Autofiktion: Forskelle mellem versioner

'''Autofiktion''' er en [[genre]], der blander [[fiktion]] og [[fakta]]. OprindeligtOprindelig dækkede termen litterære værker, men den er siden tillige brugt om for eksempel tv-serier og film. På dansk er ordet 'fiktiobiografisme' også blevet foreslået som dækkende for begrebet.<ref>{{Cite journal

Doubrovskys neologisme var således en reaktion på den franske selvbiografiforsker Philippe Lejeunes forskning, der taler om "en pagt" mellem læser og forfatter, hvis en bog er selvbiografisk, men som ikke havde yderligere blik for blandformer mellem fiktion og fakta. Som litterær genre placerer denautofiktion sig således i mellemimellem den traditionelle [[selvbiografi]] og [[roman]]en. Typisk behandler autofiktioner en begrænset tidsperiode af forfatterens eget liv i mere eller mindre fiktionaliseret og [[Æstetik|æsteticeret]] form.

I autofiktion i snæver forstand deler hovedpersonen i værket navn med virkelighedens person, men mange har haft en tendens til at kalde alle romaner med stærkt selvbiografisk indhold for autofiktioner.<ref name="Klovn - en virkelig klovn">{{Cite news

}}</ref> Især i Frankrig har begrebet været omdiskuteret, og det er desuden kommet i vanry blandt forfattere, journalister og enkelte litterater. Den mest simple form for definition, som er blevet fremsat af bl.a. Stefan Kjerkegaard, [http://kjerkegaard.blogspot.dk/2016/06/autofiktion-og-litteraturdebat.html foreslår] imidlertid, at autofiktion blot er en skønlitterær genre, hvor der er navnelighed mellem forfatter, hovedperson og fortæller, men ikke nødvendigvis empirisk lighed. Denne definition er uden værdisætning og forsøger at undgå en holdningskonflikt angående, hvad der er fiktion, og hvad der er ikke-fiktion, et spørgsmål som ofte ifår affektsindene overtageri forhandlingerne om begrebet og hele opmærksomhedenkog. Men detDet er dog klart, at spændet mellem navnelighed og empirisk lighed kan udnyttes forskelligt, alt afhængigt af hvor æsteticeret (dvs. skønlitterær) formen er. Visse autofiktioner som fx Bjørn Rasmussens ''Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet'' (2011) er i høj grad æsteticeret og kalder derfor ikke i så høj grad på etiske læsninger. ImensHvorimod den norske Karl Ove Knausgårds ''Min kamp'' (2009-2011) i hvert fald i sin litterære form er mindre æsteticeret og derfor bliver genstand for etiske diskussioner. Rasmussens bog er således udtryk for en helt anden opfattelse af forholdet mellem sprog og virkelighed end Knausgårds, hvorfor de, til trods for at begge kan kategoriseres som autofiktioner, kan være vanskelige at sammenligne yderligere. Det er klart, at man med Knausgårds roman får mere ud af også at læse efter henvisninger til virkeligheden end i Rasmussens tilfælde, der ikke i samme grad inviterer til dette. At der sådan arbejdes med flere sandhedsbegreber på samme tid, gør præcis autofiktioner til oplagte emner for en kontrovers. Kontroversen begynder allerede med Lejeune og Doubrovsky, der arbejder med forskellige opfattelser af sandheden. For Lejeune er fiktioner ofte lig med løgn, imens de for Doubrovsky ofte er det tætteste på sandheden vi kommer. Således skyldes kontroverserne ikke, at bøgerne er autofiktioner, men at de gennem brugen af det selvbiografiske og referentielle i en mere eller mindre kunstnerisk form, bevidst eller ubevidst, ramlerstøder ind iimod forskellige sandhedsbegreber og dermed en række misforståelser. Herhjemme har vi inden for de senere år set det med Jørgen Leth, Knud Romer, Yahya Hassan og uden for DKs grænser fx med Knausgård, Michel Houellebecq eller James Frey.