Vestfronten i 1. verdenskrig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer |
PHE77 (diskussion | bidrag) m retter cite-skabelon |
||
Linje 36:
| title=The Blood Test Revisited: A New Look at German Casualty Counts in World War I
| journal=The Journal of Military History
|
| issue=3 | pages=667–701
| url=http://muse.jhu.edu/journals/journal_of_military_history/v070/70.3mcrandle.html
Linje 66:
| publisher=Osprey Publishing
| isbn=1841767603 }}</ref> Efter Lièges fald trak det meste af den belgiske hær sig tilbage til [[Belejringen af Antwerpen|Antwerpen]] og [[Namur]]. Selv om den tyske hær omgik Antwerpen, forblev byen en trussel mod deres flanke. Der fulgte en ny belejring ved Namur mellem den [[20. august|20.]] og [[23. august]].<ref>Griess, 22–24, 25–26.</ref>
[[Fil:French bayonet charge.jpg|left|thumb|280px|Franske styrker gør klar til angreb med [[bajonet]]ter.]]
[[Fil:German infantry 1914 HD-SN-99-02296.JPEG|280px|thumb|left|Tysk infanteri under fremrykning den 7. august 1914.]]
Linje 72:
| first=William R. | last=Griffiths | year=2003
| title=The Great War | publisher=Square One Publishers, Inc.
| isbn=0757001580 }}</ref> I overensstemmelse med Schlieffen-planen trak tyskerne sig langsomt tilbage, mens de tilføjede franskmændene alvorlige tab. Franskmændene trængte frem med 3. og 4. Armé mod [[Saar]]
Den tyske hær fejede gennem Belgien og bragte store lidelser til civilbefolkningen. Krigsforbrydelserne, som den tyske hær begik, blev kendt som [[voldtægten på Belgien]].<ref>{{cite book
Linje 93:
| year=2006 | volume=68 | issue=4 | pages=747–769
| doi= 10.1111/j.1540-6563.2006.00166.x
| accessdate=2008-02-01 }}</ref> Den tyske hær trak sig tilbage til nord for [[Aisne (flod)|Aisne]]
På ententens (vestmagternes) side blev skyttegravene bemandet sådan, at hvert land stod for forsvaret af sin del af fronten. Regnet fra kysten i nord var de primære styrker fra henholdsvis Belgien, Storbritannien og Frankrig. Efter [[slaget ved Yser]] i oktober havde de belgiske styrker kontrollen over en 35 km lang strimmel af [[Flandern]] langs kysten, hvor fronten fulgte [[Yser]] floden og Yperlee
| first=Peter | last=Barton
| coauthors=Doyle, Peter; Vandewalle, Johan | year=2005
Linje 117:
Mellem kysten og [[Vogeserne]] var der en bule i skyttegravslinjen kaldet [[Noyon]]-frontfremspringet efter den erobrede franske by yderst i området i nærheden af [[Compiègne]]. Joffres plan for en offensiv i 1915 gik ud på at angribe dette fremspring i fronten fra begge sider for at omringe og afskære de tyske tropper.<ref>Fuller, 165.</ref> Briterne skulle angribe nordfra ved at presse østpå ind i [[Artois]], mens franskmændene angreb i [[Champagne (provins)|Champagne]].
