Ming-dynastiet: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Minorax (diskussion | bidrag) →Hongwu-kejserens tid (1368–1398): gif -> png |
No edit summary |
||
Linje 1:
[[Fil:Ming Empire cca 1580 (en).svg|thumb|Ming-dynastiet omkring år 1580.]]
'''Ming-dynastiet''', [[1368]]-[[1644]], var det sidste kejserdynasti, der havde [[Hankineser]]e som regenter. Det efterfulgte [[Yuan-dynastiet]], der havde kejsere af mongolsk oprindelse, og det blev efterfulgt af [[Qing-dynastiet]], der havde kejsere af manchurisk oprindelse
== Karakteristik af perioden ==
Linje 28:
== Befolkning ==
[[Fil:Chen Hongshou, Appreciating Plums, detail.jpg|thumb|left|''
[[Sinologi|Sinologiske historikere]] debatterer befolkningens størrelse under de enkelte perioder af Ming-dynastiet. Den [[canada|canadiske]]
Regeringen prøvede at revidere befolkningstallene ved at tage estimater på det forventede gennemsnit af antallet af mennesker i hver husholdning i brug, men dette løste ikke det udbredte problem med unddragelse fra skatteregistrering.<ref name="Brook1999_s28_267"/> Noget af ubalancen mellem kønnene kan skyldes [[børnedrab]] på småpiger. Denne praksis er veldokumenteret i Kina
Folketællingen i 1381 viste 59.873.305 mennesker; pålideligheden til dette tal faldt betydelig da regeringen opdagede, at omkring 3 millioner mennesker manglede under skattetællingen i 1391.<ref name="Brook1999_s27-28"/> Det at underrapportere antallet af mennesker blev defineret som en grov kriminalitet i 1381, og Hongwu prøvede også i påtvinge befolkningen en rigid immobilitet. Behovet for at overleve tvang allikevel mange til afstå fra skatteregistring og forlade deres region. Regeringen prøvede at dæmpe skævheden i folketællingen ved at operere med sit eget konservative skøn på 60.545.812 mennesker i 1393.<ref name="Brook1999_s28"/> I sine ''Studies on the Population of China'' fra 1959, foreslog Ho Ping-ti at revidere tallene for 1393 til 65 millioner mennesker, fordi store områder i Nordkina og i grænseområderne ikke var blevet taget med i folketællingen.<ref name="Ho1959_s8-9_22_259"/>
Linje 38:
== [[Yuan-dynastiet]]s fald ==
Forud for etableringen af Ming-dynastiet
En anden vigtig faktor var, at mongolerne havde misligholdt jordbruget: Langs [[Huang He|den gule flod]] havde de forsømt vedligeholdelsen af [[kanal]]er og [[dige]]r, [[kunstvanding]]sprojekter var blevet opgivet, og resultatet blev store oversvømmelser.<ref name="Gascoine2003_s150"/> Mod slutningen af Yuan-tiden rådede der derfor kaotiske tilstande i jordbruget. Da flere hundrede tusinde bønder blev udkommanderede til at reparere digerne langs den [[gule flod]], udbrød der oprør mod de mongolske herskere.<ref name="Gascoine2003_s150"/>
Linje 52:
=== [[Hongwu-kejseren]]s tid ([[1368]]–[[1398]]) ===
Det nye dynastis første hersker havde begyndt livet som [[novice]] i et [[buddhisme|buddhistisk]] kloster, sendt dertil af sine fattige forældre. Han regerede Kina fra [[1368]] til [[1398]] og
[[Fil:Zhu Yuanzhang.png|thumb|Zhu Yuanzhang, [[Hongwu-kejseren]], mod slutningen af sin regeringstid ([[1368]]–[[1398]]).]]
Linje 58:
Historikere anser Hongwu for en af Kinas største kejsere. I hans regeringstid var det den økonomiske genopbygning, som stod i fokus. Dette skete særlig indenfor jordbruget, thi Hongwu delte den [[konfucianisme|konfucianske]] modvilje mod handelsvirksomhed. Denne første Ming-kejser lagde også grundlaget for et ganske stabilt statsapparat, som kun med marginale justeringer i det væsentlige forblev bevaret frem til [[1911]].
