Albigensiske korstog: Forskelle mellem versioner

I juli indtog korsfarerne den lille landsby Servian og fortsatte mod [[Béziers]], hvor de ankom den 21. juli. Under kommando af den pavelige Legat [[Arnaud Amaury]]<ref>{{Cite book| url=http://books.google.com/?id=2Rol-mcRCbAC&pg=PA120&lpg=PA120&dq=innocent+albigensian+crusade+bull#v=onepage&q&f=false|author=MD Costen|title=The Cathars and the Albigensian Crusade|publisher=Manchester University Press 1997|page=121|isbn=0-7190-4331-X| date=1997-11-15}}</ref> omringede de byen og forlangte, at katolikkerne i byen kom ud, og at katharerne overgav sig<ref>VC §89</ref>; begge krav blev afvist og byen faldt den efterfølgende dag, da et mislykket udfald blev forfulgt tilbage gennem de åbne porte<ref>VC §90-91</ref>. [[Massakren ved Béziers|Hele befolkningen blev slagtet]] og byen brændte ned til grunden. Samtidige kilder skønner antallet af døde til mellem femten og tyve tusinde. Sidstnævnte tal vises i Arnaud Amaury rapport til paven.<ref>Cistercienser forfatteren [[Cæsar af Heisterbach]] beretter, at Arnaud Amaury, da en korsridder spurgte om hvordan man kan skelne katharerne fra katolikkerne, svarede: ''"Caedite eos! Novit enim Dominus qui sunt eius!"'' - ("Dræb dem [alle]. Herren genkender sine egne!"). Modsat raporterer Arnaud Amaury i et brev til paven i august 1209 (col.139):

 

 

Korstogets næste store mål var [[Carcassonne]]. Byen var godt befæstet men sårbar og overbefolket pga. de mange flygtninge<ref>VC §92-93</ref>. Korfarerne befandt sig uden for byen den 1. august 1209, og belejringen varede ikke længe<ref>VC §94-96, PL §XIV</ref>. Den 7. august havde korsfarerne afbrudt byens vandforsyning. Raimond-Roger forsøgte at forhandle, men blev taget til fange under våbenhvilen, og byen overgav sig 15. august<ref>VC §98</ref>. Indbyggerne blev ikke massakreret, men blev tvunget til at forlade byen&nbsp;— nøgne i henhold til [[Peter af les Vaux-de-Cernay]]. [[Simon de Montfort, den 5. jarl af Leicester|Simon de Montfort]]<ref>VC §101</ref>, der nu overtog ledelsen af korshæren, fik overdraget kontrollen med områderne omkring Carcassonne, Albi og Béziers. Efter Carcassonnes fald overgav de fleste andre byer sig uden kamp. Albi, [[Castelnaudary]], [[Castres]], [[Fanjeaux]], [[Limoux]], [[Lombers]] og [[Montréal, Aude|Montréal]] faldt hurtigt i løbet af efteråret<ref>VC §108-113</ref>. Imidlertid gjorde nogle byer, der havde overgivet sig, senere oprør.

 

 

Da kampene blev genoptaget i 1211, havde Arnaud-Amaurys og Simon de Montforts handlinger skabt modvilje hos adskillige fyrster i løbet af vinteren, inkl. Raymond VI af Toulouse<ref>VC §194</ref>, som var blevet [[ekskommunikation|ekskommunikeret]] igen. Korsfarerne vendte talstærkt tilbage til Lastours i marts, og Pierre-Roger de Cabaret overgav sig snart. I maj blev [[Aimery de Montréal]]s borg generobret, han og hans ledende riddere blev hængt, og adskillige hundrede katharer blev brændt på bålet<ref>VC §215</ref>. Byerne [[Cassès]]<ref>VC §233 PL §XVII</ref> og [[Montferrand]]<ref>VC §235</ref> faldt i begyndelsen af juni, og korsfarerne satte kursen mod [[Toulouse]]<ref>VC §239</ref>. Byen blev belejret, men for en gang skyld manglede angriberne både forsyninger og mænd, og Simon de Montfort trak sig derfor tilbage i slutningen af måneden<ref>VC §243</ref>. Opmuntret angreb Raymond VI Simon de Montfort ved Castelnaudary i september<ref>VC §253-265</ref>. Montfort brød belejringen<ref>VC §273-276, 279</ref>, men Castelnaudary faldt, og Raymonds styrker fortsatte med at befri over 30 byer<ref>VC §266, 278</ref>, inden det hele gik i stå ved Lastours i efteråret. Det efterfølgende år blev en stor del af provinsen erobret af de katolske styrker<ref>VC §286-366, PL §XVOO</ref>.