Den [[10. marts]] [[1915]] angreb briterne og canadierne ved [[slaget ved Neuve Chapelle|Neuve Chapelle]] som led i en større offensiv i [[Artois]]
=== Gaskrig ===
Linje 123:
{{Hovedartikel|Giftgas under 1. Verdenskrig}}
Tyskerne havde planer om at fastholde dødvandet med franskmændene og briterne, mens de tyske hærførere planlagde en offensiv ved den belgiske by [[Ypres]], som briterne havde erobret i november 1914 under det [[Første slag ved Ypres]]. Angrebet skulle aflede opmærksomheden fra store offensiver på [[Østfronten]], og samtidig afbrød det fransk-britiske planer om at afprøve et nyt våben. Efter to dages bombardement den [[22. april]] lukkede tyskerne [[klorgas]] ud på slagmarken, og gassen drev ind over de britiske skyttegrave.<ref>Fuller, 172–3</ref> Den gulgrønne sky kvalte forsvarerne, og tropperne i bagområdet flygtede i panik og efterlod et seks km bredt hul i de allieredes linje. Tyskerne var imidlertid ikke forberedt på det og havde ikke tilstrækkelige reserver til at udnytte åbningen. Canadiske tropper ankom hurtigt og drev tyskerne tilbage. Dette [[Andet slag ved Ypres]] var den første gang, hvor der blev anvendt kemiske våben i stor stil, selv om den form for krigsførelse var forbudt i [[Haager Landkrigsreglementet]] fra [[1899]] og [[1907]].<ref name="heller84">{{cite web
| last=Heller | first=Charles E. |
| url=http://www-cgsc.army.mil/carl/resources/csi/Heller/HELLER.asp
| title=Chemical Warfare in World War I: The American Experience, 1917-1918
Linje 145:
| isbn=0760313431 }}</ref>
Nogle uger senere blev Garros tvunget til at lande bag de tyske linjer. Hans fly blev erobret og sendt til den hollandske ingeniør [[Anthony Fokker]], som snart frembragte en betydelig forbedring i form af en afbryder, så maskingeværet kun skød i de intervaller, hvor der ikke var en propel i skudfeltet.<ref>Mekanismen blev udviklet af en af hans ansatte, Heinrich Lübbe.</ref> Opfindelsen blev hurtigt brugt i [[Fokker E.I]] (''Eindecker'', eller monoplan, type 1), det første ensædes [[jagerfly]], som kombinerede en rimelig tophastighed med en effektiv bevæbning.<ref>{{cite web
| last=Payne | first=David |
| url=http://www.westernfrontassociation.com/thegreatwar/articles/factsandfigures/germanaircraft.htm
| title=The Military Aircraft Used By The Germans On The Western Front In The Great War
Linje 168:
I maj opsnappede den tyske hær et fransk dokument ved [[La Ville-aux-Bois]], som beskrev et nyt forsvarssystem. I stedet for at satse på en kraftigt befæstet frontlinje var forsvaret inddelt i en række niveauer. Frontlinjen skulle være en tyndt besat række af forposter, der var forstærket af en række støttepunkter og en beskyttet reserve. Hvis en skråning var til rådighed, skulle tropperne være placeret på dens bagside, så de var bedre beskyttet. Forsvaret skulle være fuldt integreret med ildledelse på divisionsniveau. Medlemmer af den tyske overkommando så på denne nye metode med nogen velvilje, og den blev senere grundlaget for doktrinen om et elastisk [[forsvar i dybden]] mod angreb fra Ententen.<ref>Herwig (1997):165.</ref><ref>{{cite book
| first=Timothy T. | last=Lupfer |
| title=The Dynamics of Doctrine, The Changes in German Tactical Doctrine During the First World War
| work=Leavenworth Papers, No. 4
Linje 197:
| isbn=0521878608 }}</ref>
Til det formål valgte han to
| first=Isabel V. | last=Hull | year=2005
| title=Absolute Destruction: Military Culture and the Practices of War in Imperial Germany
Linje 207:
| isbn=0801442583 }}</ref> Operationen fik kodenavnet ''Gericht'', det tyske ord for "domstol", men den kom til at betyde "henrettelsesplads".<ref name=macgregor/>
Falkenhayn begrænsede angrebsfrontens længde til 5-6 km for at kunne koncentrere sin ildkraft og forhindre et gennembrud ved et modangreb. Han holdt også en skarp kontrol med hovedreserven og indsatte kun lige tilstrækkeligt med tropper til at holde slaget i gang.<ref>Marshall, 236–7.</ref> Som forberedelse for deres angreb havde tyskerne samlet et stort antal fly i nærheden af Verdun. I åbningsfasen ryddede de luftrummet for fjendtlige observationsfly, så de præcise tyske artilleriobservatører og bombefly kunne operere uden indgriben. I løbet af maj slog franskmændene kontra ved at indsætte ''escadrilles de chasse'' med overlegne [[Nieuport]]
=== Slaget ved Verdun ===
{{Hovedartikel|Slaget ved Verdun}}
Efter en nidages udskydelse på grund af sne og snestorme begyndte [[Slaget ved Verdun]] den [[21. februar]] [[1916]] med en massiv otte timers artilleribeskydning. Tyskerne ventede ikke at møde megen modstand, da de langsomt rykkede frem mod Verdun og dens forter,<ref>Lyons, 143.</ref>
| first=William | last=Martin | year=2001
| title=Verdun 1916: They Shall Not Pass
Linje 243:
Efter en omgruppering fortsatte slaget gennem juli og august, hvor briterne havde nogen succes, selv om de tyske linjer blev forstærket. I august nåede general Haig den erkendelse, at et gennembrud var usandsynligt og skiftede i stedet til en taktik bestående af en række fremstød med små enheder. Dette førte til en udretning af frontlinjen, hvilket blev anset for nødvendigt som forberedelse for et massivt artilleribombardement ved et stort fremstød.