Fra første stund
I hans regeringstid blev det ved [[edikt]] bestemt, at de som tog udyrket mark i brug for at drive jordbrug, kunne få lov til at beholde den og ikke ville blive bebyrdet af nogen landskat. Folket tog imod dette tiltag med stor begrjstring. Der blev udført talrige nydyrkings- og kunstvandingsprojekter, som udvidede jordbrugsarealet i landet betydeligt. Indtægterne fra kornskatten blev tredoblet på 6 år. Man anslår, at der i løbet af en tyveårsperiode blev plantet omkring en milliard [[træ]]er, som for eksempel frugttræer,
Hongwu opbyggede en mægtig hær organiseret efter et militært system, der kendes som ''wei-so''-systemet, og som var beslægtet med [[Tang-dynastiet]]s ''fu-ping''-system. Målsætningen var at bevare hæren slagkraftig, men samtidig at modvirke stærke bånd mellem officerer og soldater.
Hongwu-kejserens politik på dette område havde
I [[1372]] forordnet Hongwu-kejseren en generel [[amnesti]] for alle uskyldige, som var blevet bundet til slaveriet, da det mongolske Yuan-dynastiet gik på hæld. 14 år efter bød han sit embedsværk at løskøbe børn i Hunan-provinsen, hvis forældre havde solgt dem som slaver under en [[hungersnød]].
Linje 72:
Afvigende opfattelser fik ikke nogen chance til at komme til udtryk; mod slutningen af sin regeringstid havde Hongwu organiseret et netværk af hemmelige embedsmænd og et slags hemmelig politi (stiftet i [[1382]]: ''Garden med brokadeklæderne'').
Kejseren klarede også at udvide det kinesiske magtområde med militærmagt. Han invaderede de nordøstlige dele af [[Yunan]] (som den gang var betragtet som et eget land og som fremdeles var regeret af en mongolsk fyrste) og tog kontrol over de nordøstlige dele. Ellers var hans udenrigspolitik præget af udstrakt diplomatisk aktivitet. Mange omliggende kyststater var interesserede i handelsrettigheder i Kina. Dersom deres herskere betalte [[det kinesiske tributsystem|tribut til kejseren]]
=== [[Jianwen-keiseren]]s tid ([[1398]]–[[1402]]) ===
Linje 78:
Den kejser, som tog navnet ''Jianwen'' (og oprindelig hed ''Zhu Yunwen'', født [[5. december]] [[1377]]), var søn af kronprins Zhu Bao, den som egentlig var tænkt som Homgwu-kejserens efterfølger. Men da Zhu Bao døde i [[1392]], måtte Hongwu tænke om. Han forbigik da Zhu Baos lillebroder, [[Yongle|Zhu Di]].
Jianwen-kejserdømmet blev meget kortvarig ([[1398]]–[[1402]]). Da han besteg kejsertronen, var han fortsat ung og uerfaren og blev stærkt afhængig af sine rådgivere. I [[1402]] formåede Zhu Di alligevel at bringe sig til magten ved et borgerkrigslignede kup. Foranledningen var Jianwens og rådgivernes fremstød for at beskære de øvrige Ming-
=== [[Yongle-kejseren]]s tid ([[1402]]–[[1424]]) ===
Linje 89:
I [[1402]] gjorde han [[Beijing|Beiping]] til sin residensby som kejser. I [[1420]] blev det bestemt, at Beiping skulle være primær hovedstad, og [[Nanjing]] sekundær. (Betydningen af ''bei'' og ''nan'' er «nord» og «syd».) Flytningen af kejserens hovedresidens havde flere årsager; en af de vigtigere var de store problemer, kineserne havde i sine kampe mod [[mongolerne]], som ganske vist var trængt tilbage til [[Mongoliet]]. Efter at Ming-Kina havde sejret ved Buinor-søen i [[1387]], mistede [[kublai-khan|kublaidene]] hurtigt det meste af sin magt. Men i deres sted meldte nu vestmongolske stammer sig, ikke mindst [[oirater]]ne. Det blev dermed strategisk fordelagtigt at forlægge hovedstaden til en nordligere by. Også opbygningen af [[Kejserkanalen]] en mere effektiv ristransport havde til en vis grad militærstrategiske årsager.
