at nedkæmpe. [[Pompejus]] havde samlet tropper, så han tilfældigvis havde folk parat til at genoprette ordenen, da vrede folkemængder stormede senatet. Dette faktum gjorde, at han blev udnævnt til [[consul]]a sine collega – consul uden kollega.
=== Borgerkrigen og Cæsars triumf ===
Det var først i [[50 f.Kr.]], tingene forandrede sig. Oprøret i Gallien var nedkæmpet, og [[Julius Cæsar|Cæsars]] modstandere – med [[Cato den Yngre|Cato]] i spidsen – hævdede nu, at han havde misbrugt sit embede. Som modsvar krævede [[Julius Cæsar|Cæsar]], at både han og [[Pompejus]] skulle opgive deres provinser. Dette blev vedtaget af senatet, men [[consul]]en Marcellus påpegede, at [[Julius Cæsar|Cæsar]] blot kunne lade sig vælge til [[consul]] for [[48 f.Kr.]] og derved undgå retsforfølgelse, da embedsmænd naturligvis ikke kunne retsforfølges. Dette førte til, at senatet krævede hjemsendelse af [[Julius Cæsar|Cæsars]] hær. [[Julius Cæsar|Cæsar]] tog konsekvensen og invaderede Italien. I første omgang kom han kun med én legion , men rygter svirrede om hans store hær, så da han kom til Rom var den lige til at indtage – [[Pompejus]] var flygtet østpå.
Herefter gik det hurtigt. [[Pompejus]] havde planlagt at samle [[Julius Cæsar|Cæsar]] i en gigantisk knibtangsmanøvre, ved at bruge sine legioner i Spanien, samt rejse en hær i de østlige provinser, men til forskel fra [[Julius Cæsar|Cæsar]], måtte [[Pompejus]] overbevise sine senatorstøtter, der var draget i eksil sammen med ham. Denne relative ineffektivitet udnyttede [[Julius Cæsar|Cæsar]] til at slå til imod Spanien, og provinsen var hans inden udgangen af [[49 f.Kr.]]. I 48 f.Kr. indtog [[Julius Cæsar|Cæsar]] Sicilien og satte af sted imod østprovinserne. Inden længe besejrede han [[Pompejus]] ved [[Farsalos]] i [[Thessalien]], og denne flygtede til [[Egypten]], i håb om at kunne skjule sig der. Det skulle han ikke have gjort. Egypten var midt i nogle interne stridigheder, hvor [[Ptolemaios XIII af Egypten|Ptolomaios XIII]] og hans søster [[Kleopatra]] diskuterede (mildt sagt), hvem der skulle have tronen. For at få [[Julius Cæsar|Cæsar]] til at dømme til sin fordel, fik Ptolemaios [[Pompejus]] myrdet. Således var der kun én hersker i Rom.
Linje 98:
=== Mordet på Cæsar og det Andet Triumvirat ===
Ligesom Sulla efterlod [[Julius Cæsar|Cæsar]] et magttomrum, der ikke umiddelbart var en forudsigelig supplikant til. Men hurtigt meldte [[Marcus Antonius]] sig. Han havde længe været Cæsars forbundsfælle og var ligefrem [[consul]] med ham i 44 f.Kr., og det var med stor spænding han åbnede Cæsars testamente. Det viste sig overraskende, at Cæsar havde valgt sin 18-årige adoptivsøn [[Augustus|Gajus Octavius]] som sin hovedarving, der derefter tog navneforandring til Gajus Caesar Octavianus, eller Octavian. Men Antonius havde noget, som Octavian ikke havde – en hær. I første omgang kunne Octavian altså ikke gøre noget, og afventede begivenhederne. Antonius drog med sin hær imod en af Cæsars mordere, hvilket senatet udnyttede til at sende en hær imod ham. Denne hær blev ledet af Octavian, og bestod i stor del af Cæsars veteraner. Da slaget havde stået stod Octavian tilbage som eneste leder på sin side, imens Antonius var flygtet til Gallien, hvor en anden af [[Julius Cæsar|Cæsars]] gamle officerer, [[Marcus Aemilius Lepidus (triumvir)|Lepidus]], havde en hær.
Således udstyret med en hær af loyale soldater sendtes Octavian af senatet imod Antonius og Lepidus. Octavian vendte dog sin hær imod Rom og gjorde sig selv til [[consul]]. Inden længe mødtes han med Antonius og Lepidus, og de dannede det Andet Triumvirat. Dette forbund holdt dog kun til Cæsars mordere var nedkæmpet. Octavinus fik af senatet ærestitlen Augustus og blev den første romerske kejser.
Linje 113:
{{Antikken}}
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Forhenværende europæiske lande]]
| |||