I den afsluttende fase af slaget ved Somme blev der for første gang indsat kampvogne på slagmarken. De allierede forberedte et angreb, som omfattede 13 divisioner fra Storbritannien og dets imperium samt fire franske korps. Angrebet gjorde fremskridt i starten og trængte 3-4 km frem, men kampvognene havde kunne beskeden effekt, da de var få i antal og mekanisk upålidelige.<ref>{{cite book
| first=Robin | last=Prior | coauthors=Wilson, Trevor
| year=2005 | title=The Somme | publisher=Yale University Press
Line 270 ⟶ 269:
== 1917—Briterne tager føringen ==
Hindenburglinjen blev bygget blot tre km bag den tyske frontlinje
Den [[6. april]] [[1917]] erklærede [[De Forenede Stater]] krig mod Tyskland. Allerede i begyndelsen af 1915 efter sænkningen af atlanterhavsdamperen [[RMS Lusitania]] havde Tyskland indstillet sin uindskrænkede ubådskrig, da det frygtede at få trukket USA ind i krigen. Med stigende utilfredshed i den tyske befolkning på grund af mangel på fødevarer valgte den tyske regering at genoptage den uindskrænkede [[Ubådskrigen|ubådskrig]] i februar 1917. Den havde beregnet, at en vellykket belejring af Storbritannien med ubåde og krigsskibe ville tvinge landet ud af krigen i løbet af et halvt år, mens det ville tage et år for amerikanske styrker at blive en alvorlig trussel på Vestfronten. Ubådene og overfladeskibene havde haft succes i en lang periode, indtil briterne gik over til at sejle i konvojer. Det medførte et stort fald i de allieredes tab.<ref>Griess, 144–5.</ref>
Line 282 ⟶ 281:
I samme måned gav den franske general [[Robert Nivelle]] ordre til en ny offensiv mod de tyske skyttegrave og lovede, at denne offensiv ville vinde krigen. Angrebet, som fik navnet [[Nivelle Offensiven]] eller [[Chemin des Dames]] efter det område hvor offensiven foregik, skulle omfatte 1,2 mio. mænd samt kampvogne, og inden selve angrebet skulle det forberedes ved et ugelangt artilleribombardement. Operationen gik dårligt, da de franske tropper med støtte af australske, brasilianske, portugisiske og newzealandske tropper skulle igennem et vanskeligt opadskrånende terræn. Hertil kom, at den detaljerede planlægning var blevet forstyrret af den frivillige tyske tilbagetrækning til Hindenburglinjen, at det var mislykkedes at hemmeligholde angrebet, og at tyske fly fik luftherredømmet, hvilket gjorde rekognoscering vanskelig. Det betød, at spærreilden krøb for langt frem foran de fremrykkende tropper. Inden for en uge var 100.000 franske tropper døde. Trods de store tab og Robert Nivelles løfte om at stoppe offensiven, hvis den ikke gav et gennembrud, beordrede han, at angrebet skulle fortsætte ind i maj.
