|
Gennem en række krige udvidede hun Rusland betydeligt: I to krige mod
[[Tyrkiet|tyrkerne]] ([[1763]] -[[1774]] og [[1787]] – [[1792]]) vandt hun [[Ukraine]] og [[Krim]]. Ved [[Polens tre delinger]] ([[1772]], [[1793]], [[1795]]) vandt hun store områder mod vest.<references group="Riasanovsky, Nicholas V. , Steinberg Mark D. , A History of Russia, 1963, 8th edition" />
== Katarina 2.'s Lovgivende Kommision ==
I slutningen af 1766 introducerede Katarina 2. vigtige reformer i Rusland med rodfæste i oplysningstidens værdier. På bagrund af dette etablerede hun en lovgivende kommission til at varetage disse interesser. Målet med kommissionen var at systematisere love, en proces der sidst fandt sted i 1649, under [[Peter den Store]]. Katarina 2.’s vision for kommissionen havde med formål at modernisere russisk lov og liv. I forberedelse til kommissionen nedsatte hun en omfattende instruks, også kaldet ''"[[Nakaz]]" '', til at vejlede dagsordenen i kommissionen. Teksten blev udarbejdet af Katarina 2. over en periode på 18 måneder, hvori hun fremlagde sine visioner for det fremtidige russiske samfunds sociale organisering og regeringsopbygning. Hun var stærkt inspireret af [[Charles-Louis de Secondat Montesquieu|Montesquieus ”Om Lovenes Ånd”]], der log til grund for mange af hendes politiske standpunkter. Yderligere blev hun inspireret af [[Cesare Beccaria|Cesare Beccaria’s bog ”Om Forbrydelse og Straf”]] til tanken om mildere straf for kriminelle. Selv om hun fandt stor inspiration fra disse tekster var det hendes egen fortolkning af oplysningstidens værdier som gjorde sig gældende under hendes regering. Som eksempel havde hun ingen intention om at afskaffe autokratiet i Rusland og trodsede derved Montesquieus læresætning om [[Magtadskillelse|magtens tredeling]]. Katarina 2. var overbevist om at et stort rige som Rusland umuligt kunne regeres på anden måde end med [[Enevælde|autokrati]] som styreform. Hun var i opposition til afskaffelsen af trældom i det russiske rige, selv om hun anså trældom som værende moralsk forkasteligt. ”Nakaz” blev i sin helhed anset som værende ekstrem progressiv og fordømte blandt andet tortur og dødsstraf.
<!-- Mangler henvisning -->
Den lovgivende kommission trådte i kraft i 1767 og bestod af 564 repræsentanter, hvor af 28 blev beskikket af Katarina 2. De 28 repræsenterede statslige institutioner, såsom senatet. De resterende 536 bestod af repræsentanter fra forskellige segmenter af imperiets befolkning. 161 repræsentanter fra lavadel, 208 fra byfolk, 79 fra bønder og 88 fra Kosakkere og andre etniske minoriteter. På trods af den brede repræsentation af befolkningen var nogle grupper dog udeladt, såsom den gejstlige klasse og trælklassen, hvilket var i tråd med oplysningstidens gennerelle tendenser. Den lovgivende kommission mødtes i halvandet år til 203 forskelige forsamlinger. I løbet af denne tid blev diverse underordnede kommissioner etableret, for at behandle specifikke problematikker. Kommissionen blev opløst da Katarinas 2.’s oplysnings ”Nakaz”-teori var svær at implementere i den russiske praksis. Ydermere bundende opløsningen af kommissioner i store konflikter mellem de repræsenterede klasser. Som eksempel opstod konflikter mellem lavadelen og bønderne i spørgsmålet vedrørende trældom. Katarina 2. var utvivlsomt bevidst om potentielle risici ved sådanne konflikter. I 1768 udbrød der krig mellem Tyrkiet og det russiske imperium, hvilket gav anledning for opløsningen af kommissionen. Nogle af de underordnede kommissioner forsatte dog med at mødes i år fremover, indtil [[Pugatsjovopprøret|Pugachev-oprøret]] i 1772, men uden at fremsatte nogle egentlige resultater. På trods af minimale væsentlige ændringer i samfundet var kommissionens arbejde dog ikke fuldstændigt uden formål. Den gav Katarina 2. enorm indsigt i imperiets sociale struktur og gav efterfølgerne præcedens for hendes efterfølgende politik og specifikke reformer. <!-- Mangler henvisning -->
<references group="Riasanovsky, Nicholas V. , Steinberg Mark D. , A History of Russia, 1963, 8th edition" />
== Anetavle ==
|
