Skånske Krig: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Slaget vid Öland Claus Møinichen 1686.jpg|thumb|300px|Sænkningen af datidens største orlogsskib, ''[[Stora Kronan]]'' i Slaget ved Øland sommeren 1676. Den danske og nederlandske flåde besejrer den svenske.<br /> Maleri af [[Claus Møinichen]], 1686.]]

[[Fil:Danish invasion fleet-Claus Møinichen.jpg|thumb|300px|Den danske invasionsflåde 1676.<br /> Maleri af Claus Møinichen]]

 

Krigen fik ingen bestemt sejrherre; den [[svenske flåde]] tabte til søs, og den [[danske hær]] besejredes i Skåne af svenskerne, som selv blev besejrede af Brandenburg. Krigen og kampene standsede, da Danmarks allierede Nederlandene indgik fred med Sveriges allierede Frankrig, og Karl 11. giftede sig med den danske prinsesse [[Ulrika Eleonora af Danmark|Ulrika Eleonora]], søster til Christian 5. Freden blev indgået efter pres fra Frankrig med aftalerne i [[Freden i Fontainebleau|Fontainebleau]] og [[Freden i Lund|Lund]] (mellem Sverige og Danmark) og [[Freden i Saint-Germain (1679)|Saint-Germain]] (mellem Sverige og Brandenburg), hvor man enedes om at tilbagegive det meste af de erobrede territorier til Sverige.

 

Efter [[Karl 10. Gustav]]s død blev Sverige styret af en formynderregering ledet af [[Magnus Gabriel de la Gardie]], som fik Sverige til at indgå i en militæralliance med Frankrig. Tidligere under formynderregeringen havde Sverige forsøgt at stå uden for sådanne alliancer så længe som muligt og arbejdet for, at ligevægten i den europæiske politik blev opretholdt for derved at undgå en krig i hvilken, det som landet havde vundet i foregående krig skulle kunne gå tabt. I 1672 anfaldt Frankrig [[Nederlandene]] i [[Fransk-nederlandske krig]] og blev dermed tillige draget ind i en krig med [[Spanien]], den tyske kejser samt andre tyske fyrster, der i blandt [[Mark Brandenburg|Brandenburg]], og forsøgte at få Sverige med sig med trussel om udeblivne [[subsidier]],hvis Sverige ikke rejste en hær i [[Tyskland]]. I 1674 marcherede en svensk hær ind på Brandenburgsk område uden at erklære krig.<ref name="s239">Michael Rohrschneider: ''Johann Georg&nbsp;II. von Anhalt-Dessau (1627–1693). Eine politische Biographie'', Seite 239</ref> I juni 1675 erklærede Nederlandene krig mod Sverige samtidig, som hæren i Tyskland led nederlag i at mindre betydelig [[slaget ved Fehrbellin|slag i Fehrbellin]]. Skønt den taktiske militære situation næppe forandredes herved, havde nederlaget vist, at svenskerne ikke var uovervindelige. Dette opmuntrede Sveriges fjender og fik dem til at gå i aktion.<ref>Rystad, sid 20-21</ref>

 

 

=== Indledende manøvrer ===

 

 

Den norske hær blev ført af statholder Gyldenløve og bestod ved krigens udbrud af 12.000 mand. Det manglede ikke folk, men krigsfornødenheder. Først i oktober 1675 fik hæren dækket nogen af sine mangler: Der ankom store forsendelser af våben, krudt og tøj fra [[Nederlandene]], hvor regeringen havde gjort indkøb til hæren. Næringsmidler for vinteren blev skaffet fra de mange engelske og hollandske skibe, som kom ind fra [[Østersøen]] på grund af stærke storme. Islandsfarerne, som var lastet med uldvarer, blev også tømte for deres varer. Alt blev betalt med [[veksel (dokument)|veksler]] på den danske regering.

Fra Bohuslen begav Gyldenløve sig til Løvenhjelm, som havde samlet 1.500 mand ved Vinger, og befalede ham at indtage [[Eda skanse]]. Angrebet blev slået tilbage, og Løvenhjelm måtte vende tilbage med uforrettet sag. Et tredje tog blev foretaget i november med [[galej]]flotiljen langs kysten af Bohuslens for at ødelægge magasinerne der. Efter at have gjort landgang flere steder vendte flotiljen tilbage med en del bytte i slutningen af måneden uden at have lidt nogen tab.

