Fra vikingetiden ved vi, at runer var associeret med hellig viden, og at de blev opfattet som en guddommelig gave, dvs. at runetekster også kunne have en ikke-kommunikativ betydning. Desuden kunne runer også bruges til at kommunikere med guddommelige magter. Overført betød rune ’’hemmelighed’’"hemmelighed", og de mange bevarede runerækker (kaldet futhark) tyder på, at de også havde en betydning i sig selv, der måske har været [[Nordisk religion|religiøs]]. Skriftens primære funktion var at fastholde en meddelelse og/eller en forbindelse mellem en person og den genstand, de blev indridset på. Runer med religiøs betydning kunne derfor tilføre noget guddommeligt til den genstand, de var indridset på.<ref>Meulengracht-Sørensen (2006) s. 41-44</ref>
Fra digtet [[SigrdrifúmálSigurdrifúmál]] fremgår det, at ristning af T-runen på [[våben]] betød [[sejr]]. Grunden var formentlig, at den gjorde krigsguden [[Tyr (krigsgud)|Týr]] nærværende. Sådanne indridsede runer er fundet på flere våben. I andre tilfælde giver teksten sprogligt set ingen mening, måske fordi risteren ikke selv kunne skrive. Meulengracht-Sørensen ser det som et tegn på, at skriften i sig selv havde en betydning, der var uafhængig af selve ordenes betydning; dvs. den type meddelelser var imitationefterligning af skrift, med det formål, at bruge runernes kraft.<ref>Meulengracht-Sørensen (2006) s. 45</ref>
Før-kristne runesten indeholder ofte tekstelementer, som Thorkil Damsgaard Olsen mener, kan have haft en betydning for [[Nordisk før-kristen begravelse|begravelsesritualer]] eller forfædrekult. Han regner det til verbal magi, som hanman forklarertænkte med, at inskriptionersig blev fremsagt og aktiveret, hver gang en forbipasserende stavede sig igennem teksten.<ref>Damsgaard Olsen (1994) s. 153-157</ref>
