Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

I juni samledes en [[herredag]] i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner: [[Christian 3.|Hertug Christian]], der var positivt stemt overfor protestantismen, og den 12-årige [[Hans den Ældre|Hertug Hans]], som den katolsksindede adel ønskede på tronen.<ref>Ljungfors, s. 23</ref> Da ingen af de to partier kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til den følgende sommer, angiveligt for at få nordmændenes støttte.<ref name="Witt 174">Wittendorff, s. 174</ref> Flere protestantiske adelsmænd, ledet af [[Mogens Gjøe]], som arbejdede for valget af Hertug Christian af Holsten, forlod herredagen i protest.<ref>Paludan-Müller (1853), Bind I, s. 90ff.</ref> Resultatet af mødet var således magert, selv om det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en "union" med hertugdømmerne<ref name="Witt 174"/>, og de ydre forhold var fortsat meget truende. I praksis havde rigsrådet taget magten ved et statskup. Flere af rådets medlemmer nægtede at støtte magtovertagelsen, og kun 23 af herredagens 37 deltagere beseglede recessen.<ref>Wittendorff, s. 173</ref> I religiøs henseende benyttede katolikkerne i [[rigsråd]]et, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en [[Lov (jura)|reces]], der blandt andet lagde udnævnelsen af [[præst]]erne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den [[luthersk]]e læres udbredelse. Indenfor den nye midlertidige regering var det de konservative blandt prælaterne og adelen, som snart fik overmagten og benyttede sitiationen til at virke for, at hele den danske kirkeordning skulle føres tilbage under pavestolen i Rom.<ref>Johannesson, s. 118</ref> Ærkebiskop [[Torben Bille (ærkebiskop)|Torben Bille]] erklærede sammen med domkapitlet i Lund de evangelske prædikanter som kættere, bandlyste dem og gjorde dem fredløse. De fleste prædikanter måtte nu flygte, men i Malmø nød de bystyrets beskyttelse.