Auteur: Forskelle mellem versioner

Også filmkritikeren [[Richard Corliss]] har argumenteret imod Sarris' essay. I hans bog ''Talking Pictures: Screenwriters in the American Cinema, 1927-1973'' (1974) lægger Corliss i stedet vægt på manuskriptforfatternes centrale rolle i filmproduktion. Corliss skriver således, at Sarris' tilgang "may have done more harm than good in citing the director as the sole author of his film." I stedet for at udvide blikket på flere og flere af de vigtige bidragsydere i filmproduktioner mente Corliss, at Sarris' metode blot endte i "an endless coronation of the director." Corliss skriver,at instruktøren ganske rigtigt har et stort ansvar i skabelsen af en film, men at dette ansvar er over for noget: nemlig et ansvar over for manuskriptet. Instruktøren kan således ødelægge, filme eller forbedre dette forlæg. Corliss påpeger, at "The importance of a director's personal - or even visual - style is not at question here, only the assumption that he creates a style out of thin air instead of adapting it to the equally important styles of the story and performers." Instruktørens udøver altså en anseelig magt, men denne indflydelse har rammesættes af manuskriptet og skuespillernes bidrag. Således mener Corliss, at "a screenwriter's work should and can be judged by analyzing his entire career, as is done with a director."<ref>Richard Corliss (1974) ''Talking Pictures: Screenwriters in the American Cinema, 1927-1973''. Woodstock, New York: Overlook Press.</ref>

 

 

Filmforskeren [[Matthew Bernstein]] har i modsætning til Sarris’ fokus på instruktøren og Carliss’ fokus på manuskriptforfatteren slået et slag for at se [[Filmproducer|filmproducere]] som auteurer. Ifølge Bernstein selv går denne idé imod den traditionelle auteurdiskurs, der netop mente, at instruktører, der var auteurer, lykkedes med deres kunstneriske projekter på trods – og ikke takket være – af filmindustriens administrative lag. Ifølge Bernstein står produceren for den økonomiske logik, der bragte kunstneriske ambitioner i fare: deres fokus ligger på det økonomiske og ikke det kunstneriske. Som belæg for denne påstand citerer Bernstein Joel Siegel for at have sagt, at det ”is generally nonsensical to speak of producers as creators when, in all but a few cases, they were the enemies of creation.” Men for Bernstein står Merian C. Cooper som et eksempel på, en filmproducere godt kan være en auteur i kraft af, hvordan han var en hovedkraft på ''[[King Kong (film fra 1933)|King Kong]]'' (1933). Også produceren [[David O. Selznick|David O. Selznicks]] store indflydelse på ''[[Borte med blæsten (film)|Borte med blæsten]]'' (1939) er et eksempel på, at en producer kan stå som den primære kreative drivkraft bag en film. Bernstein mener dog, at [[Val Lewton]] er det bedste eksempel på en producer-auteur, fordi der går en tydelig rød tråd igennem hans film. Også [[Walt Disney|Walt Disneys]] indsats som producer får Bernstein til at fremhæve ham som en producer-autuer. Dette var dog undtagelsen i den æra i [[Hollywood|Hollywoods]] historie.<ref>Matthew Bernstein (2008) ”The Producer as Auteur.” ''Auteurs and Auteurship. A Film Reader'', redigeret af Barry Keith Grant. Oxford: Blackwell Publishing, s. 180-189.</ref>

 

Bernstein bemærker, at i Hollywoods senere historie kommer auteurinstruktører som Steven Spielberg, Clint Eastwood og Martin Scorsese til også at fungere som producere på deres egne film. Derudover er der succesfulde samarbejder mellem producere som Brian Grazer og Ron Howard, hvor samarbejdet i Bernsteins optik resulterer i disse kollaboratørers stærkeste arbejde. Dertil kommer produceren Jerry Bruckheimers store succes med blockbustere som ''[[Frækkere end politiet tillader]]'' (1984), ''[[Top Gun]]'' (1986), ''[[Bad Boys (film fra 1995)|Bad Boys]]'' (1995), ''[[Armageddon (film)|Armageddon]]'' (1998) m.v. Bernstein mener dog ikke, at Bruckheimer kan ses som værende en auteur.

 

== Noter ==

[[Kategori:Filmhistorie]]