Han blev født på Forstena gård i [[Västergötland]]. Han tilhørte en adelig familie, som stod i opposition til hertug Karl (Karl 9.), men ansattes ikke desto mindre som kammerpage hos Gustaf 2. Adolf. Sin første krigerske uddannelse fik han i kongens livlandske - og først og fremmest preussiske - felttog og blev 1629 oberst for artilleriet, i hvilken egenskab han udfoldede en betydelig virksomhed i omdannelsen og udviklingen.
Han kæmpede med berømmelse bl.a. ved [[Breitenfeld]] og [[Lech]] og blev general i 1632. I kampene samme år ud for [[Nürnberg]] blev han fanget og pådrog sig sygdom ved den hårde behandling under fangenskabet — frem for alt [[reumatisme|gigt]]smerter, — hvorafsom han siden led af. I 1633 blev han udset og det følgende år udnævnt til rigstøjmesterrigs[[tøjmester]]. I 1635—40 deltog han under [[Banér]]s overkommando i den tyske krig, og 1641 blev han under et ophold i Sverige, og straks efter, at han var blevet rigsråd, udnævnt til øverstbefalende i Tyskland. Han førte nu kommandoen 1641—1645 og udmærkede sig her på glimrende måde, først og fremmest ved hurtigheden i de militære bevægelser, så meget mere beundringsværdig, som han selv i reglen under marcherne måtte bæres på en båre, da hans gigtsmerter sædvanligvis forhindrede ham i at sidde til hestride. Banér havde i den grad svækket Brandenburg og Sachsen, at disse stater ikke længere for alvor formåede at deltage i krigen mod Sverige, og Tostenson kunne da forlægge krigsbegivenhederne til kejserens arvelande [[Schlesien]], [[Böhmen]] og [[Mähren]]. Han gjorde tre felttog ind i disse lande: efter det første indfald besejrede han i bund og grund [[Piccolomini]] 1642 ved Breitenfeld, efter det andet rykkede han ind i Danmark, mod hvilket landsom Sverige nu begyndte [[Torstenson-Krigen|krig]],en og varmod. indenInden første halvdel af 1644 var han fuldstændig herre over hele den jyske halvø; han vendte der efterderefter tilbage til Tyskland, besejrede [[Gallas]] ved [[Jüterbog]] i [[Brandenburg]] og foretog 1645 det tredje indfald i Østrig, under hvilket han vandt en glimrende sejr ved [[Jankov|Jankowitz]] i Böhmen og trængte frem lige til Wien. Den 1. december 1645 afgav han overkommandoen og vendte tilbage til Sverige.
1648—1651 var han generalguvernør i Sveriges vestlige grænseprovinser Västergötland, Dalsland, Värmland og Halland.