Den udmattede franske 3. kolonidivision, som var veteraner fra slaget ved Verdun, afslog den [[3. maj]] [[1917]] at udføre ordrerne og ankom fulde og uden deres våben. Deres officerer havde ikke midler til at kue en hel division, og hårde afstraffelser blev ikke straks gennemført. Derefter kom det til [[Franske hærs mytteri (1917)|mytteri]] i 54 franske divisioner, og 20.000 mand deserterede. De øvrige allierede styrker angreb, men led store tab.<ref>Lyons, 243.</ref> Appeller om patriotisme og pligtfølelse, såvel som massearrestationer og krigsret, fik soldaterne til at vende tilbage og forsvare deres skyttegrave, omend de franske soldater afslog at deltage i yderligere offensiver.<ref>Marshall, 292.</ref> Nivelle blev fjernet som hærfører den 15. maj og erstattet af general [[Philippe Pétain]], som opgav nye storstilede angreb. Franskmændene gik i defensiven i det kommende år og overlod angrebsbyrden til Storbritannien, dets imperium og andre allierede, samt i anden omgang til De Forenede Stater.
=== Britiske offensiver, amerikanske tropper ankommer ===
Line 295 ⟶ 293:
Efter fire dages intenst bombardement blev sprængstoffet bragt til eksplosion i 19 af de 21 miner og dræbte 10.000 tyskere. Den efterfølgende offensiv var i høj grad baseret på kraftigt bombardement, men det lykkedes ikke at fordrive tyskerne. Offensiven, som havde været en imponerende succes i starten, gik i stå på grund af oversvømmet og mudret terræn, og begge sider led store tab.
Under dette slag introducerede tyskerne den [[11. juli]] et nyt våben i krigen, da de affyrede gasgranater fra deres kanoner. Den begrænsede plads i en artillerigranat betød, at der måtte anvendes kraftigere gas, så tyskerne brugte i stedet [[sennepsgas]], som danner alvorlige blærer på huden. Brugen af artilleri til fremførelsen af gassen betød, at kraftige koncentrationer af gas kunne anvendes på udvalgte mål. Sennepsgas er også en gas, som holder sig længere, så den kunne blive på et sted i flere dage, en yderligere demoraliserende faktor for deres modstandere.
Den [[25. juni]] begyndte de første amerikanske tropper at ankomme til Frankrig, hvor de dannede [[American Expeditionary Force]]. De amerikanske styrker gik imidlertid ikke i skyttegravene i divisionsstyrke før oktober, for de ankomne tropper behøvede træning og udstyr, inden de kunne sættes ind, og i adskillige måneder blev amerikanske enheder henvist til støtteopgaver.<ref>Griess, 124.</ref> På trods af dette betød deres tilstedeværelse et særdeles nødvendigt løft i de allieredes kampvilje.
Line 345 ⟶ 343:
Betingelserne i traktaten ville effektivt bremse Tyskland som en økonomisk og militær magt. Versaillestraktaten tilbageleverede grænseprovinserne Alsace og Lorraine til Frankrig, og begrænsede dermed den tyske industris adgang til kul. Der blev også lagt alvorlige begrænsninger på de tyske væbnede styrker ved at begrænse hærens størrelse til 100.000 mand og forbyde landet at have en flåde og et luftvåben. Flåden blev sejlet til den britiske flådebase [[Scapa Flow]] som en del af fredsbetingelserne, men blev senere sænket af sit mandskab i protest. Den vestlige bred af Rhinen skulle afmilitariseres og Kielerkanalen åbnes for international søfart. Traktaterne omformede også Østeuropa, hvor mange nye nationalstater blev dannet, og den åbnede mulighed for at grænseområder med nationale mindretal (deriblandt [[Sønderjylland]]) kunne stemme om deres tilhørsforhold til Tyskland og Østrig.<ref>{{cite web
| last=Duffy | first=Michael |
| url=http://www.firstworldwar.com/source/versailles.htm
| title=Primary Documents: Treaty of Versailles, 28 June 1919
| |||