Forskel mellem versioner af "Nagorno-Karabakh-krigen"

Da Aserbajdsjan erklærede sig selvstændig fra [[Sovjetunionen]], erklærede landet, at Nagorno-Karabakh ikke skulle få lov at beholde den selvstyremyndighed de havde haft under sovjetisk styre. Dette førte til krigsudbruddet i vinteren [[1991]]. I foråret [[1992]] okkuperede Armenien den såkaldte Lachin-korridor, landområdet som ligger mellem Nagorno-Karabakh og Armenien. Aserbajdsjan benyttede sig af menneskelige bølgerbølge angreb, og havde derfor forholdsvis store menneskelige tab. Mænd helt ned i 16-års alderen, fuldstændig uden militær erfaring, blev indkaldt til militær tjeneste. Internationale initiativer fejlede i at løse konflikten på en måde som begge parter kunne godtage. I foråret [[1993]] gennemførte Armenien et angreb på [[Naxcivan]], noget som førte til at [[Tyrkiet]] truede med at intervenere. [[Rusland]] opstillede derfor styrker langs Armeniens grænse til Tyrkiet og sørgede på den måde for at Tyrkiet ikke gik ind i krigen. Da armenske styrker erobrede landområder langs den officielle grænse mellem Aserbajdsjan og [[Iran]], gennemførte Iran en advarende mobilisering. Til trods for potentiel risiko, eskalerede krigen aldrig til at blive en storstilet regional konflikt, og intet land intervenerede på vegne af nogen af parterne mod den anden. I slutningen af [[1994]] kontrollerede armenierne næsten hele enklaven og 9 procent af yderlig aserbajdsjansk territorium. Mod slutningen af krigen blev der gjort oprør i Aserbajdsjan mod præsident [[Abülfaz Elçibay]], og tropper blev fjernet fra frontlinjen for at deltage i kampene. Ofte førte dette til at armenierne kunne erobre hele byer uden at udløse et eneste skud. Den aserbajdsjanske præsident blev til sidst væltet, og det nye regime gik med til at forhandle om en [[våbenhvile]].

Op til 230.000 armeniere fra Aserbajdsjan og 800.000 aserbajdsjanere fra Armenien og Karabakh blev forflyttet som et resultat af krigen. Rusland sørgede for at få en våbenhvile forhandlet i [[maj]] [[1994]], og siden da har der pågået stadige fredsforhandlinger som ikke har lykkedes. Aserbajdsjanske trusler om at generobre enklaven, samt træfninger langs fronten har bidraget til at gøre konflikten til et potentielt risikofelt for en regional konflikt. SåDer sentvar somder flere mindre grænsetræfninger mellem parterne i 2008, 2010 varog deri flerejuli-august mindre[[2014]]. grænsetræfningerKonflikten blussede igen op det endte med regulære kampe mellem parterne 1.-4. april [[2016]]<ref>{{cite web|url=https://www.berlingske.dk/internationalt/gamle-saar-springer-op-i-kaukasus|title=Gamle sår springer op i Kaukasus|work=[[Berlingske]] |accessdate=1. juni 2019}}</ref>. [[Udenrigsministeriet (USA)|USAs udenrigsministerium]] har anslået at kampene resulterede i 350 dræbte (civile og militære).