Sofisme: Forskelle mellem versioner

I 400-tallet f.Kr havde grækerne en omkring 150-årig filosofitradition; til Athen var den kommet med [[Anaxagoras]]. Men det drejede sig om [[naturfilosofi]]ske spekulationer. [[Etik|Etiske]] problemer blev godt nok diskuteret; men det kom kun til spredte tanker, udtrykt i [[aforisme]]r. Hos [[Pythagoras]] vågnede en stærk interesse for [[sjæl]]en og dens [[skæbne]] hinsides døden; men nogen psykisk forskning kom der aldrig ud af det. [[Fokus]] var på ''fysis'' (= [[natur]]en) og ''kosmos'' (= [[verden]]), men nogen enighed kom man ikke frem til. [[Heraklit]] og [[Parmenides]] havde modsatte teorier om bevægelse; ligeledes stod [[Thales]] og [[Empedokles]] for helt forskellige opfatninger af urstoffet. [[Demokrit]] regnede ikke med andet end [[atom]]er, mens Anaxagoras havde efterspurgt en verdensånd bagved det hele. Ingen fysisk eller [[kemi]]sk [[videnskab]] kunne efterprøve nogen af de fremsatte påstande, der blev fremsat uden bevis - af Heraklit nærmest i form af [[orakel]]ord; af Parmenides i [[vers]]eform. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 44), forlaget Aschehoug, Oslo 1972, ISBN 82-03-00680-9</ref>

Tvivl og skepsis meldte sig, og interessen vendte sig i stedet mod [[kultur]]en. [[Sejr]]en i [[perserkrigene]] bragte en blomstringstid til græsk kultur; og da mange følte, at filosofien ikke bidrog til klarhed eller indsigt, men tværtimod skabte forvirring og tvivl i den offentlige debat, kom sofisternes undervisning til hjælp ved gennemgang af de forskellige retninger og diskussioner med eleverne. Der fandtes i bystaterne ingen højere, organiseret [[uddannelse]] udenom den [[militær]]e; så sofisterne fyldte et helt åbenbart behov for tilegnelse af kundskab, hvad der kan forklare deres gennemslagskraft. [[Solon]] havde sørget for, at drengebørn fik nogen undervisning; men det drejede sig om at lære at læse, skrive og regne; dertil legemsøvelser, [[musik]] og kendskab til [[Homer]]. [[Embedsmænd]] blev den gang udnævnt ved lodtrækning, der blev anset som [[gud (højere væsen)|gud]]ernes chance til at påvirke valget.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 57)</ref>

"''Overtalelse, ikke sandhed,''" var et stikord for en af deres teknikker. Ligesom et etbinds [[leksikon]] skulle man erhverve sig nogen kundskab om det meste, så man kunne udtale sig med [[fornuft]] om de fleste ting og skabe indtryk af at være mere kundskabsrig, end man faktisk var. Sofisten [[Gorgias]] pralede af, at han var bedre end sin bror lægen til at få patienterne til at tage [[medicin]]enmedicinen. Naturligvis vidste han mindre om medicinen end sin bror; men han forstod bedre at lyde overbevisende.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 63)</ref>