 

 

=== 1676 ===

Den 8. juni gik Gyldenløve over grænsen og rykkede hurtigt frem i Bohuslen. Den 16. juni kom han til [[Kvistrumbro]], som de svenske fortropper, 1.600 mand under general Mörner, forlod efter at have udøvet ringe modstand. Med 1.400 forfulgte Gyldenløve svenskerne til [[Uddevalla]]; resten måtte han efterlade ved Kvistrumbro på grund af mangel på levnedsmidler. Han angreb Uddevalla den 17. juni. Efter en ubetydelig kamp blev svenskerne drevet bort; nordmændenes tab var blot 14 mand. Mangel på forsyninger tvang igen nordmændene til at blive stående ved Uddevalla til den 24. juni, da de brød op og drog mod Vänersborg med en styrke på syv bataljoner, 200 ryttere og 8 kanoner.

 

 

 

Den danske hær blev mødt af en venligsindet befolkning, som med håb om befrielse fra den svenske besættelse stillede sig på den danske hærs side med mandskab og fornødenheder. [[Christian 5.|Christian V]] oprettede "Det skaanske Rytteriregiment" med oberstløjtnant [[Hans Dittler Steensen]] som chef, og skånske [[friskytter]] som [[Svend Poulsen]], [[Jens Andersen (friskytte)|Jens Andersen]], [[Casper Due]], [[Simon Andersen (friskytte)|Simon Andersen]], [[Aage Monsen]] med flere fik til opgave at hverve ryttere til friskyttekompagnier.

==== Slaget ved Lund ====

 

 

Da Karl 11. vendte tilbage til Skåne med en forstærket hær, foretog [[friskytter]]ne og [[snaphaner]]ne mange bagholdsangreb og forsinkede fremrykningen. Deraf øgenavnet som [[snaphanekrigen]]. I [[Loshult]] fik [[snaphane]]r fingre i hele [[Karl XI]]s krigskasse på 50.000 rigsdaler. Den var fordelt på 250 hestetrukne vogne. Nogle af mønterne var [[kobber]]plader, der vejede 20 kilogram, og snaphanerne fik travlt med at grave byttet ned. Den svenske konges pragttelt, som var med i transporten, blev skåret i småstykker.

Efter den svenske sejr ved Lund beordrede den svenske øvrighed takkegudstjenester i [[Skånelandene]]s kirker. En samtidig kilde fortæller, at ''"i många kyrkor blev det ett sådant gråtande och skrikande av allmogen, att prästernas ord från predikstolarna inte kunde höras".''

 

 

Hærens hærgende tilbagetog var næppe gavnligt for modstandsbevægelsen hos Skånelandenes befolkning. Det ændrede ikke noget, at Karl XI havde været den første til at bruge den brændte jords [[taktik]]. Arensdorf fik en alvorlig reprimande og faldt i unåde hos Christian 5. Han blev kaldt til København, hvor han blev arresteret og frataget kommandoen over den danske hær. ''"Dette puff undte Skaaningerne hannem gierne for hans haarde medfart skyld." '' skriver det samtidige vidne, [[Sthen Jacobsen]] i [[Den Nordiske Kriigs Krønicke]].

==== Uddevallas belejring ====

 

 

Et andet indfald, som oberst Planting foretog med 1.400 ryttere og 800 fodfolk fra [[Jemtland]], blev også slået tilbage. Svenskerne stod nogen dage ved [[Røros]], men da nordmændene samlede en større styrke nord for kobberværket, afbrændte de det og vendte hjem.

 

== Freden ==

 

Ved fredsslutningen forpligtede Karl 11. og Sverige sig til at lade paragraf 9 fra [[freden i Roskilde]] – som fastslog, at alle i Skånelandene, adel, gejstlige, borgere og bønder, skulle bevare deres ret, lov og gamle privilegier og friheder uforstyrret – "forblive uryggeligt i kraft og vigueur." Ikke desto mindre blev Skånelandene udsat for brutal forsvenskning. [[Skånske Lov]] blev sat ud af kraft og afløst af svensk lovgivning, og svensk sprog blev påbudt i kirker og skoler. Et udtryk for perversion var de mange danske præster, som følte sig forpligtede til at tjene den nye herre, frem for deres egen menighed. Og efter krigen fortsatte den intensive menneskejagt på skånelandske modstandsmænd, på trods af at fredsaftalen foreskrev: ''"Wndersaatterne skulde och niude denne forskreffne amnestie, saa at det dennem til ingen sværighed skal komme, at de sig paa den ene eller anden siide haffuer begiffuet, eij heller skal nogen aff dennem hereffter nogen forfang eller skade aff samme aarsage specie juris aut via facti, under huad prætext det och være kand, paaföris, eller der offuer nogen undersögning eller randsagning till nogenss præjuditz foretagiss."''

 

== Litteratur ==

* [[Otto Frederik Vaupell]]: ''Den danske hærs historie til nutiden og den norske hærs historie, indtil 1814'', 1872.

 

 

{{Sveriges historie|state=collapsed}}

 

[[Kategori:Skånelandene]]