Yongle var ikke så brutal som Hongwu, og hans ledelse af bureaukratiet var større. Han gennemførte kampagner for at styrke [[Den kinesiske mur|Den store kinesiske mur]] og dermed værne landet bedre mod mongolerne. Dette arbejde var begyndt under Hongwu-kejseren omkring [[1368]], men det var under
[[Fil:China Historic Ming Empire.jpg|thumb|Ming-Kina under kejser Yongle.]]
Linje 96:
Kejseren var også optaget af, at omverdenen skulle forstå Kinas kulturelle overlegenhed. Han fik distribueret 10.000 eksemplarer af værket ''Biografier om forbilledlige kvinder'' til forskellige ikke-kinesiske territorier til deres moralske oprustning. Kinesiske kalendere blev også distribueret over hele Sydøstasien.
Flere militærekspeditioner fandt sted under Yongle. Til at begynde med udvidede og sikrede han det kinesiske magtgreb over Yunan. Senere trængte han sydover. I [[1406]] forsøgte han at få indsat en kinesiskvenlig hersker over [[Đại Việt]] ([[Vietnam]] – af Ming-regimet kaldet Annan). Men denne prætendent, kaldet Chen Tian-ping (Trần Thiên Bình), blev dræbt ved sin ankomst dertil. Dette gav Kina anledningen, som man åbenbart havde ventet på, til at sende to store kinesiske hærstyrker fra henholdsvis Yunan og [[Guangxi]] ind i Đại Việt. Kineserne hævdede senere, at syv millioner vietnamesere blev dræbt. I [[1407]] var landet erobret, og under navnet [[Jiaozhi]] blev det Ming-Kinas fjortende provins. Det
[[Fil:ZhengHeShips.gif|left|thumb|[[Zheng He]]s skibe som man forestillede sig dem i [[17. århundrede|1600-tallet]].]]
Linje 103:
Under Yongle udviklede Kina sig for første gang til en slagkraftig søfartsnation. General [[Zheng He]], en [[eunuk]] med [[islam|muslimsk]] baggrund, foretog syv store ekspeditioner, som førte ham og hans enorme flådestyrker rundt om i Sydøstasien og til fjerne kyster som [[Perserriget|Persien]], [[Den arabiske halvø|Arabien]] og til og med det østlige [[Afrika]] – måske så langt sydpå som til [[Kap Det Gode Håb]]. De seks første af disse rejser fandt sted i Yongle-tiden.
Lignende sørejser, men i mere beskeden skala, var også almindelige allerede i [[Song-dynastiet|Song-tiden]], men Zhen He-ekspeditionerne var officielle og blev
Rejsernes kommercielle nytte var imidlertid begrænset, og i [[1433]], altså kort tid efter at Yongle-keiserdømmets tid var omme, blev flådepolitikken lagt om. Ming-herskerne bestemte sig for
Opgivelsen af skibsfart fik efterhånden også den følge, at der blev stort spillerum for vestlige handelsinteresser i Østasien.
Linje 113:
Med Hongwu- og Yongle-kejserne havde Ming-samfundet fundet sin stabile form, som skulle vedvare resten af dynastiets levetid, og i mange henseender også videre fremover. Men ofte var det kun idealmodellen, som var stabil; virkeligheden ville i praksis udvikle sig på anden vis end den foreskrevne.
Befolkningen var nu inddelt i bonde-, soldater- og håndværkerfamilier, og for hver gruppe fandtes der et eget regeringsministerium (med hver sine ordninger for beskatning, arvegang, indkaldelse til militærtjeneste og andet). Grupperne blev anviste egne bostedsområder, og overgang mellem erhvervsgrupperne blev forbudt. I skattemæssig henseende blev de grupperet i enheder på ti familier hver (''lijia''), som stod kollektivt ansvarlig overfor den offentlige forvaltning.
Eftersom antallet af embedsmænd ikke rakte til
Det økonomiske fremskridt blev hele tiden hæmmet af den traditionelle, konfusianske foragt for handel og købmænd. I Ming-tiden nåede denne foragt sit højdepunkt, men Ming-riget kunne fortsat hævde sig som Østasiens suverænt vigtigste søfarts- og handelsmagt.
|