Det Osmanniske Rige: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved SorenRK, fjerner ændringer fra 87.50.20.92 (diskussion | bidrag)
Tag: Tilbagerulning
m retter wikilink
Linje 92:
[[Fil:Schultz John III Sobieski.jpg|thumb|[[Jan 3. Sobieski af Polen|Jan 3. Sobieski]].]]
[[Fil:Kara Mustafa.jpg|thumb|[[Kara Mustafa Pasha|Kara Mustafa]].]]
Efter, at [[Kara Mustafa Pasha|Kara Mustafa]] var henrettet, og et par uduelige storvesirer havde forsøgt sig, blev Ahmed Köprilis broder Mustafa udnævnt til storvesir af Suleiman III (1687-91). Men han faldt i slaget ved Salankemen 1691 mod østrigerne, og Ahmed 2. (1691—95) forsøgte forgæves at stemme sig mod den flod, der brød ind over grænserne. Mustafa 2. (1695—1703) måtte 1699 slutte freden i [[Karlowitz]], hvorved Tyrkiet afstod Ungarn, [[Siebenbürgen]], Asov, Podolien, Ukraine og Peloponnes; dette sidste tilfaldt for en tid venetianerne. Som kvittering herfor blev Mustafa afsat af janitsharerne, der ganske vist ikke selv kunne hævde rigets gamle krigerske prestige, men som alligevel ikke betænkte sig på at lade sultanerne undgælde derfor, og den samme skæbne fik Ahmed 3. (1703—30) som følge af en uheldig krig mod Persien; det var denne sultan, der ydede [[Karl 12.]]. gæstfrihed i Bender efter Slaget ved [[Poltava]].
 
Under Mahmud 1. (1730—54) fornyedes krigene med Østrig og Rusland, men denne gang fik Halvmånen sejr, og en stor del af, hvad der var gået tabt 1699, blev vundet tilbage ved freden i Belgrad 1739. Alligevel fik denne sejr ingen varig betydning; thi der blev aldrig ro til den indre reorganisation, særlig af hæren, som der først og fremmest trængtes til, og skønt riget både ved sin politiske tradition og som en følge af de formål, naboerne og navnlig Rusland havde stillet sig, var nødt til stadig at føre krig, sakkede det derfor som militærmagt stadig agterud i sammenligning med den samtidige udvikling af det europæiske hærvæsen.
Linje 172:
Efter at Rusland og Østrig-Ungarn 1903 ved [[Mürzsteg-konventionen]] havde påtaget sig som Europas [[mandatar]]er at virke til forbedring af forholdene i Makedonien, steg nationalitetskampene her kun yderligere, idet de kristne nationaliteter gjorde regning på magternes støtte i deres løsrivelsesbestræbelser og derfor ville sikre sig overmagten i de flest mulige landstrækninger for at kunne gøre krav på dem, når Det osmanniske Rige skulle sønderlemmes. Bulgarerne gjorde begyndelsen med deres særlig mod grækerne rettede bandekrige, der støttedes fra Bulgarien. Grækerne dannede på deres side bander, senere fulgte serberne i mindre omfang eksemplet. Den internationale gendarmeriorganisation, som Mürzsteg-magterne påtvang Tyrkiet, udrettede så at sige intet. Mere held havde en ligeledes af magterne indsat finanskommission i sine bestræbelser for at bringe nogen orden i de tyrkiske finanser. Gennemførelsen af makedoniske reformer krævede forhøjede indtægter. Porten fordrede derfor ret til at indføre en toldforhøjelse på 3 %. Efter lange forhandlinger gik magterne ind derpå i 1906, efter at England havde sikret sig garantier for, at merindtægten udelukkende kom til anvendelse i Makedonien og ikke brugtes til kilometergaranti for det tyske Bagdad-baneforetagende.<ref name="Østrup 1001"/>
 
Mens bandekampene i [[Makedonien]] vedvarede, og også en henvendelse fra Mürzsteg-magterne til Bulgariens, Serbiens og Grækenlands regeringer om ikke at støtte banderne syntes at blive frugtesløs, bragte den østrig-ungarske udenrigsminister v. [[Aehrenthal Mürzsteg]] ententen til fald ved sine separatplaner om en Mitrovitza-bane, der ville øge Østrigs og Tysklands indflydelse på Balkan.<ref name="Østrup 1001"/> Rusland, der havde sluttet overenskomst med England om afgrænsning af deres respektive interessesfærer i Asien, nærmede sig nu også denne magt i sin Balkan-politik, og mellem London og Petrograd drøftedes i foråret 1908 formen for en makedonisk reform, hvorved Det osmanniske Riges suverænitet her ville blive et tomt ord, idet Makedonien skulle stilles under en generalguvernør eller generalinspektør med udvidet magtfylde, og som kun kunne afskediges med alle magters samtykke.<ref name="Østrup 1001"/> Da kong Edvard juni 1908 mødtes med zaren i Reval ([[Tallinn]]), syntes enighed at være opnået. Den fare, der her truede fra magternes side, blev vistnok en hovedårsag til [[Ungtyrkiske revolution|den ungtyrkiske revolution]], der i øvrigt som nærmeste mål satte sig genoplivelsen af den kun på papiret bestående forfatning af 1876 og omstyrtelsen af det af den sygelig mistænksomme sultan og hans samvittighedsløse kreaturer udøvede vilkårlighedsregimente, det utålelige spionsystem og de grænseløse udsugeiser. Det ungtyrkiske forfatningsparti, der havde sit centrum i Paris, var fra 1905 begyndt at danne hemmelige organisationer i Makedonien og andre dele af Tyrkiet. I juni 1908 blev flere af sultanens spioner myrdet, og samtidig brød oprøret ud i forskellige garnisonsbyer i Makedonien. Det var officererne og hæren, der førte an. [[Enver Bey]] og [[Niazi Bey]] var hovednavnene. Bevægelsen nåede snart et sådant omfang, at oprørerne kunne true med, at 2. og 3. armékorps ville marchere mod Konstantinopel, hvis ikke forfatningen proklameredes. [[Abd-ul-Hamid]] måtte bøje sig, og 24. juni proklameredes forfatningen. Kiamil Pasha blev storvesir i et ungtyrkisk kabinet. Revolutionen var foregået næsten uden blodsudgydelse. I den første begejstring syntes alle nationale og religiøse modsætninger at vige, og en selvbevidst osmannisk nation begyndte at arbejde på sin genfødelse indadtil og bevarelsen af sin selvstændighed udadtil.<ref name="Østrup 1002">[http://runeberg.org/salmonsen/2/23/1010.html Østrup (1927), s. 1002]</ref>
 
=== Slutfase (1908-1922) ===